I de seneste par måneder har der været to koncerter helt på toppen af min ønskeliste. Med et besøg af amerikanske Mastodon i Store VEGA, så er det ene af mine ønsker gået i opfyldelse. Nyt album, ny turné, samme gamle punch i mellemgulvet.
De gæve sludge-gutter fra Mastodon havde slæbt en oplevelse med. Både i kraft af deres eget nydelige show, som bestod af 19 numre, og med to fabelagtige opvarmere. De to support-bands var faktisk i en helt særlig form, hvor man kunne forledes til at tro, at det var hovednavne. Russian Circles leverer en helt igennem fantastisk, med deres vokalløse, atmosfæriske metalhybrid. Det var da også på en varm anbefaling, at jeg fik nosset mig sammen til at få dem med. Det kommer jeg ikke til at fortryde.
Russian Circles leverede 45 minutters trance-inducerende metal, hvor de uden problemer fik publikum med på den. Der blev rystet hoveder i ét rask væk, og der var stor applaus i de små breaks, som opstod i den helstøbte lydmur. Det er et meget spændende navn, som fungerer smukt som opvarmer til en publikumsfavorit. Samtidig bliver det også en smule meget. Hvis du ikke har hørt dem, så er det med store anbefalinger herfra, men Russian Circles kræver et særligt humør, og der var jeg ikke helt på denne aften.
Red Fang er farlige.
Jeg havde glædet mig gevaldigt til mit gensyn med Red Fang. Sidste gang, jeg så dem, var det en blandet fornøjelse (Læs HER om oplevelsen på Copenhell 2015). På denne aften, i VEGA var der ingen ængstelse, da stedet næsten altid leverer fabelagtig lyd, og her blev jeg ikke skuffet. Efter en smule knas med noget reverb i første nummer, så var der smooth sailing resten af vejen. Red Fang havde i den grad blod på tanden.
Der er noget ganske fortrinligt ved den her post-grunge musik, som Red Fang er garant for. Der var heller ikke meget at overraskes over ved aftenens sætliste, som tog os på tur i det ret spøjse univers som de har skabt. Jeg roste ‘Prehistoric Dog’ for tre år siden, og det skal gøres igen. Med dette nummer har Portland-bandet skabt et mesterværk, som altid vil henrykke mig når det spilles live.
Red Fang leverer live, og efter en lille sludder med en bekendt, som er fast inventar til alle deres koncerter herhjemme, blev vi også enige om at det havde været en ganske god en af slagsen.
Mægtige Mastodon.
Så er det blevet tid til at snakke om aftenens hovednavn. Det kan godt være, at de var på besøg med deres Emperor of Sand-turné, og selv om næsten hele albummet blev spillet, så var det stadig et tegn på respekt for deres gamle fanbase, at starte med ‘The Last Baron’. Det er en af mine favoritter fra deres forrige album. Jeg skal tilstå, at hovedparten af min flirt med Mastodon er kommet efter mit møde med den danske sludge-scene, så det er ikke noget jeg har fulgt tæt i alle femten år de har været her.
Mastodon er et enormt sært band. De har tre forsangere blandt deres fire medlemmer. Man kan vel sige, at man kan variere sit udtryk over musikken på denne måde, men det foregår lidt anderledes i virkeligheden. Brent Hinds, guitar, leverer en ultrarå vokal, der leveres gennem tænderne. Jeg tvivler på at det er teknisk godt, men når det lyder så godt, så må man gøre, hvad fanden man vil. Troy Sanders, basguitar, har en nydelig vokal til at råbe de mere thrashede elementer og samtidig få en dejlig mængde variation på numrene. Sidst, men ikke mindst, så er der Brann Dailor, trommer, der leverer den rene rockvokal.
Der er fylde og power i musikken, men det er ved hjælp af nogle helt vanvittigt veludførte vokalharmonier, at Mastodon for alvor løfter sig. Når man kan levere metal med så smukke vokaler, som det her er tilfældet, så er det blot at kaste sig på knæ og bukke sig i støvet for de rockguder, som mastodonterne er.
…Og gæst.
Endelig så kan man krydre det hele med et lille gæstebesøg fra Scott Kelly, som er fast inventar på Mastodons albums. Der blev vel reelt spillet to koncerter med Mastodon på denne aften. Den første blev leveret af et engageret Mastodon, som havde tænkt sig at spille en del af det nye, noget af det gamle, og så give den et ordentligt los bagi. Den anden var en ren energiudladning, som der var adskillige undervejs, som ikke havde energi til. Mastodon og Scott Kelly var ikke blandt dem. De forsatte ufortødent i et virvar af guitarsoloer, miksede vokaler og et solidt trommespil, der lagde en så massiv bund, at der ikke var meget overladt til fantasien.
Mere endnu
Mastodon spillede næsten 100 minutters musik på denne aften. Og det er efter vi havde været vidne til to fremragende opvarmere. Jeg skal tilstå, at mine kræfter slap op til lukkenummeret ‘Diamond in the Witch House’, og jeg måtte fortrække til en siddeplads ude ved baren, da der var mulighed for en af to hændelser på det tidspunkt: Enten var mit hoved eksploderet, eller også var mine ben og arme faldet af. Begge dele havde været gevaldigt i brug under hele koncerten og den nydelige duft af sved gennemsyrede hele VEGA, som stadig var klar på mere, vildere og hurtigere med Mastodon.
Dette var en af de store opvisninger i, hvorledes metal skal spilles, og hvorfor det skal ses live. Man kan kun håbe, at Mastodon kommer på besøg igen snart, for det ville fandeme være fedt, at have en iskold fadøl i hånden og en af de mange sommerbyger, Danmark kan levere, over hovedet, mens man er omgivet af cirka 20 gange så mange, lige så fine mennesker, hvor der “kun” kunne pakkes små 1000 mennesker ind i VEGA på denne fabelagtige onsdag aften i musikkens tegn.
