Lørdag aften var der en helt særlig begivenhed, som nok ikke vender tilbage. P6 Beat holdt, hvad der på alle måder føltes som en afskedskoncert, og det gik ikke stille for sig. Med otte optrædener på plakaten var der fuld fart over rocken, smæk på den elektroniske bas, dræbende kontraster i metallen og stille eftertænksomhed fra aftenens bedste optræden.
Hvis du ikke havde været heldig nok til at få skaffet en billet til lørdagens arrangement i Koncerthuset, så kunne du heldigvis følge med derhjemme, på den nok mest alsidige danske radiostation. Det var med et skarpt program og en solid omgang musikalsk forståelse fra aftenens værter, der rummede næsten hele P6’s værtsbemanding, fra Henrik Aagaard til Tilde Bang. Det er vidende, begejstrede, entusiastiske formidlere, der formår at gøre det fremmede spændende; det skæve tilgængeligt; det kakofoniske til en ørehænger.
Sterling
Det er otte år siden, man kunne opleve Sterling optræde sidst, og den danske poprock-kvartet spillede tre numre i foyeren, hvor der var glimt af det fremragende band, som huserede på de danske radiostationer i de tidlige 00’ere. Der blev også startet med ‘Lyssværd’, hvor man nok må indse, at der er løbet en del vand under broen siden dengang i 2004, hvor det var friskt, frækt og nyskabende. Den fornemmelse blev ikke genskabt af et band, som nok havde brug for at spille mere end et par numre, for lige at få banket rusten af sig. Når man så hører deres relativt nye single ‘Tsar Bomba’, er det ikke noget nyt i lyden. Det er Sterlings lyd og det bliver lidt tamt, men det er legende let poprock, hvor man kan føle sig underholdt og så komme videre i dagens program.
Sterling har nok brug for at genvinde lidt af rutinen, og med et ret stillestående publikum, der tydeligvis ikke var kommet for at se dem, så gav de den alligevel hvad den kunne trække, omend det var lidt uforløst i sin helhed.
Chinah
Anderledes sikker var Chinah i sin optræden som aftenens første i koncertsalen, hvor der var stillet op til det helt store festivitas. Med sølvfarvede mannequiner til at flankere bandet blev man transformeret af den organiske lyd i Chinahs elektroniske univers. Synthfladerne farer ud og tager dig med på en drømmerejse gennem håb, kærlighed og fortvivlelse, mens det blå lys, der stråler fra scenen fører tilskueren tættere på det endelige øjeblik, hvor man kunne have oplevet mere. Denne lille lydbid var alt for kort, og da først stemningen var sat, var det allerede ovre igen.
Det er selvfølgelig rammerne for disse minikoncerter, men særligt hos Chinah føltes det som et afbrudt øjeblik, hvor man blev revet væk, lige som det skulle blive rigtig godt.
Speaker Bite Me
Jeg er mere hjemmevant i rockens verden, og Speaker Bite Me er solid rock, når det er bedst. Ikke så meget pis, bare nogle guitarer med noget distortion på, et sæt trommer der smækker til den, og så en bas til at lave en solid bund.
Det er nogle rutinerede gutter og gutinde som kommer på scenen, hvor man dog ikke helt kunne føle energien helt ud på stolerækkerne, da det blev en lidt stillestående affære, mens guitarerne vrælede om kap med publikums begejstring for at høre noget tråd.
De mange delelementer i Speaker Bite Me’s lyd kommer til udtryk i den smukke koncertsal, hvor lydmanden ramte den klokkerent. Alt var højere end alt andet, og det fungerer bare. Rock er en energibombe, og Speaker Bite Me’s lyd rammer lige i hjertekulen med et solidt spark energi.
Det var en solid optræden, hvor Speaker Bite Me’s bedste egenskaber blev fremstillet på fineste vis, og man kunne godt mærke at det var et rutineret band som stod på scenen. Støjrock er kommet for at blive.
Slægt
Aftenens metalindslag blev introduceret på behørig teatralsk facon af alt-mulig-metal-manden Anders Bøtter, som havde fået DR’s rekvisitafdeling til at skaffe ham det største sværd, de kunne finde. Nogle gange er kaos nødvendigt; nogle gange skal man overgive sig til mørket; nogle gange er der bare brug for metal.
