Var du ung og hip i 80’erne, har du sikkert haft et par af Run DMC’s LP’er stående på reolen. Lørdag aften skulle hiphop-gruppen fra Queens forsøge at leve op til fordums styrke, da de indbød til nostalgi-fest i Tusindårsskoven.
Sammen med navne som Beastie Boys, Public Enemy og LL Cool J regnes Run DMC for at være ophavsmændene til den ”new school”-bølge, der ramte hiphop-kulturen i 1980’erne. De betragtes vidt og bredt som én af de mest indflydelsesrige grupper i hiphop-historien. Listen over deres meritter er lang og tæller blandt andet optagelse i The Rock and Roll Hall of Fame i 2009. De var den første hiphop-gruppe til at modtage en Grammy-nominering og ligeledes den første til at få deres musikvideoer vist på MTV. Netop MTV har tilmed kåret dem til ”The Best Hip Hop Group of All Time”. Næ nej, det skorter ikke på hæder til de garvede hipperhoppere.
Meget vand er løbet under broen siden Run DMC’s storhedstid. Med Jam Master Jays død i 2002 blev gruppen opløst og har ikke udsendt nyt materiale siden albummet ”Crown Royal” fra 2001. Ikke desto mindre – med gruppens førnævnte bedrifter og indflydelse in mente – må det siges at være lidt af et scoop, at Tinderbox kunne skrive hiphop-kongerne på årets plakat. Særligt når mange af deres fans sikkert havde opgivet håbet om nogensinde at se gruppen på dansk jord igen.
”De gamle er kommet op foran”
På trods af gruppens legendestatus stillede jeg mig en anelse skeptisk klar foran Blue Stage. De to tilbageværende medlemmer, Joseph ”Run” Simmons og Darryl ”DMC” McDaniels, har begge rundet 50. De har ikke udsendt nyt materiale i over 15 år. Kunne newyorkerne sætte gang i Tusindårsskoven og leve op til fordums styrke? Jeg havde min tvivl.
Publikums gennemsnitsalder var en fin indikation på, at vi snart skulle overvære en gruppe med et par år på bagen. For nu at sige det pænt. Det stod i skarp kontrast til det markant mindre modne publikum, der havde taget plads foran hiphop-kollegaen Travis Scott på modsatte scene halvanden times tid forinden. De studentermodne knægte var byttet ud med gamle mænd (Uffe Holm’s words, not mine!), og antallet af de efterhånden ikoniske T-shirts med RUN DMC-logoet på vidnede om, at der havde været fin omsætning i merchandise-vognen umiddelbart inden koncertens start.
”Where are we?”
Vi skulle kun tre numre ned ad setlisten, før min skepsis fik første hak i tuden. To af gruppens største hits, ”It’s Like That” og ”It’s Tricky”, satte for alvor gang i festen; fadøl føg gennem luften og publikum kvitterede ved at kaste deres hænder op på ægte hiphop-manér.
“Run” tiltalte i flere omgange publikum med ”What’s up, Copenhagen”, og der virkede generelt til at herske en lille smule forvirring blandt holdet på scenen om, hvor i verden de befandt sig. Det så dog ikke til at ryste de rutinerede herrer. Med newyorker-attituden intakt, en solid omgang old school scratching fra DJ-pulten, beatboxing og en god portion humor sørgede gutterne fra Run DMC for en gedigen hiphop-fest lørdag aften.
Tre unge DJs fik lov at krydre den nostalgiske stemning med numre fra den mere moderne ende af hiphop-kataloget. Her viste Jam Master Jays søn – med det passende navn DJ Jam Master J’Son – at æblet ikke falder langt fra stammen. Med billige (men uden tvivl effektive) tricks, blev der leflet lidt for det danske publikum med USO’s ”Skru Op”. Der var fællessang til Oasis’ “Wonderwall”, og publikum fik ligeledes lov til at ”lålle” med på White Stripes’ ikoniske ”Seven Nation Army”, der nærmest er gået hen og blevet en decideret koncerthymne.
Koncerten gik måske nogle gange gik lidt for meget op i gak og gøgl. Ikke desto mindre er jeg ganske sikker på, at de modne mænd blandt publikum for en stund blev til knægte. De lignede i hvert fald nogen, der nød de nostalgiske toner fra deres yngre dage. Og så kan resten jo sådan set være lige meget. Sad alt lige i skabet? Nej. Var der hiphop-fest i Tusindårsskoven? Uden tvivl. Blev min skepsis gjort til skamme? Abso-fucking-lutely.
