Tirsdag aften havde København besøg af det legendariske rockband Guns N’ Roses. Telia Parkens forfærdelige lydsystem satte rammerne til en maratonkoncert, hvor vi tog os en tur gennem musik fra et helt liv.
Svenske Backyard Babies og skotske Biffy Clyro havde fået æren af at indvie aftenens scene. Siden turnéstarten i 2016 har Guns N’ Roses skiftet en hel del ud mellem opvarmningsnavnene. Fælles for dem alle har dog været, at de har været nogle ret acceptable musikere. Alt fra The Darkness og The Kills til Wolfmother og Royal Blood har hjulpet med at varme publikums stemmebånd op, inden de syv bandmedlemmer, der udgør Guns N’ Roses anno 2017, skulle på scenen.
Aftenens to opvarmningsbands havde derfor store sko at skulle fylde ud, hvilket de også gjorde til en vis grad. For det er, som om nogle bands bare giver op, så snart de træder op på en scene, hvis publikum ikke er glade for at se dem ved første øjekast. Backyard Babies var ikke noget at skrive hjem om. Deres musik er god, og de er til stede på scenen, men de faldt i alle klichéer, der er at falde i.
Biffy Clyro havde jeg til gengæld glædet mig til at opleve live. Deres album ”Ellipsis” fra 2016 har jeg efterhånden fået hørt en del gange. Det var derfor et glædeligt gensyn med ”Animal Style” og ”Re-Arrange” – også selv om der næsten ingen energi var at spotte, når bandet ellers var færdig med at sige ”fuck”, mere end Medina gjorde til Danish Music Awards 2016.
Den rygende pistol
Knap tyve minutter over ni tirsdag aften begyndte skærmene bag scenen at ændre sin grafik. Fra blot at vise bandets ikoniske logo med roser, der snor sig rundt om pistolernes aftrækker og skaft, affyrede pistolerne pludselig skud, der blev understøttet af forstærkernes øredøvende lydeffekter.
Efter fire skud fra hver pistol begyndte en stemme at rumstere i baggrunden.
”Copenhagen!”
Og der var de. De syv medlemmer, der i dag kalder sig Guns N’ Roses, trådte en efter en frem på scenen. Selvfølgelig med de tre med legendariske medlemmer fra det originale setup af bandet, Duff McKagan på bas, Slash med sin Gibson-guitar og Axl Rose med mikrofonen.
De tre medlemmer har ikke stået på samme scene på dansk jord siden 90’erne. Faktisk er denne ”Not in This Lifetime” turné første gang, de tre har spillet sammen som Guns N’ Roses siden dengang.
Aldrig for gammel til rock’n’roll
Debutalbummet “Appetite for Destruction” blev udgivet i 1987, men selv om det er godt 30 år siden, så ligner bandmedlemmerne sig selv, som de gjorde dengang.
Axl Rose bærer stadig de lange lyse lokker, der voluminøst faldt ned over ansigtet på den nu 55-årige sanger. Bukserne er stadig lige så stramme. Han har stadig sorte t-shirts på med print, der denne gang havde ordene ”Harley Davidson” stående på brystet. Han har stadig en skovmandsskjorte bundet om livet. Han løber stadig rundt på scenen og råber den helt karakteristiske stemme ind i mikrofonen.
Bag det store sorte hår skulle man næsten tro, at Slash ikke var ældet en dag. Næsepiercingen sidder stadig i højre næsebor, håret er stadig langt, krøllet og mørkt som en ægte rockstjernes sjæl, den høje sorte hat er stadig den samme, og solbrillerne sidder stadig på ansigtet – også selv om koncerten foregik om aftenen, og Telia Parken i aften havde tag på. Læderbukserne sidder stadig som malet på benene og på trods af de mange funklende sølvringe, der sidder på de velforsikrede hænder, så spiller han stadig som en drøm.
Når håret så en sjælden gang bliver fjernet fra øjnene, kommer de mange rynker frem. De mange rynker, der bevidner om et hårdt liv, hvor kærligheden til musikken alligevel sejrede i sidste ende.
Det er nemlig den kærlighed til musikken og til at spille for et udsolgt stadion, der er tydelig at se hos bandet allerede fra første guitarriff.
Den hårde start
Det bedste ved aftenens koncert må næsten være, at Guns N’ Roses ikke skulle ud og reklamere for et nyt album, men i stedet kunne tage os med tilbage til slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, hvor ungdommens håbefulde syn på fremtiden virkelig fik sit soundtrack.
Og vi startede da også i 1987 med sangen ”It’s So Easy” fra debutalbummet, der åbnede koncerten. Om det så var så nemt, som den første melodi lovede os? Til dels.
Axl Rose vandrede rundt på scenen, som var det en boksering, hvor territoriet lige skulle pisses af, inden vi kom for godt i gang. På trods af det store ego gav han alligevel plads til både Slash og Duff McKagan forrest på scenens podium, og sammen blev de altså også aftenens absolutte centrum.
