Britiske Bastille slog igennem med singlen “Pompeii” i 2013, hvor vi næsten alle sang med på de storladne toner. Det er nemlig i de dybe, ekkogivende toner, at bandets styrke ligger. Forsanger Dan Smith kan charmere trusserne af de fleste med sin klare bløde stemme. Der skulle desværre bare mere til at synge trusserne af os i NorthSides regnvejr fredag aften, da bandet stod på festivalens Green Stage.
Med ord som “we are here for you, wherever you are” kørende på en skærm, der krøb sig langs scenens front, gik det britiske band Bastille på scenen. Til tiden heldigvis – i regnvejr uheldigvis. Derfra og den næste time frem, var vi vidne til en vaskeægte indiepop-koncert. Og som den stereotypiske indiepop-koncert var det en lettere anonym fornøjelse.
Store smil og højt hår var at spotte hos de fem musikere, der udgør bandet Bastille. Det er et band, der er blevet spillet flittigt i de danske radioer. Det anonyme bands popularitet viste sig så fint, da sangen “Good Grief” kom på, og forsanger Dan Smith kravlede ned fra den regnvåde scene og begav sig ud på publikums terræn.
Det var charmerende, energisk, hyggeligt, godt og dansabelt – men noget så anonymt.
Bastilles musik ligger lige på kanten til den slags, man kan kalde for “støj” i radioen. Det er baggrundssange, som ikke er dårlige, men heller ikke allerstørste hits. De bliver spillet i radioen, men man registrerer det ofte ikke og er ofte ret ligeglad med sangen.
De tusindvis af mennesker, der havde fundet sig til rette foran Green Stage, nød koncerten. For den var da også fin. Bare ikke noget at råbe hurra for. Bastille er dygtig live og har en masse energi. Bandet har kontakt med publikum, og når Dan Smith svinger sit mørke hår og vifter med de mørke øjenvipper, som smukt indrammer de krystalblå øjne, så har han kvinderne – og en del mænd – i sin hule hånd.
Koncertens største problem var ikke vejret eller publikums manglende engagement. Koncertens største problem var immer væk, at der ikke skete noget, som vi ikke har prøvet før. Det var en god koncert. Ikke en fantastisk. Men en udmærket koncert i rækken af mange, vi kommer til at se denne weekend på NorthSide.
Jeg må nu alligevel indrømme, at jeg kommer til at huske tilbage på øjeblikket, hvor jeg stod og skrålede med på “Pompeii” sammen med 10.000 andre Bastille-begejstrede NorthSide-gæster. Det var noget for sig, og noget for alle.
Udmærket anmeldelse, ikke fantastisk. Der står ikke noget, man ikke har læst før i andre sammenhænge.