Clutch – Lige på koblingspunktet

Efter en fremragende omgang norsk gejleri med nok det sejeste navn til et band var det tid til amerikansk rock. Clutch var i hvert fald klar til at gøre Avalon hedt.

Clutch er et af den slags bands, jeg sjældent gider at sætte på anlægget og altid gider at høre live. Derfor var det heller ikke nogen overraskelse, at aftenens koncert var lige i skabet.

I 2015 udsendte de fire gutter fra Maryland deres seneste udspil, Psychic Warfare. Det et af de bedre rockalbums i nyere tid. Det var da også “X-ray Visions” fra den skive, som åbnede festen, og det var aldeles fremragende. Clutch har valgt at skære ind til benet og spille stoner rock i et tre-instrument setup, med enkelte undtagelser, hvor sanger Neil Fallon griber til en guitar for at give noget fylde. Det klæder musikken.

Den sejeste mand i Roskilde

I al enkelthed er man nødsaget til at kunne lide blues, tilsat et skvæt Black Sabbath, for at kunne forstå hvad der gør Clutch til et helt fantastisk bekendtskab på plade, og der har jeg ikke helt knækket koden endnu, men deres live-optrædener er bundet op på rå karisma og en Fallon, som efter eget udsagn ved, at han er “cool”. Efter et lille spørgsmål om publikum også var “cool”, så var det vist også på tide at få varmen. Det er fra den nye single, “How to Shake Hands”, som hører med til det nye album, der rammer butikkerne til september.

Der var da også flere nye numre (jeg tror der var fire), som jeg endnu ikke har hørt. Det lagde en form for dæmper på festen, for hvor “Hot Bottom Feeder” truede med at knuse publikum i en vild omgang mosh, så faldt de nye numre ikke helt ind i samme lyd, og gav en form for afbræk, hvor koncerten kom til at mangle det allersidste for at gå helt amok.

Foto: Robert Hendel

Den blev kørt hjem på rutinen

Clutch leverede en koncert, der kunne have gjort alt rigtigt, men det endte med en lidt for rutinepræget fornemmelse til mig. Gutterne gjorde hvad jeg forventede, men den kom aldrig op i det helt høje gear. Det er et udtryk for, at man har et absurdt, højt bundniveau, som jeg har den største respekt for. Desværre så bliver det heller ikke den bedste koncert på Roskilde, som jeg mente de kunne være en alvorlig kandidat til.

Foto: Robert Hendel

Se også

Sidste koncert på dansk jord var ikke Mews bedste – og hvad så?

Mew startede helt tilbage i folkeskolen fejrede lørdag aften 30 års jubilæum foran mere end 10.000 af deres nærmeste venner og fremmede. Det blev en aften med timevis af hits fra hele bagkataloget, dog ikke en uden fejltrin. Men hvor tungt vægter fejltrin, når det gælder en koncert, som er ligeså meget en hyldest af tre årtier som et af danmarks mest unikke bands, som det er en underholdende lørdag aften?

Festivalens varme hjerte og sande hovednavn: Lukas Graham

Lørdag aften på Jelling Musikfestival blev afslutningen på årets...

Malte tog Lis’ plads – og stjal Jellings hjerte

Lis Sørensen måtte melde afbud – og dagen før...

Eve tændte festen – Nelly slukkede den. Hovednavne skuffede

Jelling Musikfestival havde sat hårdt ind med amerikanske superstjerner...
spot_img
Jonas Uri
Jonas Uri
Amatørmusiker og begejstret musiklytter gennem mere end 15 år. Hvis det har en rytme er jeg glad, hvis den er synkoperet, er jeg gladere. Spiller selv pop til rock. Hører rock til meget mørk metal. \m/

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her