Britisk punkrock lyder umiddelbart ikke som en ideel booking for folkefesten i Bøgeskoven, men Frank Carter & The Rattlesnakes bankede fast med syvtommersøm, at rocken også har sin plads på Smukfest.
Det store område ved Stjernescenen var så godt som støvsuget for mennesker, da klokken slog fire. De færreste havde fundet britiske Frank Carter og hans band The Rattlesnakes værd at se. Men da gruppen en time senere gik af scenen, var et lille, intimt og ekstremt dedikeret publikum godt underholdt og ganske tilfredse med en vanvittig performance.
Den 34-årige, rødhårede forsanger kom på scenen og lignede én, der ejede hele Smukfest med kuglerunde røde John Lennon-solbriller på, en spraglet skjorte, og et drilsk blik i øjet. Tatoveret fra øjnene og ned men med en lyd, der er støvet og fandenivoldsk som det gamle rock’n’roll og punk, der kom ud af Storbritannien i 50’erne, 60’erne og 70’erne.
På kant med reglerne og proppet med energi skabte Frank Carter en vanvittig stemning, hvor han formåede at fange de lettere forskrækkede publikum ind. Dem, der stod ude i hjørnerne, rykkede tættere på, og pludselig var der foran scenen en virkelig særlig stemning. Carter kunne kigge alle i øjnene og gjorde det også jævnligt, mens han sang, så Roger Daltrey ville ryste i bukserne.
Undervejs i koncerten var der masser af spas og løjer, som var med til at intensivere den intime stemning. F.eks. valgte en ung fyr i vest at lave et skilt på bagsiden af en ølramme, hvor der stod “One more moshpit and we close the concert”. En kommentar, Carter fandt vældig morsom og brugte meget tid mellem numrene på at gøre grin med. Senere gryntede han af grin over et skilt lavet som modsvar til forrige med “One more moshpit and I’ll give you a go on my girlfriend”.
Musikken sad derudover lige i øjet, og med en circle pit, moshpits, underholdning og masser af rock’n’roll leverede Frank Carter & The Rattlesnakes en koncert, som undertegnede især vil huske som en af de specielle koncerter på Smukfest. Atypisk, intim og pissefuckingfed.
