Plænen er fyldt så langt øjet rækker, og der er en energi i luften som er smitsom selv før scenen bliver indtaget. Sidste gang jeg så Medina var på samme scene for to år siden, til en turbulent aften, en aften hvor Medina undervejs måtte bæres ud fra scenen, så forventningerne til i aften er ikke af de små.
Hvad end bekymringer om en gentagelse skulle vise sig at være uberettigede, for Medina har fat i publikum fra første færd, og der er ingen tvivl om det bånd der findes mellem hende og hendes fans.
Hitparade og fællessang
Der bliver åbnet op med klassikeren “Lyser I Mørke”, og med de tunge trommer og autentiske lyd fra scenen ledes tankerne først hen på dansk synthrock ala Duné eller Veto, og publikum er PÅ. Allerede her fra det første nummer synger hele plænen med, med en volumen der udfordrer Tivolis ellers anstændige lydanlæg. Det er tydeligt, som vi bevæger os igennem aftenens sætliste, at der er sat fokus på Medinas hits og folkefest, og det danner Tivoli bestemt fine rammer omkring.
Desværre falder stemningen lidt når vi bevæger os væk fra radioklassikerne som Medina ellers besidder mange af efterhånden, sange som “Væk Mig Nu” og “Mirakler”, som bevæger sig i en mere klubbet retning, rammer ikke publikum med samme kraft som den altid fantastiske “Synd For Dig”, eller “Jalousi” hvor publikums sang endelig fuldstændig overdøvede lyden fra scenen. Men det er ikke dem der dominerer denne aften, for det er Medina selv der holder alt fokus, og sjældent har man set en popdiva være så autentisk, og taknemlig for sit publikum. Hver gang Medina snakkede mellem sangene, var der tilføjet en kommentar om hvor glad hun var for alle der var kommet, hvor glad hun var for hendes band, og hvor glad hun egentlig bare var, og det var et budskab der var smitsomt og dejligt på en aften som i aften.
