Normalt er det den ultimative festdræber, når gutten med den akustiske guitar hiver den frem og begynder at spille “Wonderwall” for sine feststemte venner. Fredag aften på NorthSides Blue Stage var det dog alt andet end en festdræber, da Liam Gallagher spillede netop denne sang for sit feststemte publikum.
Uden introduktion, men med et højt råb, trådte legenden Liam Gallagher fredag aften ind på Blue Stage på NorthSide 2018. Som et af dette års hovednavne og en af 90’ernes helt store stjerner var der unægteligt høje forventninger til den nu 45-årige Manchesterdreng. En sang ad gangen blev disse indfriet – og meget meget mere.
Med ordene “This is the “Rock’n’Roll Star”. Not many of them these days,” var koncerten skudt igang til tonerne af de første guitarriffs. På få sekunder nåede Liam Gallagher manifestere sin rolle som en vred, arrogant rockstjerne, som slet slet ikke er færdig med at triumfere på scener verden over.
Derfra gik det kun en vej.
Iført en kakigrøn frakke og solbriller stod han med armene på ryggen og sang sin distinkte nasale stemme ind i mikrofonen foran at proppet Ådalen. En stemme, der unægteligt har dannet den musikalske ramme på adskillelige teenageværelser i flere årtier efterhånden. En stemme, der stadig den dag i dag står lige så hæs, som den gjorde på superbandet Oasis’ debutalbum “Definitely Maybe” fra 1994.
De obligatoriske rockstjerne-solbriller blev kun fjernet et kort øjeblik i de meget få talepauser, der var mellem hitsene. At talepauserne var så få blev begrundet med, at vi var kommet for at høre musik og fordi “Fuck Brexit, that’s why.” Og de mange mange hits blev da også leveret med en sådan energi, at koncerten var euforisk medrivende, men Liam Gallagher gør sig bare rigtig godt, når han er vred. Han får publikum med på en helt anden måde. De tier stille og lytter. Fordi ingen ved, hvad det næste fra Gallaghers mund bliver. Det er i uforudsigeligheden, at humoren ligger.
Setlisten bestod af den allermest perfekte blanding af alt det, vi elskede fra Oasis, og alt det vi elsker fra Liam Gallaghers første soloalbum “As You Were” fra 2017. “Wall of Glass” og “For What It’s Worth” stod knivspark og fik publikum til at synge med, selv om de fleste sikkert var dukket op på grund af 90’ernes kæmpesucceser fra Oasis.
Og dem fik vi. En efter en blev de drysset ned. “Cigarettes & Alcohol”, “Supersonic”, “Slide Away” og “Morning Glory” ramte vores ører med lidt mere attitude, end lyden gjorde dengang i 90’erne, da Gallagher-brødrene var på sit højeste. Mænd i alle aldre måtte give sig hen til den stemme, der i så mange år har betydet så meget for dem. Og det er der, Oasis og Liam Gallagher er bedst: Når de samler flere generationer om de minder, musikken har givet dem.
Personligt kunne jeg godt have tænkt mig en anelse mere interaktion med publikum, men når alt kommer til alt, var det en fuldstændig hjernedød, fantastisk koncert. Det var en oplevelse uden lige. Også selv om ordene udenfor musikken var få. Også selv om Liam enten stod med ryggen til sit publikum eller lige foran mikrofonstativet.
For når man er en ægte rockstjerne, så må man gøre, præcis hvad man vil.
Som den afsluttende ode til den tid, der engang var, fik vi æren af at høre megahittet “Wonderwall” fra bagmanden selv (det er vel at mærke brormand Noel Gallagher, der i tidernes morgen skrev hittet, men stemmen, der alle år har fremført hittet, er Liam), som for en gangs skyld ikke ødelagde stemningen. Den var blot med til at publikums stemmebånd i morgen er blevet godt rustne.
Og der. Midt i skyggen fra dagens sidste solstråler var det næsten muligt at se et lille smil bag det mimiktomme ansigt. Lige der så det næsten ud som om, han nød det. Og lige der. Der blev vi taget fra teenageværelset og durk ind i 2018 til den hidtil bedste koncert på dette års NorthSide.
