Siden 1980 har det engelske band Depeche Mode underholdt hele verdenen. Med 14 studiealbums i ryggen havde de nok materiale til at give en fabelagtig koncert på Tinderbox.
Og det gjorde de.
Efter en kort introduktion i form af The Beatles “Revolution” og deres egen “Cover Me – Alt Out” kom Dave Gahan og resten af bandet på scenen til tonerne af “Going Backwards” fra deres Spirit album fra 2017.
Og baglæns gik det sandelig.
For allerede fra start blev “It’s No Good” og “A Pain That I’m Used To” fra henholdsvis 1997 og 2005 spillet til en kæmpe modtagelse af publikum.
Iført sorte bukser og en rød-sort vest virkede Dave Gahan ustoppelig, da “Precious” og “World in My Eyes” spillede. De mange tusinde mennesker, der var tilstede, havde øjnene på ham. Rundt på scenen gik han, mens hans stemme tryllebandt alle. Det føltes fuldstædig magisk.
Stemmen var dog ikke det eneste, som var magisk. Vel er der forbud mod flammer, men så længe der ikke er forbud mod lamper, så er alt godt. Selvom mørkets frembrud var få minutter væk, så fik de stadigvæk fuld udbytte af de blinkende lamper og den store baggrundsskærm.
En tur gennem historien
Det er sådan, man nemmest kunne beskrive Depeche Modes koncert på den røde scene på Tinderbox. Der var sange for enhver smag. Blandt andet en stille sang som “Cover Me”, hvor man undervejs kunne se Dave Gahan på den store baggrundsskærm på en tur i det ydre rum. Desværre blev slutningen på sangen mudret, da man valgte at tage en kraftig stortromme i brug.
Da Dave Gahan skulle have sig en velfortjent pause, måtte Martin Gore, der normalvis spiller guitar og keyboard i bandet, stille sig ved mikrofonen og optræde med “Somebody” fra Some Great Reward albummet fra 1984. Efter en kort stund kom Dave Gahan tilbage, og imens der på baggrundsskærmen blev vist dans, blev der i mikrofonen sunget “In Your Room”.
Imens mørket langsomt sneg sig over Tusindårsskoven, sneg “Everything Counts” sig ind på setlisten. Efter publikums reaktion var det med stor glæde, ligesom den var, da det gik op for publikum, at “Stripped” også var at finde på setlisten. Sangen fungerede bare ikke særlig godt, da scenen for det meste var mørklagt, mens Dave Grahan stod fuldstændig stille.
Et værdigt hovednavn
Efter 30 sekunders black out på scenen gik de berømte åndedræt fra “Personal Jesus” langsomt i gang. Da den endelig var i gang, var lyden desværre mudret, og igen lød det som om, stortrommen var på overarbejde. Men det var publikum tilsyneladende fuldstændig ligeglade med, og det er klart. Når bandet er så iøjnefaldende, er det sjældent, man lægger mærke til de små ting.
En af de store ting, man i hvert fald lægger mærke til, er bandets ualmindelige gode evne til at fange tilskueren helt fra starten af en sang, til den er slut. Det sker blandt andet i form af fornyelse, og ved “Never Let Me Down Again” gik sangen pludselig i en anden rytme end normalt, samtidig med, at lysshowet var helt nyt. En delikat detalje.
Efter en mindre pause, hvor det eneste tændte på scenen var baggrundsskærmen med et flag på, kom de igen ind på scenen. Denne gang til tonerne af “Walking in My Shoes” fra 1993 albummet Songs of Faith and Devotion. Efter pausen ville det muligvis have været bedre at bruge “Wrong” eller “Barrel of a Gun”, som ligeledes er to rigtig gode sange af Depeche Mode.
Før det hele var slut, var det tid til, at sværvægterne skulle gøre deres entré. Sværvægterne bestod i denne omgang af megahittsenee “Enjoy the Silence” fra 1990 albummet Violater og “Just Can’t Get Enough” fra debutalbummet Speak & Spell fra 1981. Begge sange blev fremført med flamboyante bevægelser og et lysshow lige sådan.
Der er bare noget særligt over Depeche Mode – og det bliver der ved med at være.
