Torsdag aften spillede Tame Impala på Grøn Scene. En koncert, der satte gang i drømmene.
Selvom klokken var mange, og udvandringen fra pladsen, så småt var begyndt, så var publikummængden stor foran Grøn Scene torsdag aften.
Det australske band, Tame Impala, var tilbage i Danmark igen. Sidst jeg så dem, var på Roskilde i 2016, hvor de erobrede 6 stjerner fra Soundvenue. Og så vidt jeg husker på trods af bajer-rusen var det en fed og trippet oplevelse, man blev komplet glad i låget af.
Og gudskelov, fik jeg lov til at få lidt af den samme følelse igen på Northside.
Perfekt tempo
Tame Impala startede ud med et af deres store hits, ‘Let It Happen’, som lokkede flere og flere til med bandets drømmende og svævende tone univers.
En ting er, at bandet leverede den perfekte setliste med alle de bedste numre, som ‘The Less I know the Better’, ‘Elephant’ og slutnummeret ‘Feels Like We Only Going Backwards’. Men noget andet var måden, setlisten blev udført på.
Tame Impala gjorde nemlig det helt rigtige ved at skifte op og ned i tempoet ved at tage de hurtigere op-i-tempo sange med markante melodier. Indimellem disse forkælede de publikum med de langsommere svævende og drømmende sange.
Men særligt lyduniverset fra ‘Why Won’t You Make Up Your Mind’ dominerede koncerten.
Malplaceret tidspunkt
Som jeg skrev i starten var der trods alt mange, der begyndte at udvandre fra koncerten, og det sætter også derfor spørgsmålstegn ved, om Tame Impala var den rigtige booking til at lukke pladsen af.
Nogle dansede med store armbevægelser og havde en fest, par dansede tæt og udvekslede lidenskabelige kys, mens andre decideret blev lullet i søvn. Jeg kom helt til at tænke på dengang Mew spillede klokken 2 om natten på Roskilde i 2015.
Og ligesom med Mew havde jeg det lidt sådan, at det altså ikke var det helt rigtige tidspunkt for et band som Tame Impala at spille på. Det er der sikkert delte meninger om – især for dem, der rent faktisk havde den vilde lsd-agtige fest.
Jeg tror til gengæld også, at Tame Impala var klar over den sende spilletid og forsøgte derfor at tilpasse setlisten, så vi kom lidt på en rutsjetur. Det ene øjeblik stod vi drømmende med bøjet hoved og lukkede øjne, det næste øjeblik svajede man fra side til side og sang med.
Visualitet og musikalitet i top
Noget jeg absolut ELSKEDE ved Tame Impala var deres visuelle show. Både lysshowet og videoerne på skærmene var afsindigt godt lavet. Mens de forskelligt farvede lysstråler oplyste himlen, mens forsanger Kevin Parker og bandet leverede et right og skarpt show.
Jeg var yderst imponeret over, at deres visuelle show var så gennemført, og at det passede perfekt til musikken og det styrede udtryk. Det fungerede simpelthen så godt.
Selvom Parker var okay til at kommunikere med publikum, virkede det som om, han var lidt genert og tilbageholdt. Han lod musikken tale for sig selv, og for Tame Impalas tilfælde fungerede det også fint. Jeg følte personligt bare, at jeg manglede lidt mere kommunikation fra Parker og bandet. Især fordi det var så trippy sent om aften.
