Med en sprudlende dåseøl i hånden, og øl sprøjtende ud af munden sprang den kun 19-årige musiker YUNGBLUD ind på Blue Stage og åbnede denne på NorthSides sidste dag. I 45 minutter herskede der en anarkistisk stemning, hvor hovedpersonen på scenen med magt tillod at kalde sig kongen.
For et år siden var Dominic Harrison et forholdsvist ukendt navn – og YUNGBLUD en forholdsvis ukendt kunstner. Der blev arbejdet på højtryk på at forfine den lyd, der gerne skulle lægge den musikalske ramme om en bølge af protester fra ungdommen.
I dag løb selv samme Dominic Harrison ind og åbnede Blue Stage på NorthSide 2018’s allersidste dag. Foran scenen stod flere hundrede slidte festivalgængere, der var klar til at bruge de sidste kræfter. Skulle disse have forventet en indadvendt shoegaze-koncert til at vågne på, har de fået sig noget af en overraskelse.
Åbningsnumret og titelmelodien fra YUNGBLUDs debutalbum “21st Liability” sparkede gang i en kraftpræstation af en koncert. Og sådan fortsatte de næste 45 minutter, hvor flere og flere mennesker stimmede sammen foran scenen for at se, hvem det var, da fremførte så dansable toner med så provokerende tekster.
Det er nemlig, det der er hele essensen af YUNGBLUD. Tekster om, hvordan ungdommen nu til dags er trætte af regeringen og det pres, samfundsnormerne pålægger dem, til melodier, der gør, du ikke kan stå stille. Vi lytter, vi danser og vi er enige, når den unge musiker åbner munden. Præcis på samme måde, som de gjorde, dengang Bob Dylan først begyndte sine protestsange, og præcis derfor, er det også denne legende, som YUNGBLUD ofte bliver sammenlignet med.
Åbningsnummeret blev efterfulgt af YUNGBLUDs helt store hits “I Love You, Will You Marry Me” og “King Charles”, der begge har haft en del rotation på radiokanalerne herhjemme. Her var vi vidne til noget lidt unikt. For på papiret så det ud til, at YUNGBLUD ville ende med at spille for ti trætte mennesker midt på dagen, men her midt i det kontrollerede kaos tog publikum over og sang omkvædet på begge sange. Og der var det ret klart, at vi stod foran en musiker, der virkelig kan samle en fanskare, og som virkelig har en lys fremtid foran sig.
Den 19-årige Dominic Harrison har tidligere fortalt til GAFFA, at han er inspireret af hiphop og rockmusikken. To genrer, der tydeligt skinner igennem med hårdtslående omkvæd og hurtige vers. Denne blanding kommer fint til udtryk ved den mere stille sang “Anarchist”, hvor omkvædene alligevel har så meget energi, at jorden under mig rystede op til flere gange.
Lad mig lige gentage den: Jorden rystede under mig. Lørdag middag ved NorthSide. Under en koncert med en musiker, der endnu ikke har udgivet sit debutalbum.
Vi fik også æren af at nyde to helt nye sange, som (måske) kommer til at ligge på det debutalbum, der eftersigende skulle udkomme engang denne sommer. Sange, der begge tyder på, at den vrede og utæmmede lyd, vi er blevet forelsket i, kommer til at fortsætte langt ind i fremtiden.
Som et af højdepunkterne skal “Polygraph Eyes” nævnes. Her kom vokalen virkelig til sin ret, og YUNGBLUD fik vist, at hans stemme er lige så unik, som hans lyriske talent er. “Polygraph Eyes” er nemlig et bevis på, at han kan skrive smukt om frygtelige omstændigheder – og virkelig sige sin mening. Med en fortælling om voldtægt og en krænkelseskultur, der findes hos de unge, kan han alligevel få folk til at synge med og engagere sig. Og det er netop med disse fortællinger, han viser, hvorfor han er blevet hypet til at kunne nå stjernerne på kometfart.
Under dagens sidste nummer “Tin Pan Boy” løb YUNGBLUD ned til publikum, og måske på grund af adrenalinen løbende i hans årer, opdagede han ikke, at han løb direkte ind i en sikkerhedsvagt nede foran scenen. Med et smil og en undskyldning så vi en mere tæmmet side, der dog hurtig forsvandt bag et flabet smil og en tunge hængende ud af mundvigen igen.
Med sin koncert i dag viste YUNGBLUD præcis, hvorfor han spås en stjernestatus. Det er en musiker med så meget potentiale, at den virkelig skal spilles rigtigt. Og hvis den bliver det, så kan vi have en ny verdenssensation på hænderne. Og Gud, hvor vi håber, den bliver spillet helt rigtigt.
