Valbyhallen havde lavet sig noget af et scoop. De havde fanget de to bedste paddy punk-bands i verden, og så var der ellers dømt fart over feltet. Dropkick Murphys og Flogging Molly til én og samme koncert. Det kan vel ikke gå galt …
… Og sandheden er da også, at Dropkick Murphys spillede en halvvejs anstændig koncert med fremragende lyspunkter og forfærdelige lavpunkter. Når gutterne fra Boston skruer op for charmen, er det en uimodståelig cocktail af energi og spas, der kommer ud over scenekanten, men der kan også være lidt langt imellem snapsene, og så bliver det bare et lillebitte punkband på en lidt for stor scene.
Heldigvis havde Dropkick Murphys også taget nogle andre “amerikanere” med i form af Flogging Molly. Det er et bundsolidt band, der altid leverer varen, mens der måske kan mangle den helt store rus, som hovednavnet på denne aften er i stand til at levere.
Smæk mig med garderobestangen.
Jeg har ikke været til koncert i Valbyhallen i rigtig mange år. Lyden har simpelthen været alt for svingende, til at jeg har haft lyst til at udsætte mig selv for det. Når det så er sagt, var lyden ikke et forstyrrende element til denne koncert, andet end der måske skulle finjusteres lidt bedre på vokallyden hos Dropkicks. Nogle gange forsvandt den simpelthen i resten af bandet.
Jeg var bange for, at hallen skulle være en rungende betonklods, der ville overfalde mine ører, og i stedet var der ganske hæderlig lyd. Den var ikke så god, at jeg stod og nød den herlige akustik, men den var heller ikke dårlig nok til at stikke negativt ud. Det er vel så godt, som man kan håbe på i en stor håndboldhal.
Til gengæld er der noget med logistikken, som bør adresseres. Jakkeopbevaring udenfor i et lille telt, hvor der ikke er nogen form for guide, der kan fortælle de glade publikummer, at det er det, der foregår, og ikke bare en generel entré med for få mennesker til at betjene den ret store menneskemængde, er ikke godt nok. Det gav en lidt sløj start på aftenen, som formentlig kunne være håndteret bedre. Selv den dygtigste garderobevagt ville dog ikke kunne skrue tiden tilbage og gøre det muligt for mig at nå at se Glen Matlock, men hele situationen med jakkerne hjalp ikke på det.
Og nu til musikken.
Flogging Molly spillede den koncert, man kunne forvente. Jeg har set dem før, og endnu engang var energien lige i skabet med en strålende Dave King i front, som formår at få akavet hoppen på stedet til at ligne noget vi alle burde dyrke noget mere. Det er nemt at holde af, lidt ligesom ham gutten med en guitar, som spiller det, folk vil have på din yndlingsbar, men det er svært at komme helt op at ringe over. På denne aften var der dejlige numre fra hele bagkataloget, og selvom jeg endnu ikke har hørt ‘Black Friday Rule’ med Flogging Molly, som er min favorit, var det en fremragende koncert. ‘Float’, ‘Devil’s Dance Floor’, ‘Drunken Lullabies’ og ‘What’s Left of the Flag’ blev leveret med nerve og indlevelse, og resten af sættet var ganske velspillet.
Hvis jeg ikke havde været så vild med Flogging Molly, ville jeg dog også sige, at det mere er en solid gang rundt i noget meget lettilgængelig musik. Irsk folkemusik med en snert af punk er en fremragende idé, og det sælger jo nærmest sig selv fra start til slut. Den lette tilgængelighed gør dog også, at det aldrig bliver den mest spændende musik. Fire akkorder, og så derudad kan snildt være godt, men det er sjældent fuldstændigt forrygende, og på denne fredag var det Flogging Mollys lod at være gode, men ikke geniale.
And now for something completely the same
Dropkick Murphys og Flogging Molly har et nærmest symbiotisk forhold. Deres musik har rod i enten primært irsk folkemusik med lidt punk, eller punk med lidt irsk folkemusik. Kan man lide det ene band, kan man formentlig også lide det andet, og derfor er det en vanvittig god kombination, at sætte disse bands på samme plakat. Jeg har da også savlet over, hvor lækkert det kunne være på papiret, i lang tid, men det formåede aldrig at komme helt op at ringe.
Dropkick Murphys spiller alt for svingende, til at man kan være sikker på en anstændig optræden, og denne koncert var under lavmålet for et band, som har leveret på både meget større og meget mindre scener.
Som fan var jeg ganske fint underholdt med ‘Rose Tattoo’, ‘Shipping up to Boston’ og hvad der nu ellers fulgte med af godter, men som anmelder var det en halvringe koncert, der i bedste fald føltes en smule forceret. Særligt ‘Shipping up to Boston’, der er blevet skamspillet overalt på kloden som kendetegnet for amerikansk-irere var underligt energiforladt på denne aften. En sang, hvor al lyrikken skråles ud fra toppen af ens lunger, burde ikke kunne mangle energi, men det gjorde den. Faktisk i en sådan grad, at jeg glædede mig til, at den stoppede, så bandet kunne komme i gang med at spille noget musik, som de havde lyst til at spille.
Der var dog noget godt
Anderledes levende var ‘Johnny, I Hardly Knew Ya’. Den havde alt det, som paddy punk kan levere fra øverste skuffe, og så kan man ikke gøre andet end at blive revet med. Det kan bare ikke være rigtigt, at bandet ikke er i stand til at levere en hel koncert, hvor hovedparten af numrene er over middel, og på denne aften fejlede Dropkick Murphys i at levere en god koncert.
Tidligere har jeg givet store roser til Dropkicks, som spillede en hvis legemsdel ud af bukserne på Copenhell, men på denne vinteraften i Valby løftede de ikke opgaven.
Jeg gik derfra med samme fornemmelse, som efter at have set Suicide Squad, altså filmen. Jeg grinte da af et par jokes, men der var alligevel sådan en bitter eftersmag, der ikke ville gå væk. Det blev aldrig ligeså godt, som det burde have været, og for et band, der er i stand til at levere fra allerhøjeste hylde, så var det her en skuffende
