Hvad internettet dagligt hader, elskede Herning nok for resten af verden torsdag aften. Nickelback brændte Boxen ned til grunden og havde det pissefucking sjovt samtidig med.
Det var med en vis spænding i maven, at jeg gik ind til aftenens arrangement i Herning. Hvordan anmelder man nogen, alle hader? Det er svært, hvis de nu er dårlige, for så tror folk bare, man tager det nemme parti. Hvis de er gode, så er alle ligeglade, for der er alligevel ingen, der kan lide dem.
Men mit forhold til Nickelback har altid været godt, og Dark Horse-albummet fra 2008 var et af mine yndlings på den pink iPod Nano, dengang jeg gik i gymnasiet.
Flimrende billeder af voldelige demonstrationer og ordet OBEY, der kom og gik på den gigantiske storskærm, satte på sin vis scenen for aftenens show. Hvad vi skulle være vidner til, var totalt underkastelse for det her internetfænomen, som faktisk sælger godt og har haft ufatteligtravlt mange hits.
Forsangeren Chad Kroeger satte ord på billederne med nummeret ‘Revolution’, og derfra gik det bare derudaf resten af aftenen med fuld udrykning uden at se sig tilbage.
To timers kraftpræstation var sat i gang af det canadiske rockband, som er blevet dem, alle elsker at hade, og som var på ekstremt slap line torsdag aften i Herning. Efter at have givet gåsehud for flotte, velspillede versioner af den frække ‘Something In Your Mouth’ og det ligeledes kinky og hårdtslående ‘Animals’, for derefter at spille klassikeren ‘Too Bad’ fra 2001-albummet Silverside Up og balladen ‘Far Away’ – hvor der blev friet på VIP-rækkerne til højre for scenen – gik Chad i baren, og ballet var for alvor åbnet.
“THANK YOU SO MUCH!” råbte han efter hvert nummer, men det var også det eneste mekaniske ved forsangeren under maratonshowet i Boxen. Efter hvert nummer var der snak, grin og anekdoter blandet med shots og øl, og det kunne mærkes helt omme på de bagerste rækker, at stemningen var god.
Blandt andet var de canadiske drenge vældig vilde med Danmark. De var blandt andet imponerede over det klassiske håndtag til femrækken med øl, som vi alle kender og elsker fra fodboldkampe, koncerter m.m.
“I’m moving to fucking Denmark!” råbte Chad, hvorefter han forklarede, hvor imponeret han var over fænomenet “slå søm i”. “How do you turn building a house into a fucking drinking game!?” spurgte han og konkluderede, at den klassiske barleg måtte skyldes “That’s how good you are at drinking! SKÅÅÅÅÅL!!!”
Klassikeren ‘Someday’ fik hårene på lårene, ryggen og i nakken til at rejse sig, og brystvorterne blev hårde som granit. Under den også halvfrække ‘Figured You Out’, fik guitaristen Ryan Peake kastet mikrofonen i favnen og sang en del af nummeret. De to havde en fest på scenen med hinanden og publikum, hvilket kunne mærkes i høj grad, for ellers var de mange lange pauser mellem numrene blevet irriterende, men de var kun underholdende og sjove.
At de gav anekdoter om at ramme folk med plektere under tidligere koncerter – og Chad så kaster én og rammer en kvinde lige ned i kavalergangen, var så episk en oplevelse, at man vil huske den mange år frem. For et band, der turnerer så meget og har spillet så mange shows over den seneste tid, er det vildt at opleve, hvor glade og friske Kroeger og Co. var. Den energi, de lagde for dagen, var ikke blot skuespil – og hvis det var, er de i den forkerte branche.
Da den nyeste single ‘Dirty Laundry’, som er lidt tungere end meget af det andet, blev fyret af, viste sig, at der var gået én time af koncerten, og det føltes som om, man nærmest ikke havde nået at blinke. Det er længe siden, jeg har haft en koncert, der gik så stærkt.
Efter singalong på ‘When We All Stand Together’ var det blevet tid til en afstemning – skulle der spilles ‘If Today Was You Last Day’ eller ‘Hero’? Efter lidt hujen på begge numre, endte Chad Kroeger på “Fuck it! We play them both!”. Herfra fik han presset trommeslager Daniel Adair ud i en impulsiv trommesolo, der var så voldsomt imponerende på ti sekunder, at jeg måtte samle min kæbe op fra gulvet bagefter.
Du kan grine nok så meget af de menes på nettet, som gør grin med det canadiske band og numre som ‘Photograph’. Det var som om, at det nummer blev vendepunktet for bandet, som ellers var elsket af alle for hits som f.eks. ‘How You Remind Me’. Desværre, kan man sige, at mange af deres singler, som rammer radiorotation, ret lavtempo og som oftest en form for ballade, og det gør bandet til skamme, for de laver faktisk nogle OK fede numre med skraldebang og knald på.
For at toppe de mange gimmicks, hev bandet en fan på scenen til at synge klassikeren ‘Rockstar’. Opgaven blev til også bandets egen overraskelse klaret bedre end forventet. Han sang fantastisk og klarede en flot performance, omend vokalerne ikke sad lige i skabet. Til gengæld var der enkelte på langsiderne, som rejste sig og klappede med.
Karaoke’en fortsatte, og Boxen begyndte nærmest – måske på grund af den i forvejen ekstremt høje temperatur i salen – at koge, da 2001-hittet ‘How You Remind Me’ blev spillet. Fællessangsfesten var fuldendt, inden røvballegutterne kastede ‘Burn It To the Ground’ af som sidste nummer.
To timer forsvandt afsted, og det virkede til, ingen gad at tage hjem. Hverken publikum eller band. Havde de måtte, havde de sikkert spillet en time endnu, og det er mit håb, de kom på bar i Herning for at slå søm i og drikke fadøl hentet fem ad gangen i paphåndtag.
Det var underholdende, det var velspillet, og lyden var fantastisk. Der var ikke meget at komme efter for de mange haters torsdag aften i Herning.
Se resten af galleriet fra koncerten HER
