Anne-Marie skabte kort dansefest i Vega

Det unge raketstjerneskud fra England Anne-Marie lukkede op for popgodteposen, da hun spillede for et meget småt Store Vega onsdag aften.

Sidst, den unge popsangerinde Anne-Marie besøgte dansk jord, spillede hun blot 45 minutter på Bøgescenen i Skanderborg. Derfor var det meget spændende at se, hvor meget materiale, hun kun fylde på til en aften i Vega som led i hendes forårsturné.

En hel time blev det denne gang til, hvilket overhovedet ikke er meget for 250 kroner, som billetterne stod til. Det meste af Vega var lukket af, og der var trukket et tæppe for det bagerste af gulvet. Jeg er faktisk tæt på at tro, at der var færre i Store Vega onsdag aften end i Lille Vega, hvor koncerten derinde var udsolgt.

Lidt i ni gik den smukke kvinde på scenen til nummeret “Cry”, hvor hun allerede kunne fremvise stor teknisk kunnen med stemmen. Det er imponerende, hvor godt hun synger, når hun først folder tonerne rigtigt ud.

Publikum var begejstrede og sang lystigt med på sange som “Do It Right”, “Heavy” og “Perfect”. Ligesom til koncerten i Skanderborg var Anne-Marie glad og livlig på scenen. Hendes væsen er så legende, at hun får det til nul procent at ligne et arbejde, og hundrede procent at hun bare står der, fordi hun ikke kan lade være.

De fleste af sangerindens numre handler om mænd, som hun ikke kan finde ud af, hvorfor hun præsenterer nummeret “Bad Girlfriend” med præmissen om, at det måske ikke altid var det modsatte køn, der var problemet.

Det solide pophåndværk akkompagneres med en blid elektronisk lyd og drops, der er værd at sætte på til en fest, hvorfor det lille gulv foran scenen i Vega hurtigt forvandlede sig til et dansegulv.

Den livlige dame på scenen var en perfekt dansepartner, selvom hun åbenbart skulle hjem, før hendes karet blev til et græskar. Det er ærgerligt, for modsat flere af hendes kollegaer af samme køn i samme genre, hvis koncerter kan virke som et Ringenes Herre extended cut marathon, så har man lyst til mere Anne-Marie, når hun går af scenen. Hun er sådan en kvinde, som jeg ville have hadet at gå i gymnasiet med, men som jeg i dag vildt gerne ville drikke drinks med på en bar og snakke om forhold.

Fansene på de forreste rækker råbte og skreg og trampede i gulvet i håb om at få ekstranumre, da Anne-Marie og band var gået af scenen efter at have sunget kæmpehittet “Rockabye”. Ekstranumrene var – ikke overraskende – hittet “Ciao, Adios” og seneste single med DJ’en Marshmello, “FRIENDS”. Numre, der henholdsvis handler om utro, løgnagtige kærester og venner af modsatte køn, der ikke forstår, at man kun skal være venner.

En fin sløjfe på den kunstner, Anne-Marie indtil nu er. Jeg tror stadig på, at hun bliver et kæmpestort navn snart, og så kan vi forhåbentlig få lov til at se hende i halvanden time på en rigtig stor scene snart.

Anne-Marie, VEGA
Foto: Martin Kleisberg

Se resten af Martins fotos HER.

Se også

Infernalsk festaften i Vega

Med et nyt album og 27 års historiske hits i bagagen indtog ikoniske Infernal scenen i Store Vega lørdag aften til deres store Two Nights Only juleshow.

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...
spot_img
Emmy Musse Mortensen
Emmy Musse Mortensen
Anmelder med hang til tunge beats og intens stemning under liveperformances. Har garanteret dårligere smag end dig.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her