Med en cocktail af godt håndværk, charme og nonchalance skabte rapperen Freddie Gibbs en intim søndagsfest i Aarhus.
Det var egentligt en lille detalje, men det endte med at være sigende for rapperen Freddie Gibbs’ charmerende og nedtonede koncert i Atlas i Aarhus søndag aften.
Mens han rapper første vers a capella til bangeren ’BFK,’ tjekker han lige tiden på sit tunge armbåndsur. Som om han arbejder på en tankstation lidt i lukketid. Den ordrige rap flyder for hans mund fuldstændig uhindret, imens han tjekker uret, og da beatet få sekunder senere sparker ind, er han fuldstændig intens og tilstedeværende.
Det viste sig at være symptomatisk for aftenens koncert, der ramte et særligt balancepunkt med en slags doven charme. Med low stakes og små armbevægelser skabte han en intim søndagskoncert, hvor der også var plads til moshpits.
Skidt fra start
Det startede ellers skidt. Opvarmnings-DJ’en fik ikke rigtig fat i det afdæmpede søndagspublikum, der allerhøjst gangster-boogiede lidt i krogene. Han forsøger ellers at sætte scenen for Gibbs – en slags hiphoptraditionalist, for hvem rap stadig (også) handler om at være autentisk og imponere på mikrofonen gennem tekniske flows og gennemarbejdede tekster – med udvalgte numre fra rå street-rap legender som Jadakiss, Clipse og Nas.
Gibbs gik da også på scenen iført elefanthue, skulende ondt til publikum. Eller sådan så det ud. Senere fortæller han, at han bare har tømmermænd.
De bange anelser starter for alvor med andet nummer, det ondsindede og mastodontiske ’Still Livin’, for der drukner vokalen og publikums øregange med sine enorme synthflader. Lyden er enormt høj, og det lyder mest af alt som om, at Gibbs skændes med sit eget backingtrack – en diskussion, han umiddelbart taber.
Få numre senere finder lydmanden dog et bedre lejde, ligesom Gibbs bevæger sig fra de muskuløse numre og hen imod de relativt mere afdæmpede skæringer fra nyere plader såsom ’You Only Live 2wice,’ ’Shadow of a Doubt’ og Madlib-samarbejdet ’Piñata.’ Særligt numrene fra sidstnævnte gør det godt, og publikum gyser, da han indleder sangene ’Deep’ og ’Thuggin.’
Flere af numrene startes og afsluttes a capella, hvilket fungerer godt. Gibbs stemme er intens og vred live, ligesom han er en teknisk dygtig rapper, hvis kontrol over stemmeføring, vejrtræk og flow i sig selv er bjergtagende. Men han insisterer også på at holde en fest og opfordrer derfor publikum til at råbe ”fuck police” og gå amok. Det ender faktisk med en søndagsfest, en kontrolleret en af slagsen, der bliver danset med tunge fødder.
Det får mig til at tænke på, hvor nemt Freddie Gibbs egentlig forener forskellige hiphop-traditioner. Han er en ordsmed af den gamle skole, du kan lytte til i dine hovedtelefoner og med fordel slå op på genius.com. Men han er også en sangskriver, der kan lave omkvæd på lige linje med Future og Young Jeezy, altså skabt til at blive messet i en rus af testosteron og nonchalant vrede. Den slags man kan moshpitte til, hvilket også sker under aftenens koncert.
På klokkeslaget
Selv er Gibbs afdæmpet, hvilket han ikke lægger skjul på. Dagen forinden har han spillet i København, hvor det åbenbart gik vildt for sig. ”We got fucked up last night in Copenhagen,” siger han kort tid inde i koncerten – ikke ment som en undskyldning, men som et skuldertræk. Hans øjenlåg ser tunge ud, og under en stor del af koncerten rapper han faktisk med øjnene lukkede.
Alligevel vinder han publikum over med en cocktail af godt håndværk, charme og nonchalance. Da en ung mand op forrest råber på et bestemt nummer, stopper Gibbs prompte musikken for at starte forfra. ”I do the show, you watch it,” siger Gibbs, og salen flækker. Faktisk skal der ikke så meget til. Gibbs har spandevis af karisma, og med få afvæbnende ord snyder han sig til publikums gunst.
Pludselig er det forbi. Med et ”I love ya’ll, I’m out this bitch,” klokken 22:01 forsvinder Gibbs fra scenen og efterlader os i mørket – sultne efter mere, men også glade for det, vi fik.
