Første navne til Magicbox 2018 annonceret: Er de godkendte?

Fire navne blev i dag annonceret til Tinderbox’ elektroniske veninde i Tusindårsskoven. Vi har taget temperaturen på kunstnerne.

Festivalerne er så småt begyndt at spytte navne ud, som vi kan varme os på i vintertiden, mens vi venter på endnu en sommer på græs med den danske sommer på godt og ondt. Således kom de fire første navne på plakaten til den elektroniske legeplads hengemt på festivalpladsen i Odense, Magicbox. Vi vurderer, om de er din tid værd.

 

Første navn er Julian Jordan. En ikke helt så kendt DJ, men den 22-årige hollænder er mangeårig legekammerat med Martin Garrix, der for nyligt blev kåret som verdens bedste DJ for andet år i træk. Således lavede Jordan og Garrix blandt andet nummeret “BFAM” tilbage i 2013, da Garrix lige var kommet frem med “Animals”, og tidligere i år udgav de to unge herrer sammen endnu et nummer, “Welcome”, der klart er noget af det mest kant, Martin Garrix har udgivet i noget tid. Samtidig har Julian Jordan også nummeret “Rage” på samvittigheden sammen med Sander Van Doorn og Firebeatz, som er en reel EDM beat-klassiker, og som klart vil kunne hive energien op i Tusindårsskoven. Umiddelbart er Jordans lyd ret heftig, hvorfor man kan håbe på, han får lov til at spille efter mørkets frembrud, omend han ikke er et synderligt stort navn. Jeg har høje forventninger til hollænderen. Han kunne sagtens skabe noget vildskab.

Pegboard Nerds er en dansk/norsk house/trance/trap/dubstep-duo, der har været på scenen i en del år efterhånden. Deres lyd er aggressiv og har – ligesom deres visuelle side – old school spil-lignende strejf over sig. Det er det navn, min omgangskreds har været mest spændte på efter annonceringen, og selvom min kendskab til dem var lille, virker det til at være en spændende booking. De er nemlig lidt mere skæve end mange af de bookinger, vi tidligere har set på Magicbox. Det klæder festivalen at træde lidt ud og tage nogle chancer.

Unge Matoma havde et monsterhit forrige år med “Old Thing Back”, hvor The Notorius B.I.G. og Ja Rule var med på creditslisten for vokaler. Samtidig har han haft stor succes med et album, han har lavet i samarbejde med amerikanske The Vamps. Den 26-årige nordmand har stor succes med sine tropical house-beats, men ved gennemlytning af hans repertoire er der ikke meget nyt under solen. Umiddelbart lyder han som en billig version af Kygo, men han kan garanteret sagtens trække folk ned til dans i sommersolen, ligesom Sam Feldt gjorde det sidste år.

Sidste navn for nu er Lucas & Steve, der laver musik på Spinnin’ Records, og det kan tydeligt høres. Deres lyd er som det meste af Spinnin’ Records, føles det, for når man kigger på det store, skæve S på albumcoveret og samtidig lytter, så går alting op i højere enhed. Den hollandske duo har massere af streams på Spotify, men lidt som med Matoma, så er det ikke ligefrem en lyd, man ikke har hørt før. Der er masser af sommervibes, og det vil sagtens kunne skabe god stemning en lørdag eftermiddag med høj sol og gæster i poolen. Men det får ikke mit pis i kog, desværre.

 

Vi venter spændt på næste portion navne, for der er allerede masser af potentiale i de første navne. Desuden skal det nævnes, at Tiësto også er booket til at lukke Tinderbox en af aftenerne. Af nye navne blev også Wiz Khalifa annonceret i dag.

Se også

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...

Aqua i Royal Arena: Fyldt med kaos og kærlighed

Lørdag aften i Royal Arena var der lagt op...
spot_img
Emmy Musse Mortensen
Emmy Musse Mortensen
Anmelder med hang til tunge beats og intens stemning under liveperformances. Har garanteret dårligere smag end dig.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her