Ryan Adams svang forbi Store Vega onsdag aften, og viste hvordan en koncert skal skrues sammen. Der blev spillet sange primært fra dette års suveræne Prisoners, men setlisten strakte sig igennem hele bagkataloget i de godt to timer Ryan og band bemandede scenen.
Allerede 30 minutter før Ryan Adams indtager scenen er Vegas store sal fyldt med fans. Stemningen i salen var meget anderledes end de sidste koncerter jeg har været til. Den var her en blanding af elektrisk velvære og spændt forventning, som om alle vidste at de havde noget særligt i vente, og det var i sandhed hvad denne aften havde at byde på.
Triumf trods sygdom
Inden bandet gik på scenen, kom der en kvinde ud og fortalte os at den nu 42 årige Adams lider af ménières sygdom. Det er en sygdom der gør ham ekstremt følsom over for blitz fotografering, samt de infrarøde stråler især kameratelefoner benytter til at stabilisere billedet, og hun bad os om ikke at benytte disse. Som om dette ikke var nok så fortalte Adams at han havde feber. Intet af dette kunne mærkes, eller høres, men måske var der noget febervildelse der kunne forklare det nærmest shamaniske hold Adams havde over publikum da han endelig gik på.
Der blev lagt ud med en utrolig stærk udgave af Prisoners åbneren “Do you still love me?”, som med sit svævende orgel og rytmiske guitar/tromme intro riff, satte publikum igang fra første akkord. Særligt stærke fremstod “Breakdown”, “Doomsday” og “Outbound Train” fra Prisoners, og “When The Stars Go Blue” fra 2001’s Gold. Men der var ikke en svag sang at finde, især grundet det fremragende band Adams havde samlet til denne tour, aldrig har jeg hørt trommer lyde så godt i Vega, faktisk er det den mest vellydende koncert jeg kan huske at have oplevet i disse lokaler.
Det københavnske publikum
Selvom publikum for det meste var gode til ikke at tage billeder med blitz, var de stadig elendige til ikke at snakke højlydt hver gang Adams spillede en stille sang. Man kunne have forestillet sig at en billetpris på over 500kr, kunne give incitament til at fokusere på manden på scenen med den akustiske guitar og den flotte stemme, men det var desværre ikke altid tilfældet. Men med lyd som vi oplevede i aften, skulle der mere til at trække helheden ned for det var nemlig hvad vi fik serveret, det HELE.
