New Order samlede generationer med lokkende synth-pop og legendarisk selvsikkerhed på Northside fredag aften.
Dét, der tidligere startede som Joy Division dengang i 1976, blev fra 1980 til noget nyt, der var større end dem selv. Efter forsangerens død tog guitaristen Bernard Sumner over som vokal, og bandet gik nu nye tider i møde.
Nu under bandnavnet New Order.
Og stadig efter 39 år siden New Orders begyndelse er der stadig stor interesse – både fra unge og gamle. Sidst de var i Danmark, besøgte de Roskilde i 2016, hvor de både blev mødt af ris og ros fra anmelderne.
Men fredag aften på Northside, beviste New Order, at de stadig kan levere et top-præsterende musikalsk show efter så mange år. Og de serverede det bedste af det bedste – creme de la creme. Fra Joy Division numre som ‘Love Will Tear Us Apart’, som havde en helt ærbødig stemning over sig, til de nyere mere upbeat, 80’er vibede hits som ‘True Faith’, ‘Bizare Love Triangle’, ‘Temptation’ og storhittet ‘Blue Monday’.
Smuk affære
Det var ikke fordi, der var meget fut i Bernard Sumner og resten af New Order for at være helt ærlig. Men allerede under bandets anden sang, skete der magi. Det er uforklarligt for mig, hvad der helt præcist skete. Men man blev trylletbundet af bandets evne til at levere fuldkommen afbarberet simpelhed, der alligevel lød som et filmorkester.
Og det er lige præcis det, New Order kan live. De kan få selv det simpleste musikstykke til at lyde af noget, der er 100 gange større.
Sceneshowet var sat og blev akkompagneret af et snigende tusmørke og en lille fin Dreamworks-måne på himlen over scenen. Igen. Der skete magi. Jeg har aldrig været kæmpe fan af New Order og har altid syntes, deres numre var en anelse for lange, hvilket jeg frygtede ville bide dem i røven på Northside.
Det gjorde det overhovedet ikke – tværtimod. Bandet havde en fantastisk evne til at få en til at lytte og ikke mindst hengive sig til de til tider helt psykedeliske synth-lyde.
Lyd-musik når det er bedst
New Order er det, jeg betegner som ‘lyd-musik’ – et hamrende åndssvagt navn, I know. Men den type musik, hvor der er så voldsomt fokus på lydene, at det overskygger vokalens normale vigtighed. Bernard Sumner er ikke en klassisk forsanger og har hellere aldrig rigtigt haft intentioner om at være det.
New Order beviste da også, at en karismatisk og teknisk dygtig forsanger ikke altid er skide nødvendig. Musikken gjorde arbejdet strålende uden det store fra Sumner. Dog ville det altså have sat prikken over i’et, hvis Sumner havde formået at sparke en smule ekstra energi i scenariet.
Attituden fra bandet strålede af musikalsk selvsikkerhed og ‘coolness’. Som om det var legende let. Samtidig virkede bandet, særligt Sumner, beæret og glad for at spille på Northside.
Der var ikke den store kommunikative performance fra New Order, og normalt vægter jeg kommunikation til publikum utroligt højt. Men fordi New Order stikker så meget ud til siden og er helt deres egne, så syntes jeg ikke, det er synderligt nødvendigt. I sjældne tilfælde kan musikken tale for sig selv. Og det gjorde den under New Order, som viste Northside, at de i sandhed er musikalske synth-pop legender.
