At stå på den helt store scene er nok alle musikeres drøm, og selvom der ikke var særlig meget gang i menneskerne foran den store røde scene torsdag eftermiddag, da Alex Vargas spillede, så viste han sig alligevel fra sin gode side.
Solen stod stadig højt på himlen, da klokken blev 16:15, og Alex Vargas gik på den røde scene på Tinderbox. I 2017 udgav han sit debutalbum “Cohere”, som dengang nåde en 11. plads på den danske hitliste. På albummet er sidste sang “End Game”, og selvsamme sang var den første, der blev spillet til koncerten.
Der skulle således ikke mange minutter til før, at hans kraftfulde stemme overdøvede alt fnidder fra børnefamilier og berusede piger med en tekst så enkel, at den starter med “Oh, oh”
Iført en sort T-shirt med print fra dødsmetal bandet Invisius fra Ribe, sorte denimbukser og hvide sneakers stod han selvsikkert med en guitar i hånden og skuede ud over pladsen, mens “7 Sins” spillede for det, som må siges at være sit livs største liveshow.
Skal vi danse?
Med ovenstående ord spurgte han det livløse publikum, om de skulle danse. Imens flød de funky rytmer fra ”Renegade” ud, men ingen ville danse. Man håber, det var den skarpe sol, der forhindrende dette. Men selvom solen stod skarpt over Tusindårsskoven, så stod Vargas skarpere, for da “Shackled Up” spillede, kom der for alvor gang i ham og det odenseanske publikum.
Dans blev der dog ikke meget af under den mere stille sang “Cohere pt. 2”, men her følte publikum det nødsaget at kævle om, hvor den nærmeste bar var, og om de så tyk ud i den valgte sommerkjole. Hvis de nu brugte deres ører lige så meget, som de brugte deres mund, så ville de opleve verdensklasse musik. Verdensklasse musik med dårlig lyd.
For det var desværre den dårlige lyd en gennemgående tematik for hele koncerten. Når lydniveauet blev skruet lidt for højt op, eller når Alex Vargas forsøgte at komme op i de lidt høje toner, var der problemet. Bassen var igen utrolig rungende, og om det var vindretningen eller lydmanden, der er noget galt med, er uvist. Men bassen har også tidligere været et problem. Da vi anmeldte Alex Vargas’ koncert i Royal Arena tidligere på året, var det også et problem. Den kan du læse lige her.
Hold nu kæft
Vargas virker måske som en rigtig sød person, men under koncerten viste han også sin rå side. Med sangen “Wolf” efterfulgt af hittet “Inclosure” fik Vargas publikum til at bevæge deres ene hånd i takt til musikken, alt imens han stod med ild i øjende. Det er flot, at publikum kan bevæge sig samtidig med at plaprer løs.
Under “Warnings” fik Vargas besøg af en kvinde ved navn Jada på scenen. Det var gudskelov en engangsforestilling, og hendes fesne vokal ødelagde sangen. For første gang var det mere interessant at høre om sommerkjolen end Jada.
Vargas kan som tidligere nævnt noget med en rungende bas, og til den sene eftermiddagskoncert var det selvfølgelig ingen undtagelse. Ved “Solid Ground” blev lyden mudret og lød som om, der var blevet skruet lidt for højt op for højtaleren. Samtidig lød Vargas’ stemme også til at være slidt, da han flere gange måtte undlade at gå så højt op i tonerne, som han plejer. Lyden blev desværre igen den ultimative ødelægger den sidste halve time af koncerten, hvor “Higher Love” senere efterfulgt af ”Giving Up The Ghost” blev spillet som koncertens sidste sange, begge lød mudret.
Som tidligere nævnt hedder Vargas’ debutalbum Cohere. På dansk betyder det ‘at hænge sammen’. Og netop Vargas og publikummet på Tinderbox hang på få måder sammen. Folk kom for at nyde et god omgang musik, og det fik de. Dog skal folket også lære at holde kæft, når der bliver spillet. Det er vel ikke så svært?
