Det verdensberømte band Queen gæstede onsdag aften Royal Arena på Amager til en rockfest med både guldkonfetti, en cyklende dramaqueen og et sceneshow udover det sædvanlige.
Med Brian May og Roger Taylor i spidsen er det legendariske rockband Queen stadig højakutelt den dag i dag, selvom de for 44 år siden debuterede med første album med titlen Queen. Siden da er det blevet til 15 studiealbums, 13 turnéer og desværre også flere forskellige forsangere. Når man nævner Queen, så tænker man Freddie Mercury, men aftens koncert beviste, at Queen + Adam Lambert heller ikke er helt skidt. Efter Freddie Mercurys død i 1991 har bandet siden 2011 turneret med den talentfulde sanger, som i aften ligeledes var frontfigur.
Sidste gang de var i Danmark ved Jelling Musikfestival 2016, var der proppet foran festivalens største scene – desværre var vores anmelder ikke glad for koncerten dengang. Denne gang var der ligeledes total udsolgt, men nu i det Københavnske. Royal Arena på Amager lagde hus til aftenens koncertbrag.
Koncerten startede med et kendt ansigt, da robothovedet fra Queens album fra 1977 News To The World løftede frontskærmen. Den afslørede resten af scenekonstruktionen, hvor de galante herre stod klar. Iført sorte glitter-læderhandsker og -bukser kom Queen og Adam Lambert stærkt fra start med “We Will Rock You”. Denne blev efterfulgt af “Hammer To Fall” og “Stone Cold Crazy” med en overbevisende vokal fra første tone. Scenen var opbygget som en kæmpe guitar.
Selvom Brian May er 70 år gammel, så kunne det ikke se på hans energiniveau ved koncertens start. Han løb nemlig frem og tilbage på scenen med en guitar over skulderen. 70 år!
Fællesklap med stil
Adam Lambert er en talentfuld sanger, og netop talentet viste han med yderst selvsikkerhed ved “Tie Your Mother Down” og megahittet “Another One Bites the Dust” fra 1980. Sammen med sin stærke stemme, kunne man tydeligt se, at han havde øvet sig på nogle af de samme bevægelser, Freddie Mercury plejede at lave. Han udførte det dog på sin helt egen måde, så det forblev originalt og ikke en dårlig kopi.
Ofte bliver fællessang nævnt i forbindelse med koncerter, men i aftes var det ikke det, som folk var fælles om – det var klap. Ved “Fat Bottomed Girls” var der klap, der var så kraftigt og i takt, at man skulle tro, det var koncertens og musikkens puls, man skabte.
Med høje hæle og et lyserødt jakkesæt sad Adam Lambert stolt ovenpå robothovedet fra introen og sang med et kækt smil “Killer Queen”. Herefter blev han en smule rørt, mens han talte lidt om Freddie Mercury: “There will only be one Rock God, and thats Freddie Mercury (…) So tonight, can we celebrate Queen and Freddie together?”
Ikke stoppe ham nu
Efter Royal Arenas og Adam Lambert konsensus om at fejre Queen og Freddie Mercury, fortsatte koncerten uden besvær med “Don’t Stop Me Now” til stor begejstring for det Københavnske publikum. Ved “Bicycle Race” kom en blomstret cykel til syne. Med et måbende ansigtsudtryk stod Adam Lambert som en dreng, der har set nøgne bryster for første gang. Cyklen fik selvfølgelig en tur rundt på scenen, før Lambert igen forsvandt grundet et kostumeskift. I mellemtiden fik trommeslageren Roger Taylor brugt stemmebåndet med “I’m In Love With My Car”, som blev fremført langsomt og melankolsk.
Man kan måske sige, at Adam Lambert var i sit es under “Get Down, Make Love”. Energien blev skruet ned, og koncerten nærmest blev Magic Mike-lignende forhold. Inden “I Want It All” begyndte, stod Adam Lambert og Brian May i tusmørke på scenen. De varmede stemmen og guitaren op. Og netop opvarmningen var i den grad nødvendig. Midt i sangen kom der en pause, hvor Brian May og Roger Taylor fik lov til at slå sig løs på henholdsvis trommer og guitar, som gjaldt det deres liv.
Mens resten af bandet tog sig en velfortjent pause, stod der en for enden af scenen en stol, hvor Brian May satte sig og talte lidt om Royal Arena, hvor han blandt andet roste arenaen for den fantastiske lyd. “Do you like to sing? I know you do. Let’s do this for Freddie, alright?” sagde han, inden tonerne til “Love Of My Life” begyndte, og der for alvor blev dømt fællessang til ære den afdøde forsanger. Mens skærmen viste Bryan May siddende, dukkede Freddie Mercury op og sang det sidste vers. Et smukt øjeblik.
Adam Lambert er utrolig
Efter Brian May tog en selfie med Royal Arena med sin selfiestang, dukkede Adam Lambert opigen. Denne gang med endnu mere glitter end førhen. Han stillede et spørgsmål, der lød på, om han kunne finde en at elske. Ikke overraskende havde Roger Taylor og Brian May det musikalske svar på det. Sammen gik de ud til den forreste del af scenen for at spille “Somebody To Love”. Dette endte desværre som en fessen omgang. Adam Lambert er rigtig dygtig til at synge, men denne sang skulle åbenbart hurtigt overståes.
