For mange danskere faldt juleaften i december, men for de få, som var heldige nok til at erhverve sig billet til lørdagens arrangement i DR Koncerthuset, faldt juleaften på en kold januaraften. Lørdag aften åbnede radiokanalen P6 Beat nemlig dørene for sjette gang til deres vigtigste og største arrangement: P6 Beat Rocker Koncerthuset.
Præmissen for det udsolgte arrangement var ligetil: P6 Beat inviterede nogle af kanalens mest spillede musikere i det forgange år og musikere, som for den sags skyld også vil blive spillet en hel del fremadrettet, ind til et lyn-set på tre-fire sange.
Tungen skulle derfor holdes lige i munden, mens øregangen blev masseret af solidt opbyggede produktioner. P6 Beat Rocker Koncerthuset 2018 bød nemlig på hele ni bands på knap fire timer.
Den udsolgte Koncertsal blev altså budt på en ren tapasbuffet af musik, hvor de to radioværter Rune Hedeman og Mikael Simpson var kravlet ud af de mørke radiostudier til fordel for en oplyst scene foran 1600 menneske. Værtskabet blev udført med et glimt i øjet og en kæmpe portion showmanship, hvilket gjorde, at man som publikum følte sig underholdt både under og mellem de mange musikalske indslag.
Selv om det måske ikke burde være vigtigt at nævne, var det en aften, hvor kvindelige musikere stod forrest og spillede aftenen sikkert hjem. Bands som Velvet Volume, Nelson Can og Pale Honey stod på plakaten i manifesterende bogtaver, der fortalte, at det nu var kvindernes tur til at spille DR Koncerthuset op. Og det blev det i den grad også.
Her får du vores vurderinger af de ni musikere, der lørdag aften spillede til P6 Beat Rocker Koncerthuset.
Nelson Can
De tre kvinder, der udgør Nelson Can, er på en og samme tid nytænkende, mens der trækkes paralleller til den klassiske rockgenre, som har overlevet årtier på minimalistisk genialitet. En bas, et trommesæt og en gennemborende vokal er nemlig alt, der bruges for at skabe det lydbillede, som Nelson Can præsenterede lørdag aften.
Den hvidklædte trio var det første band på scenen i DR Koncerthusets foyer. Alligevel spankulerede de mere eller mindre upåvirket ind på deres pladser, mens 1600 mennesker foran scenen enstemmigt vendte blikket mod dem.
Bandets seneste single “Downtown” bød velkommen til aftenens arrangement. Det var en sang, der på mange måde repræsenterede, hvad bandet kan og vil med deres lyd. Det var kontrolleret, men havde en undertone af kaos. Det var minimalistisk, men indeholdt elementer, der inviterede til, at man lyttede godt efter. Som om det kun var ved fuld koncentration, at vi kunne nå at opfange alle elementer i melodien.
Nelson Can består af Signe, Maria og Selina, der har en fantastisk karisma og som virkelig ejer en scene, så snart den betrædes. Især forsanger Selina Gin skal have ros for sin tilstedeværelse og indlevelse. Vokalen var fejlfri, og kemien medlemmerne imellem løftede de få minutters set op til et helt andet niveau.
Hittet “Break Down Your Walls” nedbrød afslutningsvist – og klichefyldt nok – alle begrænsninger, der kunne have hæmmet lørdagens galskab, og efterlod os gennemvarmet til en tempofyldt aften.
ONBC
Nærmest straks efter vi havde fået varmen, blev vi samlet pænt op, hvor Nelson Can havde efterladt os, og trukket helt ind i den dybeste underbevidsthed, da danske ONBC gæstede foyeren med sin tilstedeværelse.
Bandet rygtes til at være en af de helt store supergrupper. Medlemmerne kommer nemlig fra bands, der tidligere har domineret den danske musikscene indenfor indie og melankolsk popmusik. De fire medlemmer har en fortid i bands som Superheroes, Private og det nærmest mytologiske indieband epo-555.
Det er derfor passende, at det netop er disse genrer, som kvartetten blander sammen for at skabe sit helt eget melodiske univers. Med sine delikate, men insisterende elementer er lyden både melankolsk og håbefuld.