Slægt spiller noget forfærdelig god musik, og jeg har efterhånden stiftet solidt bekendtskab med dem, siden jeg hørte dem på When Copenhell Freezes Over i 2016. De har efterhånden gjort alt hvad et mørkt metalband kan slippe afsted med, har fået roser fra Ekstrabladets Thomas Treo og har overvundet det danske metalpublikum. Måske var det også på tide at ramme folket uden for Sort Søndags lyttersegment, men det bliver nok ikke tilfældet efter aftenens optræden.
Jeg har ikke noget at udsætte på det tekniske element fra Slægt, hvor de er solide musikere, der har indfriet det potentiale jeg beskrev i ’16. De har også fundet en lyd, som gør dem letgenkendelige i deres genre og samtidig særegne, men i stedet for at blæse derudaf med en tordnende fornemmelse af ødelæggelse i instrumental form, blev det derimod de finere kontraster, der fik lov til at stå som aftenens tema.
Slægt spillede hele tiden mellem blødt og hårdt, og hvor den slags kontraster normalt er noget jeg hylder ved musik, så fik det ikke sat fingeren på, hvad der gør Slægt så specielle, at de har en chance for at sætte Danmark på det store internationale metalkort.
Jeg havde gerne set Slægt brænde hele Koncerthuset og derefter gået triumferende ud af de flammende ruiner, i stedet må jeg nøjes med en solid optræden af en lysende stjerne på den danske musikscene.
Fribytterdrømme
Carsten Holm fik fortalt en lang historie om kærlighed til musik, og et eller andet sted i den anekdote var der en historie om en musikfan, der var utrolig begejstret for de danske syrerockere Fribytterdrømme. Hvad Holm mente med sin introduktion skal egentlig stå hen i det uvisse, da jeg ikke er sikker på at det var andet end en historie om kærlighed til musik, og at det er public service-kanalernes forbandede pligt at formidle musik, der kan andet end tam ryste-røv-musik og elektronisk dakkedak, der bliver produceret som en anden form for metervare.
Og her kommer Fribytterdrømme så på scenen. Det er som minimum en tilbagevenden til hvad der er blevet beskrevet, som en dansk, musisk guldalder. Det er syret, spøjst, psykedelisk og helt igennem fremragende, når man bliver udsat for denne form for retrorock.
Det er formentlig ikke synderligt specielt i en større kontekst, men ønsket om at finde tilbage til musik, som besidder en helt særlig plads i dansk musikhistorie, er stadig en sjov øvelse. Selve ideen med at finde noget gammelt og tage det op igen er ikke ny eller spændende, men det kan stadig være så godt, at man må anerkende dets kvaliteter i sig selv.
Jeg bliver aldrig fan af det, men det var et solidt show, som Fribytterdrømme præsenterede i Koncerthuset.
Peter Sommer
Engang imellem er man vidne til et af de øjeblikke, som aldrig kommer igen. Dér hvor hårene rejser sig og kuldegysningerne går direkte ned af ryggen, ud af fødderne og helt ind i sjælen. Peter Sommer er nok den nulevende danske musiker, der forstår og formår at tage tempoet ud af dagligdagen, og give os muligheden for at reflektere over de mange ligegyldigheder, vi ellers udspyr i et rask væk.
Det bliver aldrig trivielt at høre Sommers stemme, hvor man tænker at det kunne man godt gøre selv, men samtidig ville man ikke nå ham til sokkeholderne. Hans bløde stemme omfavner publikum, og hans fornemmelse for at stå på en scene og underholde er sublim. Det virker ikke kikset, uærligt eller indstuderet, når han står der og siger, “lige nu er det utroligt rart at stå her. Jeg kunne stå her hele aftenen. Det må blive i baren”.
Det er det menneskelige som Sommer udviser der gør ham nærværende og relevant, ligesom P6 Beats mange musiske eksperimenter gør dem relevante, men det er snart en saga blot.
På årets Roskilde Festival så jeg en knivskarp Peter Sommer, der forstod sit publikum fuldt ud. I Koncerthuset var han endnu mere forstående, og understregede det uundgåelige i, at alting forandres med sin ‘Det Evige Nu’ og en smuk gæsteoptræden af Søren Huus.