Koncerten forblev i kærlighedens tegn da “Crazy Little Thing Called Love” blev fremført på en stilet og sikker måde. Man havde håbet, at Adam Lambert havde givet det lidt mere ekstravagance, men det, han gjorde, var ganske udemærket.
Selvom Roger Taylor er 68 år, så har han stadigvæk forstand på trommerne. Hans evne til at tromme, har han lært fra sig til sin søn, Rufus Tiger Taylor, som er med på bandlisten. Mens der i mellemtiden var en trommebattle mellem familiemedlemmerne, skiftede Adam Lambert endnu engang tøj til overraskende endnu mere glitter. Han vendte tilbage til scenen løbende ind under tonerne til “Under Pressure”. Her viste Adam Lambert igen sine evner til at synge samt efterligne Freddie Mercurys utrolige bevægelser.
Magi på Amager
Roger Taylor, som også sang tidligere, tog igen mikrofonen under “A Kind Of Magic”, mens sønnen passede trommerne. Det var forfriskende at lytte til en anden stemme end Adam Lamberts for en kort stund. Og netop magic var noget af det, som der blev skabt denne onsdag. Ved “I Want To Break Free” blev magien fuldendt i form af en kæmpe diskokugle, som spredte sine stjernelignende lys rundt i hele arenaen.
Selvom det var en Queen + Adam Lambert-koncert, så skulle Adam Lambert også have lov til synge noget af sit eget. Sangen “Whataya You Want From Me” er den nok mest kendte Adam Lambert-sang – og er desuden skrevet af sangerinden P!NK. Placeringen af sangen var en smule malplaceret, men på samme tid var det også tiltrængt at få lidt adskillelse fra Queens sange, inden det gik løs med de store kanoner af sange, som bandet har i bagagen.
Mens Adam Lambert bar en glimmerkappe, stod han pivstille i midten af scenen og sang “Who Wants To Live Forever”. Samtidig forplantede strobelys sig langs arenaens loft, og scenegulvet under ham forsvandt ned i dybet. Modsat Brian May, som blev løftet op, mens han gav en lang guitar solo. Fantastisk at se, de udnyttede sig af scenen og dens skærme, men tematikken med ansigtet fra albumcoveret fra 1977 kunne godt have været mere gennemført.
De tunge skyts
Man kunne fornemme, at koncerten lakkede mod enden, og det skulle jo desværre ske før eller siden. Kanonerne var under koncerten blevet ladt, og nu var det endelig tid til at affyre dem. Den første kanon, der blev skudt afsted. var “Radio Ga Ga”. Robothovedet fra tidligere blev igen implementeret i scenekonstruktionen og viste, hvornår og hvordan publikum skulle klappe i takt til musikken.
Det andet skud var måske det stærkeste af dem alle, “Bohemian Rhapsody”. Her blev Adam Lambert løftet op på en platform med et enkelt, stærkt spotlys på sig. Enkeltheden ved udførelsen af nummeret var over alt forventning og holdt et hundrede procent. Som de fleste ved, indeholder sangen nogle ikoniske sekunder fra musikvideoen, hvor fire ansigter synger blandt andet: “I see a little silhouetto of a man. /
Scaramouche, Scaramouche, will you do the Fandango?“, og netop de fire mennesker fra videoen, blev vist på storskærmen. Man skulle tro, at dette var den sidste kanon, men ak nej – der var flere skud, der manglede at blive fyret af.
I mørket kom Freddie Mercury frem på storskærmen. Iført sin ikonske, gule jakke indtog han sin lige så ikonske position inden tonerne til “We Will Rock You” begyndte for anden gang. Denne gang længere end første gang, og denne gang havde Adam Lambert gjort noget ekstra ud af sig selv. På sit hoved bar han en glitter-krone.
Den fjerde og sidste kanon var “We Are The Champions”, som både bød på tårer, sved og følelser. De to tilbageværende medlemmer stod forrest og bukkede. Derefter pegede de over på forsangeren, som mod forventing fik et større jubelskrig end Brian May og Roger Taylor.
Alt i alt, så var det en koncert med alle de elementer, som man kunne forvente. Det var virkelig Queen + Adam Lambert – det var rart, at det kunne mærkes. Adam Lambert endte ikke med at føles som en dårlig kopi af Freddie Mercury. Han fremstod som en stærk sanger i en endnu stærkere tribute til en legende. Et bevis på, at et legandarisk band, der stadig består, og nyt blod, giver liv til gamle toner. Man kan ikke komme uden om, at Queen og Adam Lambert komplimenterer hinanden. Koncerten var fuld af energi – selvom bandet snart har 50 år i bagagen, så har de ikke skruet ned. En ting, der måske godt kunne have været skruet ned for, var bassen på de første tre numre. Skulle man gå i petitesser, så havde det været et ekstra plus, hvis de var gået all-in med robothovedet. De skulle havde brugt det mere som en større tematik i showet.
Det var et show med hyldest, originalitet, energi og gode vokaler – og en band/artist kombination, som gerne må besøge Danmark igen!
