Bedre sent end aldrig fik de danske rockfans et skud Metallica direkte ind i blodåren, da bandet spillede sin forskudte koncert i Royal Arena lørdag aften.
Lidt over et halvt år er gået, siden Royal Arena blev åbnet af et af verdens største bands til en koncert, som vi her på Poplish var en kende lunkne ved – blandt andet grundet sygdom hos forsanger James Hetfield. I alt skulle fire koncerter spilles, men Hetfields skrantende helbred gjorde, at koncert nummer to 5. februar blev flyttet til denne lune efterårsaften i Ørestaden.
Som det er set før ved koncerter i Royal Arena, så blev de fleste mennesker dirigeret ind gennem indgang A, hvor køen, da opvarmningsbandet Aphyxion gik på, var flere hundrede meter lang. Omvendt var indgang B, hvor bl.a. pressen skal igennem, helt tom for kø, så man kunne vade lige ind.
Dørene åbnede allerede 17.30, og allerede klokken 19 summede salen af forventning. Ved ankomst fik publikum udleveret en t-shirt med den originale dato for koncerten – 05.02.2017. Men det til trods var variationen af band- og tourshirts fra de sidste mange årtier til at spotte blandt de 15.500 gæster. En uddødende race, pointerer en ung fyr i en ølkø kort før koncerten.
Ca. 21.25 blev den dirrende forventning, der lå tungt over Ørestaden, udløst, og efter en intro i form af “Ectasy Of Gold” med dertilhørende billedeside fra The Good, The Bad And The Ugly, blev den store, kvadratiske scene midt i salen betrådt af de fire legender Hetfield, Hammet, Trujillo og selvfølgelig vores danske darling Ulrich. En Ulrich, der ligesom resten af bandet var i forrygende topform fra første sekund.
Legesyge og lirede
Selvom Kirk Hammet under de første numre konstant blev pillet ved af en roadie grundet tekniske problemer, blev der spillet, som gjaldt det hans liv. Stemningen i bandet var legende og emmede af overskud. En følelse, der gik igen hos publikum, der råbte, skreg og jublede højere og vildere for hvert nye nummer under de første tre numre – og peakede ved tredje, “Seek And Destroy”.
Lars Ulrich vadede rundt som en anden konge af byen på den fede og flabede måde. Efter flere af numrene gik han små “sejrsrunder” rundt om scenen for at modtage publikums hyldest. Og legesyg, som han var, legede han kispus med sit spotlys. På en spøjs måde, jeg ikke kan forklare, er Lars Ulrich for mig musikverdens svar på Prins Henrik.
Metallica er et af de navne, som de færreste har noget negativt at sige om. Deres sceneshow var i hvert fald out of this world. De formåede at udnytte mulighederne i arenaen på bedste vis bl.a. ved at have lys ude i hjørnerne ved indgangene til gulvet, som lyste henover publikum ind mod scenen.
Over scenen hang der kvadratiske kasser med skærme på alle sider, som kunne hejses op og ned, mens der kørte fine grafiske tilføjelser til numrene. Kasser kunne der også komme op af gulvet på scenen, og så kørte bandet i fællesskab en trommesolo af under nummeret “Now That We’re Dead”.
Hæderlige Hetfield
James Hetfields helbred og stemme virkede til at have kommet sig siden februar, for der var i hvert fald ikke en finger at sætte på hans brutale vokal. Til gengæld virkede Kirk Hammet, også efter at have fået styr på de tekniske problemer, til at hænge lidt i bremsen og ikke kunne følge det høje tempo, resten af bandet lagde for dagen.
Det var dog ikke forstyrrende for oplevelsen, fordi den så til gengæld var så fyldt med tilstedeværelse. Der var flere sjove og grinagtige situationer under den 135 minutter lange koncert.
Efter halvanden time var stemningen så kogende i arenaen, at hvert eneste brøl overgik det sidste – til sidst virkede det næsten højere end musikken. Dedikationen og engagementet hos de fremmødte var vildere end noget andet, jeg har set og oplevet før.
Hetfield havde en kort håndsoprækning blandt de fremmødte. Et slag på tasken var, at 80 % af koncertgængerne til denne koncert havde været til en Metallica-koncert før. Bandet formår at holde fast i sine fans. Hints alle de mange t-shirts, der blev spottet før koncertstart.
De sidste 25 minutter foregik i allerhøjeste tempo med hitmaskinen dampende og prustende. Fra “Sad But True” over i “One” til “Master Of Puppets”, der foregik som fællessang.
Ekstranumrene “Fight Fire With Fire”, “Nothing Else Matters” og “Enter Sandman” lukkede et bal, som kun kan kaldes godkendt – og som også blev det fra stort set alle omkring mig, da vi forlod arenaen i gåsegang lidt i midnat.
Efter over 35 år sammen med flere tusinde shows over hele verden er der ingen tvivl om, at Metallica er et band, der skal kunne levere de kæmpestore ud-af-kroppen-koncertoplevelser, der er alle 700 kroner værd pr. billet. Et show til den pris fik publikum denne lørdag aften.
