Lørdag eftermiddag mødte vi Birdy under en skyfri himmel med højsolskin. Den blot 21-årige kvinde fremstod genert, sky og spinkel, men også som en charmerende ung kvinde med fremvoksende ben i næsten. Det første indtryk stod som en skarp kontrast til den selvsikre kvinder, der senere på dagen trådte ud på Highland Stages scenegulv.
To sekunder før koncerten startede, begyndte den første regndråbe af falde fra himlen. Selv om det egentligt aldrig blev til mere end et subtilt regnskyl, var det alligevel nok til at få festivalgæsterne til at drømme om læ. Men det forblev altså drømme gennem koncerten, for Birdy tog os med storm fra starten, og når en så dygtig kvinde åbner sin mund, så bliver man stående.
Og det gjorde vi.
Med sangen “People Help the People” bød den unge sangerinde sit publikum ind i sit univers. Det foregik i bare tæer, en lilla velourkjole og det lange, mørke, krøllede hår, der faldt som et vandfald ned af ryggen. Birdy, hvis borgerlige navn er intet mindre end Jasmine Lucilla Elizabeth Jennifer van den Bogaerde, satte sig bag sit klaver og spillede bandet frem.
Derfra gik det som en smurt maskine. Setlisten var opbygget som den fineste rejse ind i en ung kvindes univers.
Det var et univers, hvor vi fik en smagsprøve på den pige, hun engang var, hvor hun strøg til tops på hitlisterne og i direkte ind i hjertet på adskillelige mennesker med sine coverversioner af The Naked and Famous’ “Young Blood” og – selvfølgelig – Bon Ivers “Skinny Love”. Sidstnævnte der gav hende det endelige spark ind i den britiske musikbranche.
Det hele foregik uden en rynken på næsen. Birdy formåede at tage publikum i hånden og bære os gennem hele koncerten – helt uden det blev kedeligt. Hvilket altså ikke altid er nemt, når ens musik er så melodisk og melankolsk, som sangerindens er.
Skiftevis befandt hun sig bag sit klaver eller stående forrest på scenen med sin guitarist – og en enkelt gang endda også med en violinist, der smukt gav en dybde til sangene og stemmen.
Stemmen bør fremhæves som sit eget. Britiske Birdy har den under så meget kontrol, at jeg kun kan måbe over den unge kvindes formåen. Især under “Hear You Calling” og “Wild Horses” var vi vidne til en stemmens kæmpemæssige kapacitet.
Lørdag aften startede blidt og roligt med en ung kvinde bag et klaver og endte ud i fællessang, -kærlighed og -dans. Koncerten byggede sig langsomt op for kun at peake under “Keeping Your Head Up”, som afsluttede aftenens koncert.
Under interviewet tidligere på dagen forklarede den unge kvinde, at hun har det bedst bag sit klaver, at hun ikke bryder sig om stilheden mellem sangene på scenen, og at hun håber, at hendes publikum føler noget, når de lytter til musikken.
Vi følte, vi nød og vi oplevede lørdag aften, hvordan en regnfuld skov forvandlede sig til en historie om ung kærlighed, ensomhed, lykke og hjemve. Vi kunne alle relatere til stemmen, karismaen og sangerinden. For selv om hun stadig anses som værende ung og skrøbelig, så har hun følt lige så meget, som de ældre herrer, der snart runder endnu et skarpt hjørne, har.
Da sidste tone forlod Birdys mund, og guitaren forstummede fra forstærkernes dyb, klarede vejret op. For det er sådan noget den britiske sangerinde kan: Hun kan styre selv naturen med sin kraftfulde stemme.
