Der var ild i Forbrændingen fredag aften, da hip-hop kollektivet De Danske Hyrder holdt releasekoncert for det nyeste album, “DDH”. Den fyldte sal var fulde og glade, mens de ti drenge på scenen hev sejren hjem på charmen.
De Danske Hyrder er en af de store små spillere i dansk musik. De har eksisteret i fem år, de har en lille, men meget dedikeret fanbase, og de har nu tre albums i bagagen. Tekstuniverset kredser om at være ung og fattig og tørstig efter øl ude i Albertslund. Drengene kom især frem ved hjælp af DRs Karrierekanonen i 2014. Samme år udgav de nummeret “Fakta”, der kort og godt handler om at købe Dansk Pilsner i Fakta nær Morbærhaven for sine pantpenge.
Allerede inden dørene til Hyrdernes hjemmebane, Forbrændingen i Albertslund, åbnede, var der klassisk De Danske Hyrder-stemning blandt de fremmødte. En stor flok teenageknægte hang op af deres Roskildeanlæg og delte en kasse Dansk Pilsner. Køen var så lang, som øjnene rakte, da dørene blev åbnet, hvilket betød, det tog meget, meget lang tid at få den udsolgte sal fyldt.
Derfor blev koncertstarten udskudt tre kvarter, men det blev hurtigt glemt, da først musikken spillede. Den lille scene på spillestedet var tætproppet med de syv rappere, en DJ, en på guitar og en på trommer, tre rammer bajere og udstyr. Selvom de unge mennesker på gulvet havde ventet længe på Hyrderne, var de meget tilgivende. Stemningen mindede om en af de mindre koncerter på Apollo på Roskilde, hvor teenagerne også er fulde og helt oppe at køre.
Første hit var titelnummeret fra debutalbummet “Jeg’ Fuld Hele Tiden Og Er Pisse Ligeglad Du“, som allerede var blevet sunget flere gange blandt de fremmødte inden koncerten. De syv drenge med hver deres mikrofon havde forskellige energier og attituder, men det var nemt at se på dem, at de var helt oppe at køre over at stå på scenen og optræde med deres musik foran så dedikerede folk. Hver eneste gang, en af dem nærmede sig scenekanten, gik der rent Westlife i den og alle de nærmeste publikummers hænder rakte ud for at få lov til at røre ved Theo, Sjur, Luc eller Adam.
Koncerten var måske ikke noget af det bedste håndværk, der nogensinde har set dagens lys, men nærværet fra scenen og publikum gjorde oplevelsen én, som jeg vil huske fremover. Ligesom den eneste anden koncert, jeg har set på Forbrændingen – som var med Suspekt – blev den mindeværdig på grund af energien.
Det største højdepunkt var “M.K.I.H.S.U.A.D. (Man Kan Ik’ Hyg’ Sig Uden At Drik’)”, som er et voldsomt tungt nummer og derfor fungerer virkelig godt live, ligesom at der som ekstranummer blev spillet et remix af “Fakta”, hvor festen igen peakede og nåede Roskildehøjder. Jeg fik flashbacks til lejrfester med “Bistand” og “Billige Bajer” på anlægget og fællessang med en pislunken DP i hånden. Og derfor charmerer De Danske Hyrder den hjem – det hele passer sammen og går op i en højere enhed.
P.S. Undskyld forsinkelsen. Lørdagen blev brugt på tømmermænd og en tur i Fakta med pantpengene 😉