Father John Misty – Smørblød selvironisk charmør på sejrstogt

Med strygerorkester, band og armeret med en akustisk guitar startede Father John Misty sine fortællinger lørdag aften på NorthSide – og fem kvarters charmetogt kørt ind på talent til fingerspidserne var påbegyndt.

For få år siden var han en af musikbranchens ultimative underdogs med sine skæve tekster og satiriske måde at anskue samfundet på. I dag blev han modtaget med jubel, da de første strofer fra “Nancy From Now On” svømmede ud af forstærkerne på hver side af Green Stage.

Selv om musikerens bandmedlemmer til forveksling lignede hovedpersonen med det mørke hår, de stramme bukser og det vilde skæg, var der ingen tvivl om, hvem af de mange mennesker på scenen, der gik under navnet Father John Misty. Med overlegne og alligevel ydmyge skridt gik han ind mod midten, tog sin akustiske guitar over skulderen, og med et lod vi os forføre af amerikaneren.

Setlisten bestod af et par af de gamle sange, som vi elsker allermest. “Ballad of the Dying Man” og titelnumrene fra de to albums “Pure Comedy” og “I Love You, Honeybear” stod som klare højdepunkter i koncerten. Ligesom “Holy Shit” fra sidstnævnte album havde et forfriskende break midt i nummeret, der fik publikum op af græsset og helt hen til scenekanten.

Father John Misty, NorthSide, NS18
Foto: Thorsten Iversen

For blot ni dage siden udgav Father John Misty, hvis borgerlige navn er Josh Tillman, sit nyeste album “God’s Favorite Customer”. Alligevel blev sangen “Date Night” derfra båret flot af publikums stemmer, som lagde et lidt alkoholpræget kor under hovedpersonens sexede hoftesving.

Father John Misty er uden tvivl en gudsbenådet musiker, der både kan skrive, producere og synge sit hjerte ud. Men samtidig bliver vi nødt til at nævne, hvor gudsbenådet et udseende den mand også har. Selvfølgelig bliver koncerten kørt hjem på benhårdt arbejde og talent, men når Josh Tillman folder sit stemmebånd ud med en skjorte åbnet præcist så meget, at man lige kan skimte en navle, er der altså ikke et øje – eller en kvindekrop – tør.

Som duggene lagde sig over Ådalen og gjorde luften fugtig, afsluttede Father John Misty sin formidable koncert med at gøre publikum helt bløde i knæene og klar til de sidste koncerter på NorthSide i år.

Father John Misty, NorthSide, NS18
Foto: Thorsten Iversen

Se også

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...

Aqua i Royal Arena: Fyldt med kaos og kærlighed

Lørdag aften i Royal Arena var der lagt op...
spot_img
Nanna Frank
Nanna Frank
Regelmæssig koncertgænger med hang til musik, der stadig lugter lidt af øvelokale. Svært begejstret for den klassiske rock, den nye elektronik, den drømmende ballade og den velskrevne popsang.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her