Scorpions, Royal Arena, 291117
Send Me An AngelRelativt velspillende bandImponerende setupMikkey Dees trommesolo
Klaus Meines vokal - og væsenForfærdelig lydForkert spillested
25%Afdanket larm
Læser Bedømmelse 0 Stemmer
0%

Der var tale om et decideret nostalgisyretrip af farver og larm, da Royal Arena onsdag aften havde besøg af de gamle rockdrenge fra Scorpions.

Mens en stor portion af Danmark sad foran skærmen for at se finalen i årets version af Den Store Bagedyst, havde en lille skare af landet taget flugten ud til Ørestaden for at fylde aftenen ud med nostalgi og tråd. Det tyske rockband Scorpions var på besøg, og det ville mange, mange, mange mennesker gerne høre. Arenaen var langt fra udsolgt, men godt fyldt på denne årets sidste onsdag i november.

Som opvarmning, efter Pretty Maids havde været på scenen for at sætte den, spillede anlægget i arenaen store rockklassikere som Led Zeppelins “Whole Lotta Love”. Tråd og puddelhår var aftenens to store temaer.

Forud for koncerten sad jeg i det lille presselokale, som Royal Arena har til skribenter og fotografer, og blev mobbet af et par af fotograferne for at udtrykke, at jeg forventede at komme til at fælde en tåre eller to under koncerten.

De første spæde krampetrækninger i øjet kom allerede inden koncertstart, da jeg fra min plads på tribunen spottede en ung kvinde, der stod ved siden af en ældre herre og grinede og drak øl. Jeg går ud fra, det var far og datter. Begejstringen og spændingen lyste ud af hende, og måske så jeg syner, men jeg mener at kunne se, at han så på hende med en stolthed, som kun en far kan kigge stolt på sit afkom.

Scorpions forbinder jeg i allerhøjeste grad med min afdøde far. Lyden af “Wind Of Change” sender mig altid tilbage til barndomshjemmet og det kæmpestore anlæg, vi havde i stuen. Det kunne spille højt, og det kunne spille godt. Min musikalske opdragelse og forståelse startede på det anlæg med klassikere som Metallica, Creedence Clearwater Revival og førnævnte Led Zeppelin. Og Scorpions blev der spillet ofte. Som jeg sad og ventede på showtime, kunne jeg mærke, hvordan jeg misundede den unge kvinde blandt publikum. Denne her koncert er en af dem, jeg gerne ville have oplevet med min far.

Og det er dét, de her throwback-koncerter med klassiske bands, der klart havde deres storhedstid for årtier siden, skal kunne. De skal bringe minderne tilbage og være med til at skabe nye. Og selvom Scorpions er en mindemaskine, kører toget stadig i allerhøjeste gear.

Sceneshowet var kæmpestort. Klokken 21:15 faldt det store tæppe, der dækkede for kæmpestore skærme, som viste en intro, der var en biograffilm værdig. Lyden var høj og brutalt, og det fortsatte den med at være, da bandet betrådte scenen. Beklageligvis faldt den store opsætning en kende til jorden, da forsanger Klaus Meine begyndte at synge på “Going Out With A Bang”. Der var ikke meget bang over lyden, den var – for første gang ved mine ture ud i den nye arena – for høj, støjende og uklar.

Dog var publikum glade. Da Klaus Meine løb ud for enden af det lange podie, der var opstillet, og råbte ud til publikum, kom der en glædelsesjubel tilbage, jeg ikke har hørt, siden Metallica gæstede selvsamme sted.

Med Dannebrog flagrende på de store skærme bag dem, fortsatte togets galoperen, men ligesom toget i Dumbo, så krævede det en del at komme op over bakken. Meines stemme var simpelthen stadig så forfærdeligt afdanket at høre på. Hans råbte nærmest for at kunne blive hørt gennem den vanvittige lydmor, som resten af bandet sendte ud i lokalet. De spillede ellers godt. Det beviste de laaaaaaaaaaaaAAAAAAAnge soloer, som publikum blev beriget med denne onsdag aften.

Scorpions, Royal Arena

Foto: Lasse Lagoni

Det tyske heavyrockband gæstede Danmark på sidste års Copenhell, hvor både de og hele festivalen var ved at drukne. En POPLISH-kollega har begejstret flere gange fortalt om, hvordan lynet slog ned, da introen til “Rock You Like A Hurricane” blev slået an ude på podiet.

Desværre sad jeg og savnede et lynnedslag, fordi så skete der sgu da i det mindste noget vildt. Det havde klædt Scorpions at spille under mindre forhold, som da Deep Purple for nyligt besøgte Valby Hallen. Ikke at kvaliteten var meget bedre dér.Men det virkede helt malplaceret med et så kæmpestort, toptunet sceneri, og så meget larm. Ikke lyd. Bare larm.

Under en fin lille medley af flere af deres største numre fra 70’erne, blev jeg nødt til at le. Mens skærmene viste Scorpions-logoet og vilde, farvede mønstre, der leder tankerne hen på at være på syre, trissede Meine rundt som en tosse og kastede med kaskader af trommestikker, når han altså ikke spillede halvhjertet på tamburin. Jeg er hundrede på, at da koncerten var omme, må mindst 20 % af publikum have fået en trommestik med hjem. Samtidigt viste skærmene under forhøjningen, som trommeslager Mikkey Dee og hans sæt stod på, en masse Marshall-højtalere stablet. Hvorfor i alverden ikke bare stille højtalere op så? Jeg kluklo altså lidt. Undskyld.

Scorpions i en mindre setting fik vi faktisk også lov til at opleve. Midt i koncerten stillede hele bandet sig ud på podiet og havde en stille sceance med blandt andet nummeret “Send Me An Angel”. Endelig kunne man lytte til Meines vokal uden at have lyst til at stikke fingrene i ørerne. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at denne her koncert havde været bedre i Vega.

Herefter lød den ikoniske fløjten fra “Wind Of Change”, og for en stund var der symbiose mellem Scorpions og publikum, hvor der var fantastisk fællessang til rockklassikeren. Desværre kunne jeg ikke leve mig 100 % ind i nummeret og lade mig overvælde af følelser og barndomsminder, da Klaus Meine selv fløjtede ind i mikrofonen under nummeret og skabte larm med de store kaskader vind, han spyttede ind i mikrofonen. Makeuppen formåede altså at forblive intakt, hvilket var en kende skuffende.

Af et nostalgitrip at være, var Scorpions desværre en smule for afdanket til at være en fornøjelse. Sceneriet gjorde, det kunne have været fantastisk, men kræfterne rækker ganske enkelt ikke til at fylde de store sko i, bandet har skabt for sig selv. Og så var jeg for første gang skuffet over lyden. Den var allerværst under den forfærdelige Mötorhead-tribute, som også lige skulle flettes ind i settet. Eneste kæmpe solide præstation denne aften i Royal Arena var Mikkey Dees laaaaaaaaaaaaAAAAAAAnge men ekstremt imponerende trommesolo.

Konstateringen på Scorpions anno 2017 er, at jeg er glad for, jeg ikke bød min far den oplevelse. Det ville ikke have været fair over for ham. Og jeg håber, at far/datter-parret, jeg mødte, havde en væsentligt bedre oplevelse, end jeg havde, for her dagen efter kan jeg ikke høre “Wind Of Change” uden at tænke på den forfærdelige susen, der kom af, at Klaus Meine spyttede i mikrofonen.

Scorpions, Royal Arena

Foto: Lasse Lagoni

Se resten af Lasses fantastiske billeder lige HER.