Pumpehuset er et dejligt spillested med mange gode kvaliteter. På en højhellig søndag lagde det scene til det mest tåbelige metal, der findes*. Det var dog dejligt forfriskende at få et ordentlig skud power metal fra britiske DragonForce.
Der er mange mennesker, som har et noget anstrengt forhold til power metal af nogle sikkert glimrende årsager. Det er spøjst, at voksne mænd skal stå og synge om drager, dæmoner og troldkarle, men når det gøres med den episke udstråling, som DragonForce og Twillight Force besidder, er det en ren fornøjelse at være vidne til. Det startede hårdt og lige på, da aftenens opvarmer var bevæbnet med tusmørkets kraft og et lille indspark fra kongeriget Sabatonia – med Tommy Johansson som sanger på deres liveoptrædener i år.
Twillight Force leverede en fremragende koncert, som havde potentiale til at overstråle aftenens hovednavn. Det var, fra start til slut, en oplevelse at se, hvorledes de gav den gas på scenen, og de havde nok også aftenens stærkeste vokal. Det er sgu komisk at se voksne mænd stå og vifte med sværd på en scene, som var de selveste Conan Barbaren, men der har været en forbløffende udvikling hos bandet, siden jeg så dem som opvarmer for Sabaton for otte måneder siden. Udtrykket sidder skarpere, musikken er “tightere”, og de spiller bare forbløffende godt på en højhellig søndag. De gik af scenen med et tak til publikum for at holde den episke eventyrmetal i live. Hvis de bliver ved med at spille så godt, er jeg sikker på, at denne form for metal nok skal overleve.
Den rivende udvikling i bandet garanterer da også næsten, at Twillight Force får lov til at spille nogle rigtig store koncerter, for der er masser af potentiale og gode guitarstykker i musikken. Efter koncerten var der da også konsensus om, at det her var en pragtpræstation af de svenske metalgutter.
Mere magi, mere power, mere metal. Nå ja, og drager.
Nu var det blevet tid til endnu mere power metal fra aftenens hovednavn. Med instrumentalåbningen fra deres seneste album Reaching Into Infinity fik DragonForce åbnet ballet og de spillede en solid ‘Ashes of the Dawn’, der ramte alle dele af, hvad power metal er. Herfra blev det næsten en opvisning i rendyrket gak og løjer. Når ens gennemsnitsnummer varer over syv minutter, så er der ikke plads til mange numre på listen til en helt almindelig aftenkoncert. Der var dog plads til både nyt og gammelt, selvom tyngden lå på det nye album, spædet op med de gode, solide hits fra bagkataloget.
Vi fik da også skrålet på både tre magiske hammere, der skulle redde menneskeheden (‘Three Hammers’), og råbt på tordenen (‘Cry Thunder’) i et virvar af guitarsoloer og en masse underholdende gimmicks. Jeg kunne konstatere, at Google Translate er blevet ret god, for Mark Hudson, vokal, fik da spurgt publikum om en masse gode ting, der var tydeligt forståelige og så om noget i retning af “Er i klar til at trodse Gud på en søndag?”, der nok ikke blev taget så godt imod, som han havde håbet, da hans danske udtale efterlader en del at ønske. De spillede forresten også det der nummer fra Guitar Hero. Det er der nok ret stor chance for, at du har hørt, også selvom du ikke kender DragonForce mere indgående. Og som en trofast metalelsker, så skrålede jeg med på hele pisset.
Hvordan gør man det der?
Herman Li, guitargud gennem de seneste ti år, har fundet på et ret så sygt trick, hvor han først løfter guitaren op i tremolobaren for derefter at smide den ned på knæet, løfte den op og spille videre i en enkelt bevægelse, som ser vanvittigt imponerende ud. Jeg måtte tage mig selv i at miste mælet, da det udviser en helt sublim kontrol over hans instrument. I det hele taget er der kælet ret meget for detaljerne i sceneshowet fra DragonForce, hvor Herman Lis lysende guitar tager sig fænomenalt ud i en mørk sal. Bassist Frédéric Leclercq, tager lige og spiller lidt guitarsolo for publikum, mens Hudson lige napper bassen. Også den lille infight mellem Sam Totman og Li på guitar, hvor de brokker sig over hinandens soloer giver et sjovt og naturligt sammenspil på scenen.
DragonForce er ikke for alle og enhver, men det er stadig ret godt i sin åbenlyse tåbelighed. Guitaristerne er formidable teknikere. Der bliver spillet sange, hvor man kan skråle med på omkvædet efter en gennemspilning. Publikum er i brandgodt humør, selv på en søndag, og der er kun kærlighed at mærke, så længe man ikke siger negative ting om Iron Maiden.
Der manglede ikke noget på en søndag aften i Pumpehuset, som dannede en flot ramme for et nydeligt sceneshow. Altså ikke andet end en god omgang Dungeons & Dragons til at fuldende aftenen. Derfor er det også med store, varme anbefalinger om at se disse gutter næste gang, de lægger vejen forbi Danmark. Hvis man altså har en hang til gode guitarsoloer, falsetvokal og sange om heltemodige riddere og drager, mest af alt drager.
Bo Källberg havde slæbt mig med i Pumpehuset, og han har fået nogle forrygende billeder ud af det. Se dem allesammen HER.
*Red Warszawa tæller ikke som musik i denne eller nogen anden sammenhæng.
