Parkway Drive – Knust af australiere

Parkway Drive hører hjemme i toppen af metalcore, og det er der en grund til. De australske gutter leverede et topklassealbum med Ire, hvor de mere eller mindre sparkede benene væk under mig, og med deres seneste udgivelse Reverence var jeg klar til at blive blæst godt og grundigt igennem.

Men en koncert i sommersolen (som ikke rigtigt gad at kigge frem) på Copenhell er ikke det samme som en indendørs fest i Vega, hvor de sidst gæstede Danmark. Det er meget vildere! Parkway Drive var i den grad dukket op for at spille med musklerne.

Med en voldsom intro af en anden verden sparkede australierne for alvor festen i gang med “Vice Grip” og “Prey”. Winston McCall var i decideret topform – og hans brede smil, når han ikke skulle have metalface på, var helt utroligt smittende.

Det blev kun vildere.

Der er få bands, der kan slippe afsted med at spille sine største hits i starten. Det gjorde Parkway Drive. Men når man laver et så gennemført album som Ire, er der også noget at tage af.

Man kan kun stå tilbage med en god fornemmelse i kroppen efter sådan en koncert, hvor der blev givet hele armen.

Foto: Robert Hendel

Start hurtigt, slut med en sprint.

Derfor var det heller ikke et chok, at der blev lukket med en overvældende “Bottom Feeder”.

Publikum leverede også både fællessang og nogle voldsomme mosh pits. Særligt den circle pit, der strakte sig over hele forpladsen, var et vildt syn – og under “Bottom Feeder” var der en lille sit-down, indtil det hele eksploderede i et orgie af glade mennesker.

Jeg har ikke været ubetinget begejstret for Reverence som album, men live fungerer det utroligt godt. Numre som “Absolute Power” og “Cemetery Bloom” fremstår helstøbte og de anker, jeg havde til pladen, er slet ikke synlige, når de spiller live.

Hornene er løftet med himlen.

Der er meget få ting at sige om koncerten, der ikke er positivt, og hvis resten af Copenhell forløber ligeså godt, bliver det et meget dejligt ophold på Refshaleøen.

Landsholdet fik kun uafgjort mod australierne i Rusland, men australierne fra Parkway Drive sejrede stort på Helviti.

Hornene er løftet i trods mod himlen og nu er vi for alvor i gang.

Foto: Robert Hendel

Se alle vores billeder fra koncerten HER.

Se også

Sidste koncert på dansk jord var ikke Mews bedste – og hvad så?

Mew startede helt tilbage i folkeskolen fejrede lørdag aften 30 års jubilæum foran mere end 10.000 af deres nærmeste venner og fremmede. Det blev en aften med timevis af hits fra hele bagkataloget, dog ikke en uden fejltrin. Men hvor tungt vægter fejltrin, når det gælder en koncert, som er ligeså meget en hyldest af tre årtier som et af danmarks mest unikke bands, som det er en underholdende lørdag aften?

Festivalens varme hjerte og sande hovednavn: Lukas Graham

Lørdag aften på Jelling Musikfestival blev afslutningen på årets...

Malte tog Lis’ plads – og stjal Jellings hjerte

Lis Sørensen måtte melde afbud – og dagen før...

Eve tændte festen – Nelly slukkede den. Hovednavne skuffede

Jelling Musikfestival havde sat hårdt ind med amerikanske superstjerner...
spot_img
Jonas Uri
Jonas Uri
Amatørmusiker og begejstret musiklytter gennem mere end 15 år. Hvis det har en rytme er jeg glad, hvis den er synkoperet, er jeg gladere. Spiller selv pop til rock. Hører rock til meget mørk metal. \m/

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her