Det var et af de spørgsmål, som vi har stillet os selv et par gange her på Poplish, og da vi fik en invitation til at komme med til en hel dag hos Helhorse, var det et tilbud som vi ikke kunne sige nej til.
Jeg har haft et par samtaler med enkelte af medlemmerne hos de københavnske rockgutter, og det var dem, som fik os sporet ind på, at vi kunne tage en hel dag ud af kalenderen og følge dem fra get in af. Min begejstring over den tunge, tunge rock, som bandet spiller, er en slet skjult hemmelighed, og det var med store smil og åbne arme, at jeg blev mødt under uhøjtidelige omstændigheder ved Forbrændingen i Albertslund, der også lagde hus til aftenens koncert med Helhorse og deres support Hearteater.
Men hvad spørger man egentlig et rockband om, når man ikke sidder i en rigtig interviewsituation og i stedet bare er en flue på væggen?
Spørg om alt og intet.
Mit svar var, at jeg gik i gang med at udspørge alle de “andre” om hvordan det hele hænger sammen, og så derefter prøvede at få verificeret alle de gode røverhistorier, for at se om der nu kunne være endnu mere guf på dem. Det gav en ganske underholdende samtale med Iben, guitarist Jakobs kone, som har stået for merchandise-delen af Helhorse i en række år, og et par bud på, hvad det er som får god musik til at være netop det. Vi blev enige om, at der har været en række gode tiltag, men at det måske er lidt tyndt med opbakningen til den hårde rock i lille Danmark. Det hjælper selvfølgelig ikke, at det for vor begges vedkommende var 10-15 år siden, vi sidst havde besøgt spillestedet i Albertslund, som ellers lige nu er i gang med at blive kåret som et af de bedste spillesteder i DK (Et faktum, som jeg ikke har prøvet at få be- eller afkræftet, efter en sludder med den lokale lysmand). Det var vist noget med en Volbeat-koncert, som var sidste gang vi havde fået bevæget os fra indre København og “helt” ud til Albertslund.
Det mindst overraskende ved hele seancen var nok, hvor imødekommende og jordnære, de er som band. Et indtryk, jeg havde dannet mig efter de tidligere møder med gutterne, som også godt kan lide at drikke en øl eller to efter deres shows. I det hele taget er der ikke mange stjernenykker at spore, når de efter koncerten bruger en forfærdelig masse tid på at pleje deres fans, som gerne giver ud af anekdoter, om den ene gang i Malmø, hvor de nok havde fået en enkelt eller fem over tørsten, og spillede en ganske usammenhængende koncert, eller de mange utrolig fede oplevelser, fra bl.a. Copenhell sidste år, som vi dækkede HER.
Charme, selvtillid og en ordentlig omgang rock!
Der er dog en aura rundt om denne type bands, som både udstråler en tro på egne evner og en selvfølgelighed ved at være midtpunktet for en forsamling. Det er ikke mindst at mærke på frontmand Mikkel, som med stor glæde deler ud af sine oplevelser i forløbet med Helhorse, der er ved at lukke første kapitel i deres historie. En historie som gerne skal fortsætte med et helt nyt kapitel, når de snart låser sig inde i en osteklokke og forhåbentlig kommer ud på den anden side med et nyt album, som meget gerne må åbne døren til Europa for alvor, så bandet kan komme op i nye højder.
Der er en klar forventning fra bandets medlemmer, at det her kun er starten på noget endnu større og at drømmen om at leve af at være musiker, på ens egne præmisser, ligger lige for.
Og hvor kommer navnet så fra?
Hvis man skulle være i tvivl, så er helhesten ganske enkelt et mareridt (duh), men som det ofte er med denne slags ting, så er det en litterær reference, i dette tilfælde til E Bindstouw af Blicher, hvor den varsler død. Det kan også læses i selve digtet, som går: “Paa tre ben humper Helhesten afsted,/fordi at han ikke har flere;/men hvem der skal møde ham paa sin Vej,/ humper snart i Kirkegaarden ned”. “Vi følte at det passede med det skifte, vi havde fra det band, som vi kom fra tidligere med Dødning”, siger Mikkel.
Der er en umiddelbarhed i, hvordan det bliver viderebragt, og en ganske naturlig selvfølge i sammenkoblingen mellem bandet og navnet, der går fuldt i tråd, med hvad der må betegnes som mottoet, der lyder: “There ain’t no party like a Helhorse party”. Der ligger en skrøbelighed og lurer under overfladen og at få grebet dagen i bedste YOLO-stil, som næsten grænser til desperation i visse tilfælde. Festen rumler derudaf, men det er forståelsen af at vi er dødelige, som gør det endnu mere nærværende at se bandet live, hvor der ikke er mange bands, der skaber en lige så god stemning i det danske musiklandskab.
Det giver også en ekstra dimension til et af de tidligere glansnumre “Fuck Art, Let’s Kill” hvor der i lyrikken lyder:
I won’t be waiting around
That time is through.
I won’t be standing still
Fuck art, let’s kill.
