Publikum var ved at sparke hul i gulvet i Vega af ren begejstring over Vetos sejrsgang i Vega torsdag aften. En koncert, der for denne anmelder godt kunne gå hen og blive årets bedste.
Jeg kan tydeligt huske, da jeg hørte Veto for første gang. Den 17. februar 2007 spillede Nephew i KB Hallen og havde det her band med som opvarmning, som jeg ikke havde hørt om før. Jeg var lige fyldt 14, og jeg var afsted med mine forældre. Minderne af Troels Abrahamsen, der tæskede løs på tangenterne og knapperne på sit keyboard og sang “Can You See Anything” med en sådan kraft, jeg sjældent dengang havde hørt før, står klart i min erindring her 11 år efter.
Derfor var det også en fornøjelse at “støve” albummet There’s A Beat In All Machines af, høre lyden af elektrorock fra 00’erne og ikke føle, det er ældet dårligt. Det holder stadig 100. Det samme gør det nye udspil, 16 Colors. Lyduniverset er det samme, og det holder stadig i dag.
Det er jeg åbenbart ikke ene om at synes, for torsdag aften var Vega proppet med mennesker, som glædede sig til musikalsk gensyn og præsentation af nye numre. Til tonerne af “The Take/The Pace”, åbnede Veto ballet til voldsom jubel fra de fremmødte publikummer. Jeg kan ikke mindes lige så stor begejstring, siden franske MHD spillede i et ligeledes udsolgt Vega.
I bedste introverte elektroniske stil var sceneshowet nedtonet, men lysshowet imponerende. Røde og blå farver indrammede Troels Abrahamsen og guitarist David Kroghs Andersens fremtrædende ansigter og satte den rette stemning under de følsomme numre som “Cannibal”. Ligeledes var det også de to, man skulle finde begejstringen hos, når hvidt lys blinkede, og tempoet var højt.
Allerede tidligt inde i settet smed bandet et af deres største hits, hvilket fik publikum til at juble så højt, at Troels Abrahamsens stemme forsvandt, da han forsøgte at råbe “TAK VEGA!” efterfølgende. “You Say Yes, I Say Yes” modtog så meget jubel, folk allerede der begyndte at trampe i gulvet af begejstring. Det fik løsnet publikum op, og den sidste halvdel af settet blev der danset og festet mere til.
De stille farver blev skiftet ud med hele regnbuen, da titelnummeret fra seneste udgivelse, “16 Colors”, blev sendt afsted med fortsat god energi. Bandet gik af scenen til stor ærgelse fra de fremmødte, som larmede som en galoperende torden i håbet om ekstranumre.
Det lykkedes, og Veto-drengene så oprigtigt overraskede ud over den voldsomme hengivenhed til deres performance. “Hvad gør vi så nu?” spurgte Abrahamsen grinende og prøvede at lave en smooth overgang til første ud af fire ekstranumre. Da det ikke lykkedes, sagde han kækt: “Jeg får aldrig job i radioen.”
Efter “Excited”, “Spit It Out” og “Oh Center” eksploderede Vega i glæde, da de skæve toner til “You’re Like A Knife” lød. Det sidste fællessang skabte en eufori og en form for full circle, at de slutter en ny æra i bandets historie med den første single.
Veto formåede at skabe en utrolig levende koncert, der trak i alle sanserne. Og jeg tror, jeg har et bud på årets bedste koncert. Om ikke andet, så jeg glæder mig helt vildt til at se dem spille på Roskilde nu.
