Efter en noget træg start, der virkede som ét langt forspil, lykkedes det til sidst Depeche Mode at løfte taget i Parken med de mange klassikere fra bagkataloget og skabe den fælleseufori, som kun et ægte stadionrockband kan.
Jeg kan ligeså godt krybe til korset med det samme og sige, at denne koncert med Depeche Mode i Parken er min første koncert med de britiske elektro-helte. Derfor har jeg igennem efterhånden en hel del år opbygget en hvis forventningsglæde til endelig at skulle opleve dem live. Hvis man dertil lægger rygter om, hvor gode Depeche Mode er til at skabe den unikke fællesskabsfølelse, som kun en rigtig stadionrockband kan, med den altid energiske agitator Dave Gahan i forgrunden, så kunne forventningerne ikke bliver højere.
Derfor startede denne aftens koncert desværre som lidt af en skuffelse. Jo vist, Dave Gahan er oppe i sit sædvanligt høje energiniveau fra start af, og bandet lyder godt, men det er som om, publikum ikke rigtigt bider på. Det er som om, scenen og bandet er for langt væk både fysisk og psykisk. Og det virker lidt som om, at bandet spænder ben for sig selv ved at lægge ud med to numre fra det nye album Spirit. For selvom albummet er et gedigent stykke arbejde, så er det ikke just en plade proppet med hits.
Og så er der sceneshowet som, i stadionrockregi, er noget skrabet. Der er de obligatoriske storskærme, hvor kameramændende desperat forsøger at følge den energiske Gahan, når han skridter scenen af, og ellers er der faktisk ikke så meget andet. Enkelte numre som In Your Room og Walking in My Shoes er ledsaget af videoer, der kører bag bandet, men ellers er det faktisk kun et ret ordinært lysshow, der ledsager musikken. Her kunne bandet godt have fyret lidt mere op for virkemidlerne.
Små øjeblikke af storhed
Efter en lidt sløv og skuffende start, bliver der endelig fyret godt op under publikum, da den karakteristiske intro til A Pain That I’m Used To lyder ud over højtalerne. Så kommer der for første gang ordentlig gang i Parken. Og det fortsætter på World in My Eyes, hvor de karakteristiske synth- og keyboardlyde endelig kommer ordentlig til sin ret, og stemningen virkelig letter, og der for første gang bliver danset og sunget på tribunerne. På de tidligere numre, har de elektroniske finesser været druknet i trommer og guitar. Nu kommer de endelig til sin ret.
Koncerten byder også løbende på små pauser fra den hårdtpumpede lyd, når Martin Gore træder frem på scenen og udkrænger sine følsomme ballader Question of Lust, Home og Somebody. Når han træder frem, så bliver der virkelig lyttet, og det er tydeligt at mærke, at publikum nyder disse stille stunder i selskab med Gore.
Den store finale
Hvad de første 2/3 dele af koncerten har manglet af intensitet og eufori, så skal jeg da lige love for, at den sidste 1/3 del råder bod på det. Fra det øjeblik, hvor Everything Counts lyder ud over stadionet og resten af koncerten, så står hele Parken op og danser og synger. Det starter med en perfekt elektrorocket tretrinsraket bestående af Everything Count, Stripped og Enjoy the Silence, og så bliver der ikke kigget tilbage. Nu opstår den fællesekstase, jeg har ventet på. Der lyder smuk fællessang over det danske nationalstadion, og mobiltelefonerne glimter, for nu er der endelig et øjeblik, der skal foreviges, specielt når den underskønne klassikker Enjoy the Silence spilles.
Koncerten afsluttes af Personal Jesus, der får folk helt op i det røde felt, og sangen sender folk syngende ud af Parken. Så endte det alligevel med at blive en sejr for Depeche Mode denne aften i København. Det ændrer dog ikke på, at koncerten var alt for lang tid om at komme i gang. Hvem ved, måske har det hele været en velorkestreret plan fra briternes side af om at holde spændingen så lang tid som muligt, så når finalen endelig kom, så var ekstasen større. I så fald, så havde planen den tilsigtede effekt.
