GAFFA-Prisen 2018 var en hyldest til musikken, de der laver den, og dem, der hører den. Et musisk underholdningsshow til og for musikelskere.
Jeg skal anmelde GAFFA-Prisen 2018 og hvordan anmelder man lige et awardshow? Jo – rolig nu – følg lige med, jeg ved godt de kun spillede to numre hver, men følg nu lige med. Jeg gennemgår først de forskellige optrædendes tur på scenen, og så binder jeg lige en lille sløjfe til sidst og vurderer showet i sin helhed. Og så ringer jeg til min mor, og fortæller at de der år som pædagogmedhjælper ikke var spildtid, selvom pengene blev brugt på bajere og blå mærker.
The Minds of 99
Københavnerdrengene var nomineret til Årets Danske Livenavn, og hvis man fortsætter sin tour, når frontmanden er røget på krykker – så er den nominering også mere end på sin plads. Forsanger Niels Brandt, og guitarrist Anders Folke Larsen startede showet med en sang fra Solkongen Del 2, Stor Som En Sol / Flad Som En Pandekage. En sang jeg nok lige skal have til genlyt, men så er jeg også ret sikker på at den holder derefter. Derefter kom resten af bandet på scenen, og førstesinglen fra Solkongen Del 2, Alle Skuffer Over Tid, blev ellers skudt i gang. Jeg har skamhørt det nummer i lang tid – derfor ærgrede det mig at vokalen var lidt lav. Heldigvis fik teknikken det ordnet inden outroen, og vi kunne nyde den eminente guitarsolo imens.
Iris Gold
Jeg havde ikke hørt Iris Gold før GAFFA-Prisen, men jeg skal høre hende igen. Som det hør og bør sig til awardsshows på TV, så skal minimum én kunstner starte sin optræden blandt publikum. Det gjorde Iris Gold naturligvis og hun indtog Odeon med masser af attitude og en kraftfuld udstråling. Hun er udset til at have en sig lysende fremtid, og den idé køber jeg gerne.
YUNGBLUD
Den 20-årige brite indtog først showets røde løber med Donald Drumpf og Kim Jong-un på hver sin side. Han tog dem med på scenen, og under sangen King Charles snavede han Kim Jon-un, under Kims guitarsolo. Derefter tog båden Kim og Donalden deres masker af. Det var der noget dejligt umodent over, hvilket gennemsyrer hele YUNGBLUD’s persona, og hans musik, der er både har noter af Arctic Monkeys, Post Malone og noget udefinerbart fandenivoldsk. Under King Charles raserede han scenen, og under Polygraph Eyes krængede han sit hjerte ud, som nu kan med sorte negle og lyserøde sokker.
Lydmor
Lydmors optræden er ikke så ligetil – men den gjorde indtryk. Hun gik på scenen sammen med et slideshow af forskellige holdninger til hvad kvinder er for en størrelse, samt citater med et noget forældet kvindesyn. Det virkede stærkt, ja så stærkt, at jeg helt fjernede fokus fra hvad hun sang undervejs. Heldigvis havde hun mere med, da slideshowet var slut. Med sit elektroniske setup og en uv-malet krop gav hun aftenens flotteste visuelle oplevelse. Krydret med hendes sang Money Towers, fik hun kogt en koncertoplevelse ned til 10 minutter. Det er sgu imponerende. Nå ja – salen lyste op til slut, og uv-malingen var det eneste der prydede Lydmors krop.
Mads Langer
Christopher Læssø fik i sin præsentation af Mads Langer nævnt, at Mads lige er hjemvendt fra en ferie med hans forlovede. Med det i mente, så vi Mads Langer sætte sig ved sit piano og vække følelserne hos de der nu har sådan nogen. Nummeret Flawless er skrevet til hans udkorne, og det var da smukt – og pianoversionen tilførte da også nummeret noget nyt. Og nu skal det ikke lyde som at det var dårligt, det blegnede bare lidt ved siden af hvad vi lige havde oplevet med Lydmor.
BAEST
Jeg så BAEST på sidste års Roskilde Festival, hvor de rev Rising scenen rundt. Bevares – jeg havde drukket en flaske dårlig vodka med en kammerat inden, men de drenge formår altså også når jeg er ædru at rive mig rundt. Også selvom jeg er placeret i komfortable grønne sæder i Odeon. Metal er naturligvis en smagssag, energien smitter bare alligevel, om man så har en ironisk distance til de der langhårede gutter på scenen eller ej. Når forsangeren vælger at gå ud i publikum og så growle fra en stoleryg, det kan man bare ikke med popmusik.
Marvelous Mosell
Danmarks bedste danser skulle lukke og slukke – hvem andre kan man sige. Antikommerciel Masseappel er en ting, og hvis man kan få folk til at danse i en sal, der beregnet til at sidde og høre Bob Dylan i, ja så har man vundet allerede der. Han skulle binde en sløjfe på showet, og sammen med Tue Track blev det gjort i ganske overbevisende stil.
Showet GAFFA-Prisen 2018
De fleste husker nok da GAFFA-Prisen skulle transmitteres det første år i 2012, os der så med var vidne den mest underholdende katastrofe længe set på dansk TV.
Det her spøgelse fra 2012 hænger stadig ved, men blev da kun nævnt med en enkelt henslængt bemærkning fra årets vært, Christopher Læssø – som tydeligt ikke havde skrevet sit manus, eller læst for meget igennem. Det gør virkelig ikke noget. Og nu gør jeg noget som jeg nok ikke må, da vi er et konkurrende medie, men den her ufuldendte aura GAFFA-Prisen har over sig er prisværdig. Det klæder showet at folk er lidt stive, lidt skæve – og nu bliver det lidt Mads Langersk – men det afspejler altså bare musikerne og dem der lytter, for det er hverken perfekt eller poleret, men derimod meget virkeligt. Og det kan sgu et eller andet.
GAFFA-Prisen 2018 var alt i alt en fornøjelse.
