Onsdagens ubetingede hovednavn var de usammenlignelige Red Warszawa. Hvor andre bands godt kan blive for platte, tarvelige eller helt og aldeles håbløse, så har disse gutter fat om folkesjælen i dansk metal, og de skyr ingen midler for at gøre det modbydelige ved publikum.
Derfor var det også noget af en overraskelse at blive udsat for en næsten ren cover-koncert af de garvede gutter, som jeg har fået set en del gange tidligere, men aldrig på denne måde. I virkeligheden er det vel symptomatisk for Red Warszawa, at de formår at forny sig konstant, så man ikke bliver træt af at blive skubbet ind i den sorte garderobe med alle de andre.
Red Warszawa er et underholdningsorkester af de helt store, og derfor kommer jeg også altid med store forventninger til deres koncerter, bare ikke at blive udfordret musikalsk. Det var heller ikke tilfældet på Copenhell i år, hvor de var rykket ned på Pandæmonium-scenen. Scenen passer bedre til bandets formåen og udtryk, og det er altid en fornøjelse at se, hvordan de nu har tænkt sig at chokere.
Sidste gang, jeg så dem, var i Amager Bio, hvor en særdeles upassende udgave af “Der sad to katte på et bord” blev fremlagt med største selvfølgelighed om Raket-Madsen og hans eskapader. Den ramte lige ned i et smørhul af chok og overraskelse, samt en helt udpræget fornemmelse af “too soon”, men hvis Red Warszawa ikke må overraske og chokere, så er der vist ikke rigtig nogen, der må.
“Danmarks bedste metalband”
Det siger de i hvert fald selv, og på visse parametre har de helt ret. Det er altid en fest at se Red Warszawa, og de kan ikke rigtig spille dårligt, for det bliver bare gjort til en del af showet. Derfor er det også med en lille smule skuffelse, at der ikke var mere af deres egen musik på denne første aften i helvede. Jeg havde glædet mig til alle “hitsene”, men dem måtte jeg undvære for til gengæld at blive underholdt af andres musik.
Der var alt godt fra 80’erne og lidt moderne pop-musik i en polsk punk-udgave, hvor “Moonlight Shadow”, “Disco Tango”, “Video Video”, Medinas “Ensom” og en eminent udgave af Sabrinas “Boys, Boys, Boys” fyldte hovedparten af sætlisten. Det bundede så vidt jeg ved, i at nogen har kaldt RW for et coverband, men jeg har i skrivende stund ikke fået afklaret, hvad det helt handler om.
Tid til at lukke festen
Så efter de mange covers kunne Red Warszawas egen musik endelig komme til sin ret, og med en dejlig opfordring til at drikke vand lød startskuddet til en alvorlig omgang tåbelighed. Med en fremragende fremførsel af “Skinboy” og et herligt lukkenummer i “Æggemad”, formåede Red Warszawa at lave en god koncert, der dog aldrig kom helt op i samme luftlag som deres allerbedste. Derfor har jeg også set mig nødsaget til at kalde koncerten for “lidt over middel”.
Copenhell er blevet sparket i gang med en ordentlig fest, og nu er det tid til, at det går helt grassat. Jeg vil gerne rose Copenhells arrangører for at forstå, hvordan Red Warszawa kan bruges til at starte en fest, selvom det er lidt ærgerligt at gå glip af dem som lukkeband. Opvarmningsdagen på Copenhell havde ikke været en succes uden et navn, der kunne sætte det hele i gang. Heldigvis er RW fantastiske til at starte en fest, og ved at bruge dem tidligt, så skal arrangørerne ikke ud og eftersøge bandmedlemmer, som har siddet for længe i Tutten eller Biergarten.
