Alex Vargas – Forventningerne blev aldrig indfriet

Duggen havde knap lagt sig, da solens stråler kastede lange skygger mod Highland Stage, mens danske Alex Vargas fredag klokken 22 trådte ud foran publikum. Det var en koncert, der havde potentiale til at blive den perfekte åbning af vores Heartland Festival, men det endte med at være noget af en fuser.

Der skulle et kvarter eksperimenterende instrumentalintro til at få Alex Vargas ned på jorden. Det var et kvarter med lidt for lyse toner, lidt for mange skrig og alt for lidt publikumkontakt. Et kvarter, hvor hovedpersonen stod med siden til publikum, der ikke helt kunne forstå, at en popkoncert skulle starte så storladent.

Det havde fungeret markant bedre, hvis han havde lagt det kvarter halvvejs gennem koncerten, når vi var blevet varmet op af Vargas’ største hits.

Situationen er den, at Alex Vargas er blevet udråbt til at være et unikum på den danske musikscene. Der skal skam heller ikke være nogen tvivl om, at han er absurd dygtig. Den stemmekontrol, han besidder, er et sjældent syn – også på den internationale musikscene.

Der var bestemt også nogle højdepunkter i aftenens koncert, da “Shackled Up” startede efter knap tyve minutter. “Higher Love” og “7 Sins” skal også fremhæves, for der viste Alex Vargas, hvor nærværende og omfavnende han kan være.

Men på en time nåede vi bare kun at få pulsen op og smilet frem en håndfuld gange. Publikums engagement var også kun at finde, når den gudsbenådede sanger spillede sine hits og de mere uptempo numre. Ellers var det kun muligt at høre musikkens tunge basgang, da snakken blandt Heartlands publikum overdøvede Vargas’ stemme.

“Hvor bliver de gode sange af?” spurgte min sidemand sin ven. Jeg spurgte lidt mig selv om det samme, for jeg manglede en kontinuitet i setlisten. Den var sat klodset sammen med abrupte stillestående pauser, der kom da vi lige var begyndt at danse junikulden væk.

Koncerten havde potentiale til at kickstarte en perfekt weekend i det fynske, men det er bare svært at være begejstret, når artisten på scenen ikke rigtig lukker publikum ind i sit univers. Vargas stod med siden til sit publikum i en stor del af koncerten. Det kan give en rigtig god effekt, men det fungerer bare bedst, når den danske sanger får mulighed for at danse, svinge og skabe øjenkontakt med sit publikum.

Selvfølgelig er Alex Vargas er dygtig. Han er meget dygtig. Lysshowet komplimenterer bassen, og der er ikke en finger at sætte på sangerens tekniske formåen. Det hele falder bare lidt til jorden, når Alex Vargas hvert femte minut vender siden til sit publikum, sætter tempoet ned og lukker sig inde i sin egen soulede elektronikaboble.

“Danmarks bedste livenavn” fortalte conferencierne, at vi ville være vidne til. Det var der bestemt også potentiale til, for Vargas kan mere end de fleste musikere herhjemme, men han skal ud over scenekanten, og han skal bruge den rytme, hans sange har, noget mere.

Alex Vargas, Heartland, Highland Stage, Heartland Festival, Heartland17
Foto: Lasse Lagoni

Se hele Lasse Lagonis galleri fra koncerten HER.

Se også

spot_img
Nanna Frank
Nanna Frank
Regelmæssig koncertgænger med hang til musik, der stadig lugter lidt af øvelokale. Svært begejstret for den klassiske rock, den nye elektronik, den drømmende ballade og den velskrevne popsang.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her