Med en udpræget østkyst-dialekt sang amerikanske Future Islands sig ind i vores hjerter og hofter, da de en kold novemberfredag satte ild under TAP1. Selv med forsinkelser og et utålmodigt publikum endte det nu meget lykkeligt alligevel.
Hengemt bag fabrikker og lagerhaller er det “nye” TAP1 genopstået. I rummene, der engang har huset paller fulde af gods, huses der nu mennesker i hobetal. Fredag aften havde godt 2000 mennesker klemt sig sammen i TAP1’s største hal for at hylde mestrene af synthpop anno 2017: Future Islands.
Baltimoretrioen er den slags band, der skal opleves live. Den musik, du kan sætte på pladespilleren derhjemme, har intet på den musik, bandet fremfører, når de står på en scene foran publikum. Sådan har det altid været med Future Islands, og sådan vil det nok også altid være med dem.
Derfor gik jeg ind i lagerhallen med tårnhøje forventninger, for min erfaring sagde mig, at forsanger og frontmand Samuel Herrings energi ville påvirke mig markant mere, end jeg nogensinde ville blive det på J-Dag. Lige fra første anslag viste den 33-årige sanger sig også fra sin bedste side.
Efter knap 40 minutters opvarmning ved bandet Zack Mexico, formåede trioen alligevel at lade vente på sig. Lige så lang tid opvarmningen spillede, lige så lang vi måtte vi vente med en tom scene, før Future Islands gæstede os med sit nærvær. Nonchalant gik Gerrit Welmer på synthesizer, William Cashions på bas og førnævnte karismatiske forsanger Samuel Herring ind på scenen.
Musikken lod sig dog vente. Først blev der hilst ordentligt goddag fra bandet, hvorefter stropelysene blev sat i højeste gear. Samuel Herring er nemlig performer til fingerspidserne. Hans dansetrin er berygtede, og den vidtspændende vokal blev sat i stævne fra første minut.
Allerede ved koncertens andet nummer – førstesinglen “Ran” fra bandets seneste album “The Far Field” – viste Herring lige præcis, hvor vidt vokalen egentligt rækker. Fra den letfordøjelige bluescharme til den hårdkogte growling, som ofte kun er at finde i de hårdere rockgenrer, blev vi blæst bagover fra nummerets start.
Future Islands har været pladeaktuelle siden 2006, men det var først med deres fjerde album, “Singles” fra 2015, at den brede offentlighed fik øjnene op for trioen. Hvor de før var udråbt til kultkonger, trak de med “Singles” synthpopgenren ind i det 21. århundrede, hvilket de fredag viste med diskolys og dansetrin, der ville gøre din fulde onkel til skamme.
Dette blev især gjort til fællessang under bandets største kommercielle hit “Seasons (Waiting on You)” fra forrige album. Omend jeg nok ikke kunne få øje på samtlige mennesker i aftenens publikum, var jeg ikke i tvivl om, at størstedelen som minimum vippede med en tå eller fortrak en muskel i hoften. Det eneste mærkværdige var dog tidspunktet i koncerten, hvor hittet blev spillet.
Der var nemlig knap gået en time, før bandet valgte at spille ovennævnte nummer. For derefter at sætte tempoet ned og vende blikket mod fortidens hits. “Long Flight” og A Song for Our Grandfathers” fra henholdsvis 2010 og 2015 fik flere par til at omfavne hinanden, der desværre også blev flere menneskers tegn på, at de hellere måtte vende næsen hjemad.
Favoritterne fra Future Islands’ bagkatalog var blevet nydt, så det var svært at fastholde andre, end de største fans på første række og de begejstrede – og meget berusede – vennepar ude i siden af salen.
Koncerten fredag aften i det nyåbnede TAP1 på Amager var ikke mindre end den tredje koncert, som de danske Future Islands-fans har fået serveret 2017. Baltimorebandet gæstede nemlig det københavnske spillested Jazzhouse i slutningen af februar – en koncert, som blev offentliggjort, blot fire dage før koncerten fandt sted – hvorefter de et par måneder senere indtog Arena på Roskilde Festival.
Men det betød skam ikke, at det var et mættet publikum, som mødte op i den nye koncerthal, der ligger mellem græsplæner og fabrikshaller, der hvor Amager bliver til Refshaleøen. De usagte hilsener til Joy Division og New Order undervejs sørgede for, at der aldrig var en kedelig stund. Koncerten var gennemgående energifuld og inddragende.
Blandt andet under “Before the Bridge” fra albummet “On the Water” fra 2011 tog Samuel Herring sit publikum i hånden og sørgede for at holde stemningen i top, mens vi samtidig tydeligt kunne mærke, hvad han ville fortælle med lyrikken.
De små højdepunkter blev drysset udover publikum, præcis som de strobelys vi badede i undervejs, mens taget næsten lettede fra de mange betonsøjler i rummet. Dog bør det afslutningsvist nævnes, at det det “nye” TAP1 ikke er et fantastisk sted at være til koncert.
Lyden er god, barerne er effektive og rygeområdet er overdækket. Men hvor man godt kan se musikerne fra bagerste række i Forum, måtte flere erkende, at hvis de ikke stod på de forreste rækker, blev de nødt til at nøjedes med at få stimuleret deres høresans og gå glip af Herrings dansetrin.