Også selv om vi har hørt det før, og vi har skrevet om det før, så er det bare endnu en gang nødvendigt at påpege, at Telia Parkens lyd bare ikke fungerer optimalt. De første tre numre bar præg af, at mikrofonen var for lag og bassen alt alt alt for dominerende.
Heldigvis gik der ikke mere end de tre sange, før aftenens første fyrværkeri skød sig op mod taget på hver side af scenen. Der blev der næsten på mirakuløst skruet op for mikrofonen, så vi endelig kunne høre ordene fra Axl Roses mund og ikke blot de mange skrig.
Men det var altså bare en knap så vellykket start på koncerten. For efter Rose havde været forbi både det yderste højre og det yderste venstre af scenen, så og lød han nærmest en smule forpustet. Det gav næsten et sug i maven, for det måtte virkelig ikke ske, at en koncert af denne kaliber skulle ødelægges af en halvkvabset forsanger, der ikke kunne trække vejret ordentligt efter alle de cigaretter, han har pulset på i årenes løb.
Fyrværkeriet må have gjort et eller andet ved lungekapaciteten hos Rose, mens det måske også vækkede lydmændene, der fra lydteltet foran scenen pludselig kunne høre, at der var noget helt galt.
Klassiker på klassiker
En af de helt klare røde tråde i Guns N’ Roses musikkartotek er lyden af Slash’ guitarsoloer. Og dem fik vi bestemt heller ikke få af. Til dels er det virkelig lækkert at høre bandet lege med sangene, så de ikke lyder, som de gør på albummet, men omvendt så sad jeg med følelsen af, at Slash skulle ind og afhjælpe Roses vokal, så forsangeren kunne få sig en lille pause i ny og næ.
Aftenens allerførste højdepunkt kom ved afslutningen på tredje sang – ”Chinese Democracy” – fra albummet af samme titel fra 2008 og introen til ”Welcome to the Jungle” fra 1987.
Her blev vi holdt hen af de to guitarister, mens Rose stod bagerst på scenen og smilede drilsk med tungen legende mellem læberne. De drengede drillerier forsvandt dog så snart, Axl Rose åbnede munden. For der var vi ikke i tvivl om, at han mente det, og han havde hele Telia Parken i sin hule hånd, da han trådte op på forstærkerne og skrålede sidste strofe af sangen ud i mikrofonen.
Derfra fik vi den ene klassiker efter den anden. “Live and Let Die”, der er et covernummer af en Wings sang, “Better”, “Estranged” “Rocket Queen”, My Michelle” og “November Rain”. Lige så mange covernumre vi fik, lige så mange tøjskifte havde Axl Rose tirsdag aften.
Ud af de 28 sange, der blev fremført tirsdag aften, kom hele 8 fra covernumre. Så det krævede en smule snilde at skifte tøj så mange gange. Først med en sort læderjakke, hat, bandana og solbriller, så med en hvid læderjakke, så en brun hat og så en T-shirt med et dødningehoved på i stedet for Harley Davidson.
Pausestøj
En time inde i den to timer lange koncert forlod alle bandmedlemmer scenen. Scenen blev mørk, og for en stund frygtede jeg, at vi nu skulle holde en pause, der ville vare flere minutter og ødelægge stemningen fuldstændig.
Heldigvis ikke.
Langsomt gik Axl Rose ud på scenen igen, mens lyden af “This I Love” langsomt blev højere og højere. Her var det bare forsangeren, klaveret og synthesizeren, der startede sangen, som lige så stille blev højere, større og mere bombastisk, da trommeslager og bassen stødte til.
Det var et dejligt afbræk fra de klassiske rocktoner, der dominerede koncerten.
Den sidste time af koncerten bestod primært af ballader som “Civil War” og coverversionen af “Wish You Were Here”, som Pink Floyd dengang gjorde populær. Sidstnævnte startede med en fantastisk guitarduet mellem Slash og rytmeguitaristen Richard Fortus.
For mit vedkommende var aftenens absolutte højdepunkt, da kæmpesuccesen “Sweet Child O’ Mine” startede, for det er altså ikke altid, man får lov til at opleve 40.000 mennesker synge med på “Where do we go now?”.
Derefter gik over i “November Rain”, hvor Axl Rose satte sig ved et piano forrest på scenen, hvor fingrene gled hen over tangenterne. Det var virkelig en perfekt afslutning på en ægte rock’n’roll koncert.
“Knockin’ on Heavens Door”, “Nightrain”, “Black Hole Sun” og “Paradise City” afsluttede koncerten, som virkelig manifesterede, at Guns N’ Roses er langt langt langt fra et falleret rockband.
Jeg tror ikke, der var nogen i publikum, der tirsdag aften gik skuffede fra Telia Parken. Det var en fornuftig koncert med en række højdepunkter, som jeg vil huske i lang tid fremadrettet.
Desværre led det amerikanske band under Telia Parkens forfærdelige lyd, som endnu engang formåede at tage toppen af en ellers fremragende oplevelse.