Stemningen var da også ligeså, og på få minutter var vi alle indhyllet i ONBC’s univers. Et univers, der blev ledt an af de to forsangere, hvis stemmer komplimenterede hinanden upåklageligt.
To sange var al rigelig for bandet til at give os en smagsprøve på, hvad de kan. Det var ikke til at høre fejl hos nogen af de fire bandmedlemmer, der med deres indlevende bevægelser alle satte en tyk streg under, hvorfor de kaldes for en supergruppe.
Rest in Beats
Efter en kort pause blev vi gennet ind i Koncertsalen, hvor Rest in Beats-duoen stod klar til at fortælle kærlighedshistorier pakket ind i trapbeats.
Ligesom i sommer, hvor duoen sikrede sig en sejr ved finalen i Karrierekanonen, var vi endnu engang vidne til, hvor talentfuld og mesterlig bandet egentlig er.
Første nummer var endnu uudgivet, men med sætninger som “Du får mit hjerte til at banke tvivlen ihjel” stod det klart, at essensen af Rest in Beats stadig intakt fra før Karrierekanonen skød dem afsted mod stjernerne. Den legende lyrik og de stramme triphopbeats passede perfekt ind i de fine rammer, som DR Koncerthuset byder på.
Duoen havde lørdag valgt at invitere tre kvinder på strygere med op på scenen, hvilket klædte melodierne gevaldigt. Kontrasten mellem den distinkte scratching og de klassiske instrumenter gav musikken en helt anden fornemmelse, end den, vi kan sidde tilbage med, når der trykkes play på streamingtjenesterne.
Lilla, blå og lyserøde nuancer lyste både publikum, duo og de tre strygere op. Sammen med den flagrende silkekjole, som omfavnede forsanger Rezwan Farmis krop, og mens hun i bare tæer bevægede sig rundt på scenen, gik det hele op i en enhed af en kaliber, der sjældent opleves på den danske musikscene.
Rest in Beats nåede helt ud til scenekanten og ind i både hjerte og sind på sit publikum. Et bedre match mellem musiker og spillested, end det vi var vidne til lørdag aften, virkede som et utopisk ønske.
Katinka
Katinka har efterhånden slået sin rolle på den danske musikscene fast, siden bandet for knapt et år siden udgav debualbummet “Vi Er Ikke Kønne Nok Til At Danse”. Lørdag aften sørgede de for, at syvtommersømmet sidder ordentligt fast, så vi ikke glemmer deres eksistens lige foreløbigt.
Med sig på scenen havde kvartetten med Katinka Bjerregaard i front inviteret MUKO med sig. MUKO er koret for de musikvidenskabelige studerende på Københavns Universitet. Det betød altså, at der var 22 ekstra stemmer med på sangene “Pulverkaffe” og “Du Tænker Ikke”. Det gav en helt ny dybde til de inderlige tekster, vi er vant til at høre fra bandets side.
Katinka Bjerregaard startede koncerten med ryggen til størstedelen af publikum, indtil deres første sang for aftenen, “Pulverkaffe”, flød ud af højttalerne, og forsangeren langsomt men sikkert vendte sig om og bød indenfor i bandets verden.
Midt i en søjle af lys blev en kraftudfoldelse udløst, i det sangen “Du Tænker Ikke”, der ligesom første sang også er fra bandets debutalbum, startede. Som en lydmur, der bragede gennem lokalet, ramte de mange stemmer vores trommehinder. Mellem de to sange havde vi fået af vide, at bandet engang var blevet omtalt som et meget stille band. Denne titel blev dog med sikkerhed pillet af i takt med, at Bjerregaards stemme tordnede mod vores hjerter.
Det føltes næsten, som om vi blev inviteret ind i en hemmelig klub af lyriske udfoldelser på de få minutter, vi havde fornøjelsen af at se Katinka på scenen. En hemmelig klub, hvor de skæve eksistenser lever i bedste velgående og hyldes for deres mangfoldighed. En hemmelig klub, hvor Katinka står som et levende eksempel på, at man kommer længst i tilværelsen, hvis man er helt sin egen – og ikke er bange for at udtrykke sig gennem sprog og melodier.