Lydmor
Jenny Rossander kom på scenen i fluorescerende farver og indtog Koncerthuset, der var blevet opstemte og begejstrede for nu skulle aftenens sidste optræden i salen på. Det var også med gæsteoptræden fra Velvet Volume’s Noa Lachmi og Signe Wisby Tobiassen fra Nelson Can, og en herlig cover-version af ‘Girls and Boys’, hvor man ikke kunne undgå at blive revet med.
Jeg forstår ikke det særlige i Lydmors univers, og det er meget langt fra min egen smag i musik. Jeg forstår hvordan der er en række af kompositionerne, der er gode og bærer nogle kvaliteter i sig selv, dog kan jeg ikke se hvordan det elektroniske element bliver løftet af en liveoptræden. Det ændrer sig ikke nævneværdigt fra plade til live, og den nerve jeg typisk finder i levende musik, kan jeg ikke genkende i Lydmors liveoptræden.
Jeg var dog tydeligt i undertal til aftenens koncert, og der er sikkert andre mere vidende mennesker, der er i stand til at uddanne mig om det unikke i Lydmors liveoptræden, så jeg kvitterer med en middelkarakter, da jeg synes det samlede indtryk var godt, men ikke synderligt mindeværdigt for sit musikalske udtryk.
KAKKKMADDAFAKKA
Efter at blive sendt ud af salen med ordene ,”De spiller NU!” kunne man forlade sin siddeplads, og høre dejlige rytmer fra foyeren, hvor bandet allerede var gået på og spillede introduktionsrytmer som fyldte rummet. Hvilken skøn måde at blive mødt på, efter Lydmors solide optræden. Uden at bemærke det, bevæger man sig direkte ind i de seks gutter fra Bergens univers af kitsch, retro og fest.
KAKKAMADDAFAKKA vil nok altid føles som det gymnasieband, der bare ikke gik i opløsning. Musikken føles lidt tåbelig i sin simple, funkede stil. Guitarerne er indstillet til at lyde som en mellemting mellem The Police og Earth, Wind & Fire, og den overordnede fornemmelse er, at her er tale om et velspillende coverband med deres egen herlige fortolkning af tidens popmusik.
De spiller selvfølgelig ikke covermusik, bortset fra, når de til lejligheden har valgt at lave en fortolkning af Rasmus Seebachs ‘Natteravn’, hvor konfettikanonerne fik frit spil til at overdænge sagesløse publikummere i papirglitter.
Konfettikanoner og After Party
Man kunne også se aftenens værter, som typisk er at finde i radioboksene, have en fornøjelse med at skrue op for heliummen og blæse konfettien afsted over folk, hvor de startede på behørig afstand af folk, men straks flyttede sig op i håret, da man havde konstateret hvor uskadelige den slags er med blot en smule omtanke.
Det er ikke en højtidelig forestilling nordmændene stabler på benene, men det er godt, sjovt og uforpligtigende. Derfor føles det heller ikke påtaget med Bjørn Borg pandebånd, bordeaux Adidas joggingsæt, og hawaiiskjorter. Det går fint i spænd med den samlede fornemmelse, og det er et partyband.
Derfor var det også det korrekte valg til at fejre det sidste store show fra P6 og sende de mange gæster ud i det københavnske natteliv med et smil på læben, omend de musikalske fortræffeligheder var lidt sværere at finde.
P6 Beats eftermæle?
Det føles lidt fjollet, at omtale P6 Beat i datid, da det jo først stopper om et lille års tid, men dette var i hvert fald begyndelsen på svanesangen. Beslutningen om at transformere P6 til en mere strømlinet kanal vil unægteligt stå som en af de særeste beslutninger, når man tænker på der formentlig er tale om den radiostation i Danmark, der er i stand til at afprøve, eksperimentere og udfordre sine lyttere.
På P6 Beatfinder du de skæve podcasts, som tillader sig at spille den der demo fra et uprøvet og ukendt band. Her er der kunstnerisk vision. En grundlæggende lyst til at fortælle gode historier og formidle kompliceret og svært tilgængelig musik. Det er en skam, at vi mister det i den nære fremtid. Det kan næsten kun betragtes som en fejlagtig prioritering fra politikere og DRs ledelse.
Lørdag aftens show var dog en fornøjelse at blive udsat for, og selvom det ikke ligefrem var det mest eksperimenterende program, så var det solid musik med relevante kunstnere, der tydeligvis ikke er villige til at gå på kompromis med deres vision.
