NotSoMuch PartyNextDoor

Den canadiske rapper PartyNextDoor satte ikke rigtigt gang i festen, da han åbnede Arena på årets Roskilde Festival.

Det føltes lidt som om, at festen var lidt mere i gang ved siden af, da jeg gik fra Arena ned mod toiletterne under PartyNextDoors optræden som første mand på årets Roskilde Festival. På Orange spillede Saveus, hvor den kære Martin Hedegaards stemme skar igennem marv og ben.

Omvendt var der under den velkendte, hvide teltdug ingen vokal at finde. Jahron Anthony Brathwaite, bedre kendt som PartyNextDoor, havde nemlig kun taget sit backing track med til Roskilde.

Vokalen var ikke-eksisterende, hvilket gjorde, at rapperen druknede i sit dygtige bands performance. Både guitarist og trommeslager havde soloer, der var mere interessante end kunstnerens egne numre. Således blev hans største hits under koncerten et par underligt valgte covernumre, nemlig “Wild Thoughts” med Bryson Tiller og Rihanna og sidstnævntes “Work”.

Og bevares, han har skrevet dem. Men det var der ingen, der vidste, så stemningen blev underlig, da han pludselig sprøjtede Rihanna dårligere end Rihanna selv (og det er skidt) ud i hovedet på folk. Men sangene fik i al fald størst bifald og skaffede mest dans i skyggen.

For resten af sættet var meget anonymt. Sangene var langsomme og blev spillet på en meget blank måde uden tyngde og energi. Måske havde PartyNextDoor tømmermænd fra gårsdagens fødselsdagsfest?

Rapperen er kendt for sin reggae/dancehall-inspirerede lyd, som han især blev kendt for ved sin featuring på Major Lazer-nummeret “Run Up” forrige år sammen med Nicki Minaj. Igår fyldte han 25, men han har været i gang med karrieren de seneste 12 år. Han har spillet support for både Drake og Halsey.

Så talentet burde i princippet ikke fejle noget. Men det skinnede kun igennem på hittet “Come And See Me”. Delvist. For lyd var der fandme ikke meget af.

 

PartyNextDoor, Roskilde Festival, Arena, rf18
Foto: Thomas Rasmussen

Se også

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...

Aqua i Royal Arena: Fyldt med kaos og kærlighed

Lørdag aften i Royal Arena var der lagt op...
spot_img
Emmy Musse Mortensen
Emmy Musse Mortensen
Anmelder med hang til tunge beats og intens stemning under liveperformances. Har garanteret dårligere smag end dig.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her