Imens Diplo gav den gas med radiohits og House-vibes, serverede Wolfmother eventyrlig rock’n’roll torsdag aften på Tinderbox.
Hvis man frøs som en lille hund, efter sommersolen var gået ned bag træerne, så var Teltscenen det rigtige sted at være. Der blev rusket liv i de kolde kroppe, da Wolfmother indtog Teltscenen.
‘She will be Victorious’ brølede forsanger Andrew Stockdale selvsikkert. Et tillægsord, som selve bandet, havde tilfælles med sangens hovedperson. Wolfmother gav den hele armen på bedste stadionrock-manér.
Til tider endte det i en helt AC/DC-agtig atmosfære med publikums knytnæver hejsende op og ned med akkompagnerende ‘HEY, HEY, HEY’ tilråb i takt med musikken. Samtidig var det tydeligt at høre, at Black Sabbath er en inspirationskilde, når det kommer til det eventyrlige tekstunivers og de tunge og tryllebindende melodier.
Under ‘Woman’ gik der nærmest ild i publikum, og udover, at Wolfmother brillerede og leverede en skarp performance, så var der god kontakt til publikum. Især de allerforreste rækker, hvor øl- og svedlugten var krads. Det kneb dog lidt med at nå helt ned til de bagerste rækker, når Stockdale ville hyggesnakke mellem numrene. Under selve musikken var der knaldgod lyd. Det er normalt noget, jeg synes kniber ved halvlukkede teltscener. Men når Stockdale ville i kontakt med publikum druknede han en smule.
Ligesom Greta Van Fleet var der et stort fokus på solopræstationer – ikke lige så meget, men de var der. Særligt pianisten smækkede en ordentlig pianosolo sammen under ‘New Moon Rising’, så jeg næsten frygtede keyboardet ville knække midt over.
På trods af Stockdales lave lyd, når han skulle snakke til publikum, kunne man lige høre ham råbe, om vi var klar til at træde ind i en anden dimension sammen med ham og resten af Wolfmother. Derefter kom ‘Dimension’ selvfølgelig. Og det var egentlig ret meget essensen af hele koncerten – vi fik lov til at træde ind i en magisk dimension med magiske tekster og stærke melodier fortalt med et så fint engagement.
