Take That fyrede op for popfest og leverede en hitkavalkade fra tre årtier i K.B. Hallen.
Take That kan unægtelig karakteriseres som andet end en af de største boyband-succeser nogensinde. De kan i år fejre deres 30-års jubilæum med mere end 30 millioner solgte albums, en perlerække af hits på første pladsen og udsolgte koncerter verden over.
Da lyset gik i KB. Hallen, og popfesten lagde an til start, var det til tonerne af den nyeste version af ”Greatest Day” fra Greatest Hits albummet ”Odyssey”. En fin åbningssekvens, som fik publikum til at kvittere med et jubelskrig, da Gary Barlow, Howard Donald og Mark Owen trådte op på scenen. Hurtigt fortsatte koncerten videre med ”Shine” og lidt gebrokken dansk fra Mark Owen: ”Godaften København går det godt med jer?” – et sikkert træk, som publikum altid bliver begejstret for.
Det er ingen hemmelighed, at Take That er blevet en trio frem for en kvintet.
Mange pophjerter blev knust, da Robbie Williams forlod gruppen i 1995, efter de øvrige medlemmer stillede ham et ultimatum grundet hans massive stofmisbrug. Endnu flere hjerter blev slået i tusindvis af stykker, da gruppen året efter annoncerede, at bandet gik i opløsning. Krisen var så stor, at der måtte oprettes hjælpelinjer, hvor de knuste fans kunne ringe ind. Deres sidste store hit i den periode blev Bee Gees coveret ”How Deep Is Your Love”, som bandet udlod at spille under aftens koncert, muligvis til mange af de fremmødte fans’ store ærgrelse.
”Patience” var sangen, som bragte Take That tilbage i 2006, dengang da Jason Orange endnu var en del af gruppen, og begejstringen hos publikum var ikke til at tage fejl af, da den blev spillet som aftens femte sang. ”Patience” var aftens første rigtige højdepunkt, og publikum sang så højt, at de næsten overdøvede Gary Barlows karakteristiske vokal.
Could it be magic? Could it be Take That?
Hvis man som fan havde en forventning om, at koncerten ville være et show på højde med de koncerter, som de tre herrer har leveret under deres UK-tour, så var der grundlag for en solid skuffelse. Der var hverken storskærm, kæmpekugle formet som logoet på deres ”Odyssey” album eller motorcykler på scenen. Sceneshowet var i stedet degraderet til et yderst velfungerende lysshow, et par omgange med konfettikanonen og synkrone dansetrin, som kun boybands med rod i 90’erne kan mestre. Men til gengæld var det minimalistiske sceneshow med til at skabe en form for nærhed og forbindelse mellem bandet og publikum, som ikke ellers ikke havde været eksisterende ved en kæmpe produktion.
Take That havde publikum i deres hule hånd fra første til sidste tone, deres evne til at få publikum med var imponerende og skyldtes i høj grad deres eget høje energiniveau, som var smittende. Selvom Gary Barlow ofte indtager positionen som frontfigur i bandet, var det Mark Owen som oftest stjal opmærksomheden på scenen i K.B. Hallen. Med en fængende og karismatisk energi fyldte han scenen ud med kække dansetrin og en umiddelbarhed, som var alt andet end poleret og selvhøjtideligt. Som da han lagde sig ned på scenen for at indfange et Dannebrosflag, som han stolt flagrede rundt med på scenen under det nye nummer ”Everlasting”. Det var under små momenter som disse, at magien opstod.
Et popmarathon igennem tre årtier
”Everything Changes”, ”It Only Takes a Minute” og ”Could it Be Magic” blev fremført som et fint energisk medley, som fik tempoet til at stige en anelse i den fyldte sal. Et af de største hits ”Back For Good”, blev leveret roligt og gennemført med Gary Barlow siddende bag klaveret indtil publikum blev inviteret til fællessang, det fik Gary Barlow op ad stolen og satte gang i så vilde hoftesving, at selv Ricky Martin ville være misundelig.
Den helt store afslutning var ”Never Forget, hvor publikum og trioen smeltede sammen til én enhed og skabte et magisk øjeblik med tusindvis af arme synkront i vejret. Take That havde utvivlsomt deres storhedstid i 90’erne, og denne koncert var på ingen måde ekstraordinær. Men når det så er sagt, har de tre tilbageværende medlemmer stadigvæk masser at byde på. Mark Owen, Gary Barlow og Howard Donald kan stadigvæk fyrer op for en solid og energisk popfest.
