Under den grå Århushimmel flød de fortryllende toner fra James Blakes synthesizeropsætning ud af højttalerne på Blue Stage tidlig søndag aften. Der var noget tillokkende over lydene, sangene og den måde, briten samplede sig selv undervejs i koncerten. Men magien kom desværre aldrig ud over scenekanten.
I 2013 var jeg forbi min første Roskilde Festival, og en af de mest mindeværdige oplevelser fra det år er uden tvivl James Blake koncerten på Orange Scene under den bagende søndagssol. For dengang var himlen skyfri, temperaturen høj, og plænen foran scenen stadig grøn. Og dengang satte jeg mig for at se en af mine yndlingskunstnere for første gang. Og dengang blev jeg slemt skuffet.
Derfor var mine forventninger til søndagens koncert ikke synderligt høje. For jeg frygtede fra start, at den talentfulde brite ville levere endnu et introvert show, hvor man nærmest ville skulle stå på scenen for at mærke ham.
Denne gang startede det heldigvis helt anderledes. Den gudbenådede musiker havde fået selskab af en trommeslager og en guitarist på scenen, så allerede der steg mit håb en smule. Jeg krydsede alt, jeg kunne i kulden og håbede på, at denne gang ville være anderledes.
Og sådan stod jeg og håbede i knap et kvarter. Så gav jeg op. For det viste sig at være samme show, som jeg var vidne til for fire år siden.
James Blake er en finurlig type. Hans lyse – men gennemtrængende – stemme sætter sine spor i ens hjerte. Han synger sig helt derind, hvor virkelig få mennesker når ind. Og så er jeg vild med, at han altid laver lidt anderledes versioner af sine sange, når han spiller koncerter.
Sådan fik megahittet “Limit To Your Love” en anderledes bro i slutningen af sangen, og “I Need A Forrestfire” blev lidt længere og mere hypnotiserende end på 2016 albummet “The Colour In Anything”.
For det lød da helt bestemt også godt. James Blakes musikalske kunnen er fuldstændig uovertruffen. Det er de helt små detaljer, der gør, at man ikke kan lade være med at være imponeret – om man synes musikken er kedelig eller ej.
Jeg hæftede mig især ved Blakes måde at sample sig selv på undervejs gennem koncerten. Det viser virkelig, hvor stort et overblik han har, og hvor dygtig han også er. Ligesom det faktum at han ikke har in ears i under koncerten. Normalt er det gennem in ears, at musikerne kan høre deres egen musik og være sikre på, at de ikke synger falsk eller spiller en forkert tone. Men ikke James Blake.
Problemet med James Blake er bare, at han ikke kommer ud over scenekanten. Han sidder for det meste med lukkede øjne og lukker sig inde i musikkens univers. Jeg føler mig ikke draget af musikken eller optrædenen. Der mangler jeg mere energi og mere kontakt til publikum.
Men måske er det bare James Blakes måde at spille en koncert på. At han sidder med lukkede øjne og drømmer sig helt ind i de billeder, som musikken giver os på nethinden.
Det ville fungere rigtig godt i for eksempel Lille Vega eller på en intim klub som HeadQuarters i Aarhus, men desværre fungerer det ikke på en så stor scene, som NorthSides Blue Stage er.
Jeg så James Blake igen. Det var en fornøjelse at opleve sangene fra “The Colour In Anything” live, men det er ikke en koncert, jeg kommer til at skrive hjem om. Så underholdt var jeg heller ikke.
