Det var en dramatisk Brett Anderson, der stod i spidsen for Suedes koncert fredag aften på Bøgescenen på Smukfest. En act, der blev for meget, og ikke helt virkede efter intentionerne.
Det var et spændt publikum, der ventede fredag aften foran Bøgescenen. Britpop drengene, Suede, skulle spille i Danmark igen siden deres koncert i oktober sidste år. En koncert, der havde fået gode anmeldelser, så folk havde noget at glæde sig til.
Eller hvad?
Lige fra start af er der skruet helt op for stemningsknapperne. Til dyster korsang kom Suede, ledet an af forsanger Brett Anderson, ind på scenen. Der var dømt fuld fart over feltet, og hvis man var i tvivl om, Suede stadig kunne præstere, var man ikke i tvivl længere. I hvert fald, hvis man ser bort fra Brett Andersons stemme, som ikke helt ville lege med. Bandet mestrede deres instrumenter til perfektion og havde medbragt en dejlig setliste med alt lige fra ‘She’ og ‘Trash til ‘Pantomime Horse’ og ‘Beautiful Ones’.
Dramaqueen i sit es
Dog endte bandet alligevel med at stå i skyggen af frontmand Brett – på trods af, at han havde svært ved at synge rent og komme op i de lyse toner i falcet. Samtidig sprang han adskillige stykker af tekst over og prøvede ihærdigt på at få publikum til at synge med. Ja, han blev da næsten helt hidsig. “Come on, I can’t fucking hear you” skreg han adskillige gange.
Men Brett Anderson kom med noget, resten af bandet til gengæld ikke havde så meget af. Stjernegod performer energi. Han forsøgte virkelig og gav den alt, hvad han havde. Publikum tog bare ikke altid så godt imod det.
Anderson lignede nærmest en blanding af Jim Morisson og Talking Heads’ David Byrne med hoftevrik og smårebelske handlinger – blandt andet ved at svinge med mikrofonen, så den var lige ved at ramme bandmedlemmerne i fjæset. Samtidig kravlede han dramatisk rundt på gulvet, lagde sig fladt på ryggen og rullede rundt på scenegulvet. Underholdende var det. Ej at forglemme, da han smed den stakkels mikrofon, der ifølge de tekniske kliklyde havde haft et hårdt liv, på gulvet.
Men altså… Man behøver ikke te sig som en tosset for at få publikum med, dear Brett. Og det endte med at blive alt for ensformigt, næsten latterligt, når folk ikke altid var med på præmissen. Det var til gengæld super ærgerligt. For Suede havde potentialet. Hvis Andersons stemme havde siddet i skabet og publikum havde været mere engageret, havde det været en ren sejr. Men det var det ikke denne gang. Desværre.
