Alvoren dominerer på den danske musikscene. Og det er en skam, for latter er ofte den største forløsning, ligesom humor får kradse sandheder til at glide nemmere ned.
Marvelous Mosells debutalbum, Magisk Mytisk Mageløs, er virkelig godt. Det er retro på den gode måde, fyldt med fantasifuld storytelling fra et fortidsunivers, der ikke helt ligner vores eget. Farverne er skruet helt op, og på ethvert hjørne af gaderne i Mosells fantasi udspiller der sig fantastiske eventyr, fortalt med en barnlig entusiasme. Musikken, produceret af Tue Track fra ligeså fabulerende Malk De Koijn, understøtter fantasien ved at tage udgangspunkt i hiphoppens relativt ubekymrede, lyserøde barndom, og alt hvad den kan tilbyde i form af lalleglad disco, funk og soulmusik.
Albummet er ligesom en dejlig drøm, vagt genkendelig og med et surrealistisk twist.
Men efterhånden er der også en anden og mere alvorlig fortælling, der træder frem på ’Magisk, Mytisk, Mageløs’ – historien om albummets skaber. Der presser sig nemlig et spørgsmål på: hvorfor skabe et sådant fantasiunivers?
Undervejs synes Marvelous Mosell tit at stå uden for de fortællinger, han fremfører. For eksempel på åbningsnummeret, hvor han laver call-and-response med et publikum til en fiktiv koncert. Eller på ’Hiphopaerobics’ hvor Mosell og Tue Track beskriver en konkurrence i breakdance uden selv at være med. Når han så optræder i sine egne historier, er det også ofte som en antihelt uden for fællesskabet, der jager kærligheden og tager til velgørenhedsfester for at stjæle mad.
Og så er der de her linjer fra ’Mosells fede ferie rap:’
»Jeg køler af, løber gennem en sprinkler/ Sidder i et træ, løser labyrinter/ Møder en ven midt i ferien/ ’Hva’ så, hvor har du været henne?’/ Ok, du har festet med damer, drukket Alabama Slammer, sutteflaske-fodret baby-bavianer/Jamen, jeg har lånt Asterix på Biblioteket og talt alle blomsterne på tapetet.«
Det giver indtryk af en kunstner, der er lidt af en enspænder og har det bedst med at drømme sig væk. Et narrativ Mosell også mere eller mindre bekræftede i et interview med Information i 2013, hvor han stadig tjente de fleste af sine penge på at gøre rent.
»Når jeg gør rent, bestemmer min chef jo. Men så er jeg konge af verden, når jeg laver raptekster,« sagde han dengang.
Men egentligt er ovenstående analyse ligegyldig, for man behøver ikke forstå manden Morten Sell for at nyde musikken af Marvelous Mosell. Først og fremmest fordi Mosell selv forkaster virkeligheden i størstedelen af sin musik, men også fordi han har valgt festen frem for tristessen, når virkeligheden er for grå. Hans primære mission er at få os til at fantasere og grine, hvilket lykkes for ham på flere niveauer. Han er dygtig til det, han gør, og at være i hans univers føles som ren eskapisme. Forløsende og livsbekræftende. »It’s not that deep,« siger jeg til mig selv og mine problemer, hver gang jeg forlader ’Magisk, Mytisk Mageløs,’ hvilket mange sandsynligvis også vil sige om ovenstående analyse.
Latter frem for mørke
»Latter er den bedste medicin,« lyder et fortærsket ordsprog. Men der er noget om snakken. For latter er et stærkt bolværk mod virkelighedens hårde realiteter. Et godt grin kan være ligeså forløsende som alverdens dybe samtaler, ligesom humor kan få hårde sandheder til at glide nemmere ned.
I dag synes det dog givet, at man som lytter og musiker skal forskanse sig mod mørket frem for at afvise det. Vi skal svælge i vores svære følelser.
Det gjaldt især for musikåret 2017. Her priste vi musikere, for hvem skeletterne i skabet er »Halloween decoratons,« som Drake formulerede det.
Til årets Danish Music Awards hædrede vi Sort Sol og så optrædener af en række seriøse musikere – med Kesi som den ene næsten-morsomme undtagelse – mens manden med tre af de mest streamede sange herhjemme – Gilli- er en rapper, der primært er kendt for lave bundalvorlige og dansable hymner om optimisme i hårde tider.
Selv kunstnere som Taylor Swift og Miley Cyrus vender sig mod mørket og ærligheden på deres seneste udgivelser, når de griber efter kunstnerisk integritet, ligesom Nik & Jay fortsatte ind i den ligefremme inspirations-pop med ’Linje H.’
Og ligeledes synes den nyligt afsluttede samtale om Gulddreng at mest dreje sig om, hvorvidt det hele var en joke – eller om han havde en dybere mening med at lave noget af det mest forløsende danske popmusik i nyere tid.
Som om at humoren skal have en mening, før vi kan holde af den.
