Det blev et ambitiøst sæt da Frank Carter & The Rattlesnakes indtog Pandæmonium sent torsdag eftermiddag. Med et nyt album ude i år havde publikum noget at se frem til, men det blev desværre ikke en koncert uden problemer.
Siden hans exit fra det engelske hardcore band Gallows, har Frank Carter genskabt sig selv som ikke blot den vrede rendestens poet, men også som sanger og ikke mindst frontmand. Carter leder sit band igennem sættet, der ligger ud med den ekstremt iscenesættende Juggernaut fra “Blossom” fra 2015, og det er tydeligt at det her, helt ude på scenekanten, at Carter er i sit es.
Desværre er showet plaget af lav og mudret lyd i starten, og i de sange hvor Carters frustration kommer til udtryk via hans ikoniske skrig, virker det som om at stemmebåndet ikke helt er med ham. Halvvejs igennem sættet virker det som om både lyden er blevet justeret og stemmebåndet varmet op, men det er en skam at den var lige i skabet fra starten. For hvor Carter med volume kommer ud over scenen som en kugle af rent, spydigt energi, lyder Carter uden mere som en småvrissen Alex Turner.
Tonemester og Publikumsdirigent
Men lyden er ikke alting når det er Frank Carter der har indtaget scenen. For selv før lyden blev justeret, havde Carter publikum i sin hule hånd. Der blev sunget med for fuldelunger, der blev hoppet og der blev moshed. Først i en stor circlepit foran scenen, og senere hele vejen rundt om lyd teltet da Carter annoncere at “vi skal lave verdens største circlepit”, og det så ud til at lykkes.
Carter viste sig som en frontmand, der var klar til meget større koncerter og meget større publikums masser, og hans repertoire indeholdte alle de klassiske festivals tricks. Circlepits var ikke nok, en sang blev også dedikeret til crowdsurfing, men KUN for kvinder, og han fik da også langt de fleste til at sætte sig ned på hug og springe op igen. Der var kontakt til publikum hele vejen igennem, og det var tydeligt at der stadig banker et punkhjerte inde bag den sort/gul stribede trøje.