Pale Honey
Det eneste internationale navn på plakaten til P6 Beat Rocker Koncerthuset 2018 var den svenske duo Pale Honey. De opnåede stor opmærksomhed, da de i 2017 udgav deres version af ABBAs klassiker “Lay All Your Love On Me”.
Det var da også med denne sang, at duoen åbnede deres minikoncert lørdag aften. Med en underspillet tilstedeværelse passede sanger Tuve Lodmarks stemme så fint ind i de majestætiske rammer, som Koncertsalen havde at byde på.
Duoen inviterede os med deres første nummer ind i et introvert musikunivers, der rummer en helt særlig form for dyster rock’n’roll.
Andet – og sidste – nummer, duoen præsenterede var “Get These Things out of My Head”, hvilket også er et eksempel på, at duoen har tendens til at grave ned i de mørke lag af den menneskelige bevidsthed. Om end dette nummer viser en anden diversitet i duoens lyd. Sat sammen med Lodmarks stemme, der helt naturligt har en dyb bas og inderlighed, var det en helt særlig oplevelse.
En særlig, men ikke specielt sindsoprivende oplevelse desværre. Duoens tilbageholdende optræden nåede ikke at spille hele salen op. Det stod som en skarp kontrast til den lydmur, vi lige var kommet forbi sammen med Katinka og Rest in Beats.
Turbulens
Bo Rune Madsen forlod for nogle år siden bandet Mew. Turbulens er hans soloprojekt, som han har kreeret sammen med børn i 5. til 8. klasses-alderen. Og de syv børn, der lørdag aften akkompagnerede den tidligere Mew-guitarist på scenen til P6 Beat Rocker Koncerthuset, fik sig en oplevelse for livet. Og en mulighed for musikalsk dannelse, som de færreste kan prale af.
Lørdag aften havde Madsen besøg af syv pre-teenagere på scenen, der lagde den fineste andenstemme til hittet “Rastløse Bevægelser”. En sang, der var hans første musikalske udspil, siden han brød med Mew i 2015.
De syv stemmer blev dog langsomt til en enkelt, da 12-årige Ella trådte ind ved siden af Madsen, så de kunne synge duet til nummeret “Farver”. Et nummer, der endnu ikke er udgivet.
Den ro, Madsen besidder, når han står på en scene, smitter af på både børn og voksne i rummet. Han betager uden at belære. Netop derfor er der plads til smil. Disse kom især frem, da de resterende seks korsangere under andet nummer løb rundt blandt publikum. Det understregede blot, at på trods af aldersforskellen mellem forsanger og resten af Turbulens, er der en konsekvent legesyg tilgang til musikken. Legesyg, men ualmindeligt kompetent.
Baby in Vain
Som en af aftenens helt store overraskelser for mig, sørgede Baby in Vain for at slå vores trommehinder ind med en velvilje og beslutsomhed, jeg sjældent har været vidne til.
Det første nummer de havde medbragt til dette års P6 Beat Rocker Koncerthuset, som vi fik æren af at overvære, var sangen “Low Life”. Nummeret kommer fra bandets debutalbum “More Nothing”, og er faktisk det eneste nummer, jeg før lørdagens arrangement, havde hørt med bandet.
Derfor havde jeg forventet en fortsættelse af de paralleller, som nummeret har trukket til “The Virgin Suicides”. En film, Sofia Coppola udødeliggjorde med sit mesterværk fra 1999.
Nærmest halvdoven, men alligevel insisterende, tog Baby in Vain os i hånden, mens vi blev vugget ind i deres univers. Der i realiteten er alt andet end halvdoven.
Det var da også den eneste gang i løbet af deres optræden, hvor det foregik stille og roligt. For som sidste tone forsvandt mellem hænderne på os, blev vores puls sparket i top med nummeret “She”.
Med “She” bliver den drømmende og rene rocklyd drevet frem af grunge og punkrock. Ligesom attituden også drives af samme elementer, hvilket kom til syne, da en guitar blev kastet tværs over scenen – og som eftersigende skulle være knækket halvt over på grund af netop kastet.
