Lille Vega var ramme for en lillebitte koncert med hitmagerne Nico & Vinz torsdag aften. Desværre var koncerten så pinlig, at jeg for første gang i mit liv valgte at udvandre.
Jeg beklager på forhånd for sure opstød og det faktum, at jeg gik før tid og derved reelt ikke passede mit arbejde. Men lad mig forklare.
Hvis vi starter ved starten, så skulle Nico & Vinz spille i Lille Vega torsdag aften. De har været i Danmark et par gange før, siden de blev verdensstjerner med monsterhittet “Am I Wrong?” for tre år siden. Dørene åbnede klokken 20. Men først 22.30 gik den norske duo på.
Forud for det havde to(!!) opvarmningsbands haft fornøjelsen af at skulle spille de enkelte håndfulde fremmødte publikummer op til dans, så de var klar til aftenens hovednavn. Begge bands spillede letfordøjelig popmusik, så det var ikke fordi, der var en sindssyg stor øjenåbner i nogen af delene.
Og bevares, sen start og to opvarmere kan give rigtig fin mening. Hvis man er en stor kunstner, der optræder i en stor venue som Forum eller Royal Arena. Eller hvis bare Lille Vega var udsolgt, men der var – slag på tasken – max 200 mennesker denne torsdag aften til popfest.
Nico og Vinz er to norske drenge med rødder i hhv. Elfenbenskysten og Ghana. Deres musik er blød electropop med aner af afrikansk folkemusik og afrobeats. Udover “Am I Wrong?” havde de et enkelt storhit mere med opfølgersinglen “In Your Arms”. Så man kender dem godt på navn, men det er begrænset med viden i den brede befolkning. Og hér har vi det store problem ved aftenens koncert.
Da Nico & Vinz’ sæt startede, blev de første par (laaaaange) minutter brugt på en videosekvens af drengenes rise of shine efter “Am I Wrong?” blev en landeplage, hvor de rejste verden rundt og besøgte nogle af de allerstørste talkshows, festivaler og koncertsale. Som altså bliver vist for den her halvtynde forsamling i lillbitte Danmark.
Ind på scenen kommer de to mænd – uden band, bare mikrofoner og et USB-stik med musikken. Energien hos de to fejler intet, men hele setuppet er superforkert. For at kunne optræde som The Weeknd alene på en scene uden band og kun sin stemme, skal man for det første synge lige så godt, og for det andet spille et større sted end Lille Vega.
Det er desværre ofte en tendens i Danmark, synes jeg at kunne se, at internationale kunstnere kan spille for fulde huse i kæmpe koncertsale, men knap nok skrabe et ordentligt publikum ind herhjemme. Det samme skete, da Fifth Harmony spillede i Falconer Salen for et års tid siden.
Men dér, hvor kæden hoppede helt af for mig, var da Vinz og Nico mellem numrene begyndte at snakke om – med amerikansk dialekt forresten – “the rise and fall of life”, og hvordan de ville tage publikum med på en rutsjebanetur ligesom livet, og hvordan de havde måtte finde sig selv igen efter den hurtige fame og de hurtige penge overtog deres liv. Et ægte, ulækkert, amerikansk forsøg på at virke som kunstnere med indsigt.
Desuden måtte jeg flere gange virkelig spidse ører for at finde ud af, om herrernes mikrofoner overhovedet var tændt. Flere gange føltes det som playback, hvilket også bevidner om en ret middelmådig vokalpræstation. Da klokken slog 23.00 gabte jeg min kæbe af led, så efter godt en halv time i selskab med de norske besøgende, måtte jeg erkende, at jeg var for træt efter en halv times koncert ud af tre timer i koncertsalen og for uengageret i koncerten til at gide blive stående. Så jeg udvandrede.
