Jellings hovednavn leverede en koncert lige efter drejebogen, skulle de have sådan en for, hvordan de optimalt ville gøre det. Alligevel blev det aldrig rigtigt mere end en showcase for Nickelback.
Canadierne var i høj kurs søndag aften på Jelling Musikfestival, hvor de resterende gæster samledes om den store scene midt på pladsen for at høre rock. Uanset, hvad internettet mener om Nickelback, var konstateringen på Jelling, at man glædede sig. Masser af band t-shirts blev langet over disken forud for koncerten, og selv de unge efterskole-elever, der næsten ikke var født, da “How You Remind Me” udkom, stod på de forreste rækker og var spændte.
Det var jeg også. Da Nickelback sidst var i Danmark, kvitterede vi med fuldt hus, da de optrådte med masser af energi, vildskab og overskud.
Efter at have kørt en lille “trailer” for koncerten på storskærmene, blev sorte tæpper pillet af scenen, som viste et meget makinelt, futuristisk scenesetup, hvor det hele lignede metal. Metal er der dog ikke meget over Nickelbacks musik, uanset hvor tungt, de gør det.
Deres nuværende tour går under navnet “Feed The Machine”, så selvfølgelig lagde de ud med nummeret af samme navn. “Woke Up This Morning” kørte i samme tempo deruda’, og med de to mest anonyme numre ad vejen, kunne en perlerække af mere kendte Nickelback-numre blive fyret af – startende med “Photograph”.
Numre som “Hero”, “Something In Your Mouth” og “Someday” blev også fyret af til stor glæde for de fremmødte. Man kunne godt mærke, at det langt fra er alle, der kender musikken udenad. Sådan er det ofte til festivalkoncerter jo. Derfor var det også kun en smule akavet, da to “fans” skulle op på scenen og synge med på “Rockstar”. En ung dude tog udfordringen op med god entusiasme, omend selve vokalen mindede mest om Britney Spears på hendes værste playback-dage. Det unge pige på scenen gav den god energi med en fin vokal.
Koncerten gik stærkt, og pludselig stod Chad Kroeger og bandet og sagde “Tak for i aften” efter at have spillet “Animals” og “How You Remind Me”. Ekstranumrene var “Gotta Be Somebody” og “Burn It To The Ground”.
Og det var det. Masser af energi. Masser af tråd. Masser af sing-a-long. Men samtidig lidt… meh. Kroegers stemme kom ikke rigtigt ud over scenekanten, ligesom deres performance var lidt for poleret og efter bogen. Hvis de vil være ægte rock’n’roll, skal der noget mere vildskab ind over.
