Christine and the Queens indtog Arena til en sen dansefest, der bød på et stramt vel koreograferet show og masser af fransk coolnes, der fik hele teltet til at danse.
Med det franske flag vejrende forrest blandt publikum og til lyden af hjerteslag indtog Héloïse Letissier og hendes dronninger Arena og satte med det samme gang i festen med en solid dosis elektropop blandt det tændte publikum, der var mødt op til aftenens sidste koncert kl. 00.30. Christine and the Queens er kendt for at levere et liveshow udover det sædvanlige og med hendes 6 dansere og liveband var det tydeligt at denne aften ikke var nogen undtagelse.
Aftenens set startede ud med Comme Si efterfulgt af Girlfriend. Sidstnævnte kvitterede publikum for med jubel og dans. Allerede her var Letissier på bølgelængde med sit publikum og noterede “you can just call me Chris now”. Forbindelsen til sit publikum formåede hun at holde koncerten igennem med sin oprigtighed og charme. Elektropopstjernen lagde vægt på at denne koncert var et safe space før hun åbnede “the french discotheque” med konfetti… Og masser af dans.
Dansen
Nu er undertegnede ikke ekspert i moderne dans, men i den her kontekst er det esssentielt at knytte et par ord til denne del af koncerten. De 6 dansere og Letissier, eller Chris som vores nye ven hed, bevægede sig igennem temaer som tiltrækning og afvisning med både sensualitet og power. Der blev leget med klassiske kønsroller og seksualitet hele vejen igennem koncerten uden at det virkede forceret. Det blev ikke mindst tydeligt under numrene iT og Damn (What must a woman do). Dansen komplimenterede på alle måder teksterne og Letissiers fremtoning.
Elektropop, fællessang og ballader
Det var svært at finde nogen under Arenas store teltdug, der ikke bevægede fødderne under hele koncerten. Fællesskrål, klap og dans nåede dog sit max under bl.a. 5 dollars, Goya! Soda! og som sagt Girlfriend. Med sig havde hun et super stærkt liveband, der dog stod i baggrunden til fordel f0r resten af showet.
Der blev hevet en a capella version af David Bowies Heroes frem, der endte i fællesskrål på Arena. Der var ikke tvivl om hvem der var aftenens helt blandt de fremmødte.
Undervejs fik vi også et par ballader. Bl.a. nummeret Saint Claude, hvor aftenens stjerne stod hævet langt over scenen i spotlightets skær. Ballader til en sen nattekoncert betyder ofte snak iblandt publikum. I det her tilfælde var det dog ikke markant. Derimod modtog hun hyl og klapsalver og numrene kom til at virke som et naturligt break i det ellers energiske show.
Sådan laver man et liveshow
Aftenens fest blev afsluttet med Intranquillite, hvor publikum fik besked om at finde deres indre heks frem og ellers gå amok – Det gjorde de da også. Vi fik som publikum et set der på 1 time og små 10 min nåede omkring både det hårdtpumpende og det følelsesladede. Kvinden i front virkede ægte, med hendes måske petite størrelse men kæmpe personlighed. Kort sagt: Christine and the Queens viste hvad hypen handlede om og at man kan være stærk i sin følsomhed.
