Lørdag aften på SPOT Festival 2017 gik Jonah Blacksmith på scenen i Store Sal, en koncert der gik hen og blev den bedste koncert på SPOT Festival 2017.
Der var engang en rigtig sød fyr som kyssede mig under Arcade Fire koncerten på Northside Festival 2014. Det var den sidste koncert jeg skulle se, sommersolen malede himlen rød og Arcade Fire skød en konfettiregn af ud over hele pladsen. Den følelse jeg havde i min krop på det tidspunkt var cirka den følelse jeg havde under Jonah Blacksmith.
Jonah Blacksmith er succes historien om to thybo-brødre Simon og Thomas Alstrup som skabte et band til ære for deres bedstefar. Genren er alternativ folk og blander både klassiske instrumenter og banjo, mundharmonika og sav.
Med albummet “Jonah Blacksmith” som fik flotte anmeldelser i foråret 2017, er de altså godt på vej til at være et af de mest etablerede bands der er kommet ud af talentmassen i Thy – men hvorfor?
Betagende talentfuldt
Der er koncerten i Musikhusets Store sal et fantastisk eksempel på hvorfor Jonah Blacksmith kan så meget. Selve koncerten startede faktisk bare ud med en historie over højtalerne om det fantastiske der er ved vesterhavet – at historien så blev fortalt på thybomål, skabte bare en endnu bedre stemning.
Jonah Blacksmith består af en enorm talentmasse, alle i bandet ved hvad de laver og er enormt dygtige til netop det. Det kom uden tvivl også til syne i Store Sal, hvor de efter historien spillede en kort del af åbningsnummeret på deres plade “Daughter of Jonah”.
Koncerten var præget af et betagende talentfuldt overskud og en fornemmelse af lykke. Bandet gav alt hvad de overhovedet kunne i deres 35 minutters spilletid og ligeså gjorde publikum, til trods for at de spillede i en sal der er svær at spille op.
En lille smule forelsket
Sædvanligt spiller Jonah Blacksmith oftest på mindre og intime spillesteder. De har sågar optaget en live session i klitterne ved Vorupøre og i Thy National Park. Kort sagt er både fans og band mere vant til at se hinanden lidt mere i øjnene og det var også den frygt jeg havde da jeg gik ind til koncerten. At de simpelthen ikke kunne nå publikum.
Det var dog en frygt der hurtigt blev til skamme og der gik ikke mere end tre numre før Thomas Alstrup havde fået hele salen op af stolene, med de simple ord “Der må danses”. Derfra kom publikum hurtigt på benene og selv skeptikere kom ud af deres komfort zone.
Jonah Blacksmith er kommet for at blive, jeg havde en garvet fan ved min side til koncerten som konsekvent meldte ud at han aldrig havde set dem skarpere. Og jeg tror ham gerne, for selv dagen efter koncerten kan jeg stadig føle en lille snert af den lykke jeg følte i går, og som jeg også følte da jeg var på Northside. Jeg er nok en lille smule forelsket i Jonah Blacksmith.
