Den amerikanske rapper Post Malone havde en formidabel lørdag aften i Royal Arena.
Hvis ikke Post Malone rammer Klub 27, har klubben fandtes forgæves. Den potrygende, alkoholistiske countryrapper lever i den yderste overhalingsbane, og hans sceneperformance har en klar aura af disse ting. Ikke destro mindre formår den overtatoverede 23-årige gang på gang at lægge anmeldere ned på stribe med sin stemme og sine koncerter.
Det samme gjorde sig gældende lørdag aften i Royal Arena, hvor Austin Richard Post spillede for et udsolgt Royal Arena. Allerede før koncertstart klokken 21.45 kogte arenaen, og stemningen var ekstatisk. Da den unge herre endelig stillede sig på scenen og optrådte med “Broken Whiskey Glass”, der har en lettere storladen intro med blandt andet lyden af ørneskrig, gik det unge publikum helt amok. “POSTY! POSTY!” skreg de, og Posty hørte dem, og han gav den hele armen.
Først med “Too Young”, også fra 2016-albummet Stoney. Alle på gulvet i salen hoppede og dansede. Den næste halvanden time gik hurtigt og var meget intens. Post stod alene på scenen, der var ét podie, og havde kun kameramændene at læne sig op ad, mens de filmede ham til de kæmpe storskærme, der var sat op. De var der dog mest for effekternes skyld, for selv aller bagerst på gulvet var han til at spotte på den høje scene.
Manden på scenen selv virkede ikke så nærværende, som da han spillede på Smukfest i sommer, men niveauet var stadig højt. Vigtigst af alt var det store setup nedskaleret, men imponerende. Mest af alt stod herren blot og performede hits på hits med en fin vokal og minimal mulighed for at fucke op med det tunge backingtrack på, og så arbejdede resten for ham.
Lyseffekterne var nemlig vildt imponerende, og hver eneste nye setting med lasere, spotlys, en diset effekt ved at kaste lavt hvidt lys i hele salen, røg, det hele fungerede og gjorde det vanvittigt lækkert at stå og beskue den unge herre.
Post Malones tekster tåger ligesom herren selv i et univers påvirket af alkohol og stoffer, knuste hjerter og rockstjernetilværelsen. Især det knuste hjerte flashede han på nummeret “I Fall Apart” og senere på “Stay”, der blev spillet af Posty selv på akustisk guitar. Fornemmelsen af intethed står lige så sløret som Posts klarsyn efter at have inhaleret flere liter Bud Light, og er et fremragende udtryk for den generation, der lytter til ham. Hans performance og mængden af mennesker står i stærk kontrast til Nicki Minaj, der aftenen forinden forsøgte at fylde arenaen ud, men fejlede brutalt.
De sidste fire numre bestod af hitperlerækken “White Iverson”, “Sunflower”, “Rockstar” og “Congratulations”, hvor arenaen blev forvandlet til en natklub i L.A., og alle stod med deres plastikkopper i hænderne og dansede med vennerne på det klistrede betongulv. Posty vælger at gå all in på rockstjernetilværelsen og genskabe et moment fra koncertplakaten, der har reklameret for eventet i månedsvis, ved at smadre selvsamme akustikke guitar fra tidligere på aftenen ned i podiegulvet.
Der er noget vanvittig stærkt ved at have en kunstner stående på scenen helt alene i halvanden time uden pause og tryllebinde 16.000 mennesker. Især, når man gør det uden for meget dikkedar og blot gør dét, en rapper som countryboy Post Malone bør: Optræde. Rappe. Synge. Og det gjorde han til UG.
