Sidste gang, jeg så Ghost, var jeg ikke synderligt imponeret. Det virkede regressivt at pakke 70’er metal ind i en omgang pseudosatanisme, som var mere opstillet end Marilyn Manson på en scene.
Denne gang er Ghost kommet til Danmark med en ny plade og en ny omgang “ghouls” i posen, da der var noget uoverensstemmelse mellem de gamle ghouls og frontmand Tobias Forge om de kreative rettigheder. Alene den sætning skaber en stemning, der ikke ligefrem er flatterende. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvem der har ret til hvad, men det virker underligt, at bandet bare kører videre med frontmanden og en enkelt ghoul fra gamle dage.
Men det er heller ikke relevant, for Ghost kommer med en særdeles flot opsætning, hvor der ikke er sparet på noget. Om man kan lide den meget, meget tunge opstilling af en stemning er en smagssag. Jeg synes det er alt for meget af det gode, og ville ønske at musikken fik lov til at stå alene. Noget af den kritik kommer også i kølvandet på at have brugt en dag med gimmicks. Stegelmann og orkester var fremragende. Steel Panther gjorde hvad de nu en gang gør. Helloween er rimelig opstillede i deres fremtræden, men det er jo power metal. Alestorm er pirater på speed, og så videre. Ghosts teatershow er derfor bare endnu et i en ret lang række af gimmicks, hvor man enten køber den eller lader være.
Musik og show er ikke altid det samme
Heldigvis kan man godt skille show og musik ad. Det kommer klart Ghost til gode her. De spillede en fremragende koncert, hvor særligt “Cirice” stak ud som et fabelagtigt nummer. Jeg sad ligeså nydeligt og rockede med fra bakken, og vinden havde for en gangs skyld ingen påvirkning på lyden. Grunden til at Ghost ikke får det helt op at ringe for mig er at det virker alt for ufarligt. Jeg ville måske være af en anden overbevisning, hvis jeg var troende katolik, men en gut i en pavehat kan ikke få mit pis i kog.
Musikken er en pæn og poleret udgave af Ghosts studieversioner. Metal har en tendens til at få lidt mere kant, når det bliver spillet live, men Ghost er i stand til at frembringe samme musik live, som på plade. Det er en imponerende bedrift, så alene her må man sige, at Ghost er blevet noget bedre end sidst jeg så dem. Jeg har ikke tænkt mig at vælte rundt i corpse paint for at skille mig ud, så derfor skal det starte og slutte med musikken.
Og her måtte de godt spille noget mere
Jeg forstår godt, at man har bygget sit eget lille univers op. Det er sikkert noget, man er decideret begejstret for. Men ligesom jeg heller ikke magter at høre om en eller anden guts Vampire-karakter, så bliver det også trættende at få forklaret at Ghost kilder ens sjæl. Eller en håbløs lang introduktion af bandet. Hvis man har valgt at gøre dem navneløse, så hold dem da sådan.
Hver eneste gang musikken spillede, så var det en udsøgt fornøjelse at se Ghost. Det minder mig om HIM, som jeg havde en flirt med for femten år siden. At jeg er vokset fra den type musik er ikke et problem, i forhold til hvor dygtige Ghost er. På denne dag til Copenhell kunne jeg bare ikke holde mere show ud.