De tre piger, der udgør Baby in Vain, producerer stringent larm, som bliver fremført som en masse af ukontrolleret energi. At så meget energi kan komme fra tre spinkle mennesker, er mig en gåde. En jeg til dels ikke har lyst til at løse. For der var noget smukt over den kraftpræsentation, som Baby in Vain lørdag aften lagde for dagen.
En kraftpræsentation, som blot understregede, hvorfor bandet har nydt godt af ros fra både ind- og udland. Og som lørdag aften blev hyldet af en stående applaus fra publikum.
Lowly
Lowly er meget mere end bare et band. Det er et musikkollektiv af fem mennesker med musikalsk intelligens udover det sædvanlige Det er et delikat og forsigtigt lydbillede, som samtidig er insisterende nok til at ramme lige i hjertebarken.
Det var især sangen “Deer Eyes”, som rundede Lowly P6 Beat Rocker Koncerthusets del i Koncertsalen noget så fint af.
Desværre oplevede bandet et par tekniske problemer med en forstærker, der hvinede for en stund. Lige som kollektivets ene sangerinde, Nanna Schannongs, stemme ikke brød så klart igennem, som man kunne ønske det.
Alligevel kunne man godt føje de mindre positive udsagn væk, for fremførelsen af den moderne poplyd, reddede deres optræden langt hen ad vejen.
Med sin brune page blev jeg næsten en smule forelsket i Schannong. Hun var frembrusende, men tilbageholdende og sang ordene med en kraft, der drev musikken frem. Kun for at blive akkompagneret af den anden sangerinde i bandet, Soffie Viemose, der sørgede for at skubbe hele opsætningen i mål.
Lowly skaber melodisk pop, som skal opleves live. Det er nemlig her, de mange elementer får rum og plads til at eksplodere i et lydbillede, der sætter sig fast i bevidstheden, så oplevelsen varer ved, længe efter bandet har forladt scenen.
Velvet Volume
Som det sidste band, vi fik fornøjelsen af at opleve til P6 Beat Rocker Koncerthuset 2018, vandrede Velvet Volume insisterende ind på scenen i DR Koncerthusets foyer.
Trioen har i den grad braget gennem den danske lydmur med melodier, der er inspireret af gamle rockklassikere, men med en ny feminin og slagkraftig tilgang. Der er attitude, slikhår, mørk makeup og instrumentsoloer, hver eneste gang bandet går på scenen.
De tre søstre, Naomi, Noa og Nataja, er nemlig indbegrebet af rock’n’roll anno 2018. Deres energi er unægtelig, og deres liveoptrædener er konsekvent fantastiske. Derfor er der ikke en finger at sætte på deres optræden lørdag aften, hvor de lukkede og slukkede for hele arrangementet.
Efter en mageløs fremførsel af “I Think I Need You” fik vi lov til at smage på lidt flere sange fra det hårdtslående debutalbum “Look Look Look!” fra 2017. Heriblandt sangen af samme navn som albummet og den fine duet mellem de to sangere under “Leap Into Heaven”. Kun for til sidst at blive blæst bagud af både ild og konfetti under “Fire”, mens duften af krudt lagde sig som den perfekte afslutning på en fremragende aften.
Velvet Volume bød på både glimmer og bassoloer, mens de en gang for alle viste, præcis hvordan rocken lever i bedste velgående. Især når det er tre stærke kvindelige skikkelser, der står i front for den genre her i landet.
De eneste knap så begejstrede bemærkninger, der kan gives efter minikoncerten lørdag aften, er netop, at det blot var en minikoncert. Velvet Volume er en trio med så meget på hjerte, at de aldrig burde have forladt scenen igen. For selv efter fire timer med mindeværdige musikoplevelser, sørgede de tre søstre for at blæse de sidste af os omkuld med deres viljestærke musik. Så takket være Velvet Volume kunne vi alle forlade DR Koncerthuset med ømme trommehinder og trætte kroppe.
Alt sammen noget der fortalte om, hvor vellykket et arrangement, det endnu en gang var, da P6 Beat rockede DR Koncerthuset og viste noget af det bedste musik, Danmark har at byde på, frem.