Forrådt af grinene
Men selv når humoristerne har en mening med deres musik, så synes grinene at forråde deres sag. Tag bare Shu-bi-dua, som er blevet affærdiget som fordummende musik for masserne (hvilket de nok ikke selv har noget imod), selvom de er afsendere på noget af det mest bidende og vidtrækkende samfundssatiriske musik, danskerne endnu har hørt. Her er en bruttoliste over nogle af de emner, som Shu-bi-dua har behandlet i deres musik:
– Hvaldrab
– Forbrugersamfundet
– Danskernes storhedsvanvid og mindreværd
– Den kapitalistiske og fremmedgørende modekultur
– Social arv
– Global opvarmning
– Livets skuffende middelmådighed
Men fordi shubberne blandt andet tillod sig at være morsomme, blev de kaldt useriøse og ligegyldige af kultureliten.
Derimod kan der være meget kunstnerisk kredit at vinde ved at tage en ellers morsom sang og reducere den til ærlighed. Som da Ida Corr i 2016 spandt guld på en drønkedelig udgave af Gnags’ ’Når Jeg Bliver Gammel,’ drænet for selvironien og tvetydigheden ved Gnags originale sang.
På Youtube findes der ligeledes (føles det som) milliarder af akustiske og sobre coverversioner af OutKasts ’Hey Ya.’ Coverversionerne klæder den originale udgave med bly ved at blotligge sangens følelsesmæssige kerne: en trist tilkendegivelse af, at kærligheden aldrig varer evigt. Hvilket er uendeligt mere kreativt, mere bidende og federe at lytte til i sangens originale version, komplet med selebukser og fjollet dans.
Historiske klovne
Der er mange, der fremhæver sort humor som noget særlig dansk, hvilket ikke nødvendigvis passer. Men det er rigtigt, at dansk musik historisk set har været ret grinern. Modsat amerikanerne er der er få selvsikre superhelte og mange klovne, beredte på at undersælge dem selv med en skæv bemærkning.
Shu-bi-dua, Aqua, Kim Larsen, Gnags, TV-2, John Mogensen, Malk De Kojin, Bikstok Røgsystem, Cheff Records, Mc Einar, Østkyst Hustlers. Find selv på flere. De er ikke useriøse, men de tillader sig selv at være morsomme. Det sker stadig, at klovnene ryger til tops i det danske musiklandskab, ofte forhadte men stadigvæk som en solstråle af lys ind i det mørklagte palads. ”Kiiiiiiidd!”
Skellet mellem den alvorlige nutid og den fjollede datid blev ikke mere tydelig end på årets NorthSide festival, hvor en storsmilende Thomas Helmig indtog festivalen som en hvidklædt, sveddryppende gud, der dansede som din far og kom bevæbnet med alt det mest corny musik fra dine forældres pladesamling. Han bevægede sig ind i kikset-land og kom ud på den anden side, cool og med en stor fed popfinger til den gode smag.
Thomas Helmig er ikke direkte komisk – selvom han har humor (ha ha!) – men det blev han på Northside, som gør meget ud af at brande sig selv som en seriøs festival, der vægter kunstneriske ambitioner og indie-alvor højt. Koncerten blev uden tvivl festivalens mest forløsende og euforiske, som en stærk modpol til det øvrige program.
Alvorlige tider
Sagen er nok den, at vi lever i alvorlige tider – hvilket vi konstant bliver mindet om. Nyhedsmedierne har vundet krigen om agendaen på de sociale medier, og det er nu umuligt at gå online uden at blive mindet om verdens forfærdeligheder. Nordkorea har fortsat et atomprogram, et væld af kvinder lever som sexslaver hos ISIS, Trump er stadig præsident i USA, den globale opvarmning fortsætter og smartphones smadrer vores koncentrationsevne.
Desuden er vores egen eksistens på de sociale medier også blevet medialiseret, således at vi alle nu er små kommunikationsbureauer. Udadtil skal du ligne en, der har styr på dit liv. Du vælger flotte billeder til din Facebook-profil og holder din timeline ren for indhold, der ikke støtter dit image. At dykke ned i feedet er ligesom at tage en tur i tivolis spejlsal. Masser af forvrængede billeder af virkeligeden, der efterlader dig alene med din tvivl og skam.
Jeg tror, vi vender os mod de usjove kunstnere, fordi vi har brug at sætte ord på vores triste følelser. Og man kan sige mange gode ting om den musik, der tør at være gravalvorlig og nøgen. Som Marvelous Mosell formulerer det på sangen ’Visdom,’ det eneste halvalvorlige nummer på ’Magisk, Mytisk, Mageløs:’
»Succesen er flygtig, det handler om at gøre sig dygtig/ Hvis man vil være lykkelig og selvfølgelig/ Er der nedture for selv den bedste/Man må ned fra bjerget for at bestige det næste«
Men op – det skal man.