Det gør det nemmere at nyde hele paletten af deres numre, som får tilføjet en ekstra dimension, som jeg uden tvivl vil få dykket dybere ned i på et tidspunkt, hvor specialeskrivning ikke fylder det meste af mit døgn.
Ritualer?
Når man står med muligheden virker det så nærliggende, lige at høre om der er nogle helt særlige faste ritualer op til en koncert, men der var ikke noget med faste koncertsokker, skittles-orgier eller noget andet nævneværdigt, udover en massiv gruppekrammer op til start på koncerten. Det skulle da lige være selve koncertmunderingen, som for det meste består af bar overkrop for bandet, som stadig formår at svede som pisket, når de får givet den fuld skrue på scenen. Det vigtigste er da også at “dem, der rent faktisk er kommet, får en fed oplevelse” lyder det fra Mikkel med største selvfølgelighed.
Men hvornår kommer det nye album så?
“Det vigtigste i denne omgang er at det bliver lidt mindre stresset”, siger bassist Theis og fortsætter “da vi indspillede sidste gang, var det lige pludseligt enormt vigtigt, at vi fik overholdt deadlinen, og det tærede lidt på lysten og kreativiteten. Man stod der i studiet og så var det bare bum-bum, se at få den her sang i skabet, så vi kan komme videre. Derfor vil vi gerne få lidt mere ro på det hele og styre processen lidt mere efter vores hoveder”. Der er derfor ikke sat nogen deadline på, hvornår vi får hørt mere fra Helhorse, men det bliver engang i 2018. Jeg håber på, at det bliver tidligt på året, men det virker ikke som om, at der er synderligt meget af det nye materiale, der er skrevet, så det bliver en proces, der helt sikkert kommer til at tage lidt tid. Jeg må væbne mig med tålmodighed, ganske som alle jer andre.
Ny mand bag trommerne.
I efteråret fik Helhorse ny trommeslager, og det var da også den primære grund til, at vi tog på besøg. Vi har derfor også fået os en sludder med August Vinther Ottsen, som havde et par ord til os på dagen.
Hvordan kom du med i bandet?
– Jeg hører lidt til familien, ment med at jeg spiller sammen med Mikkels kæreste Rebecca Lou i hendes projekt, og har så hængt ud med dem i løbet af det seneste års tid. Helhorse skulle have en afløser i efteråret med et par koncerter i London og tre i Danmark, hvor vi havde en fed tur og så et par jobs herhjemme. Jeg kender ikke den gamle trommeslager Jesper, men det som var et par aflysninger fra ham, blev så til en regulær opsigelse i bandet og det gav så plads til mig.
Hvad har du lavet før?
– Jeg har lavet alt muligt. Man kan sige at jeg er lidt kommet hjem til noget af det jeg startede med at spille da jeg var ti år gammel. Jeg er 22 nu. Der var det sådan noget punket stoner-rock. Så har jeg spillet noget grunge-rock med Franklin Zoo og electro-grind med rapperen Linkoban. Singer-songwriter med en pige, der hedder Mathilde Savery og hip hop med Vild Smith. Så jeg har været hele paletten rundt, men mit hjerte ligger i rockmusikken og det er der jeg har det sjovest. Jeg traf lidt en beslutning for et års tid siden med at skære lidt ned på laptops og synthesizers og spille noget mere tråd.
Nu har i spillet en små ti koncerter, men hvad er så din mavefornemmelse?
– Vi har været rigtig godt sammenspillet fra starten. Der var en naturlig synergi. Så det mere interessante er nok nærmere hvordan jeg udvikler mig sammen med bandet. Jeg er jo ny i bandet, og kan fornemme, at jeg bevæger mig ind i musikken. Jeg kan mærke med det nye materiale, at der er det ret spændende, hvordan vi udvikler os sammen. Der sker nogle nye ting med det, at det måske trækker i en anden retning, end hvor det har været tidligere. Jeg tror vi er ret tidligt i processen, så vi er nok ret enige om at eksperimentere med det hele lige nu. Man kan sige, at der ikke rigtig er nogle rammer.
Hvornår kommer det helt store gennembrud så?
– Det kommer med den næste plade. Der er et marked for os derude. Det har vi bevist med koncerter på Copenhell og til Roskilde Festival. Det skal bare blæses op i et internationalt format, og vi har et rigtig stærkt hold til at hjælpe os med det. Det bliver også der, hvor vi skal på den store Europa-turné.
Og så derudaf…
Der mangler ikke selvtillid hos Helhorse, og det giver et meget afslappet møde mellem bandet og mig, hvor man kan nå at nyde oplevelsen, men samtidig er spændingen i luften også til at tage og føle på. De glæder sig til at spille, og da det kun er starten på et eventyr i det danske, som virkelig bliver skudt i gang på torsdag, hvor de skal spille support for selveste Rammstein i Horsens, så glæder de sig gevaldigt til at komme ud over stepperne og give den gas.
Det er med de varmeste anbefalinger, at jeg sender dette lille skrift ud til jer, og med ønsker om et hav af gode koncerter i det danske festivalslandskab fra Helhorse.
