Det var på forhånd forventet, at en aften med Suspekt på hjemmebane i Albertslund ville blive en intens fornøjelse.

Men mængden af champagnebad, slåskampe og stangvisne Vestegnsdamer gjorde aftenens optræden på Forbrændingen til en uforglemmelig en af slagsen.

Mens den lille sal blev fyldt med typer fra Lunden og de nærmeste nabokommuner, spillede DJ ER DU DUM ELLER HVAD op på en skøn blanding af hip hop-evergreens fra 00’erne og de nye, virale hits. Derfor var der en god blanding af utålmodighed, promille og god stemning, da Suspekt gik på lidt over 2200.

Det er kliché at kalde hiphoppens liderlige drenge på scenen for veloplagte, men lige præcis det ord er det helt rigtige at bruge.

I en god blanding af nyklassikere fra seneste album ‘V’ og de største hits fra 1997 og frem, fik Suspekt nærmest for nemt Forbrændingen til at koge – hvilket også kunne ses på de storsvedende mænd på scenen.

Til højre på scenen var bandets bartender, som under hele Suspekts forårstour har mixet drinks på scenen, yderst veloplagt på denne aften, som han også selv kaldte for en speciel koncert i hans gamle hood. Og så var han aftenens plukker til publikummerne.

Suspekt, Forbrændingen

Foto: Robert Hendel

En ung dame blev hevet op til et par shots og en drink med Bai-D, der med sin glinsende overlæbe og et liderligt blik gav hende en intim version af “Bollede Hende I Går”. Og da Orgi-E tog Dannebrog om skuldrene for at rappe “Danmark” i kor med publikum, kom aftenens yngste op på scenen. En ung knægt, der kom som en af de første og fræsede rundt i spænding, fik lov til at komme i baren og få cola og synge “Jeg ta’r mit flag igen”.

Alt imens det her foregik blev der danset, hoppet, klatret på rækværk, spillet på gamle racerspillemaskiner og kastet med vodka. Et par unge mænd og en aggressiv kvinde blev ført væk med magt af flere Securityfolk, mens andre skubbede og spillede op på gulvet.

Generelt var stemningen utrolig anarkistisk denne aften i Lunden, hvilket passer perfekt til det proletar-univers, som Suspekt i snart 20 år har lukket os ind i med deres tunge og dystre beats sammen med de dybe, velovervejede tekster, som stort set hele Vestegnen kan synge med på i søvne.

Suspekt er blevet et vartegn ikke kun for Albertslund, men hele den mentalitet, man har ude på den københavnske vestegn. Og alle de stereotyper, som man overhovedet kunne forestille sig, var inde for at se de lokale helte.

Selvom aftenen blev et tumultkaos af flaskekast og slåskampe under perioder af koncerten, så gik publikummerne ud mod fredag nat, svedende og med et smil på læben. Som Bai-D, Orgi-E, Rune Rask, #VodkaLars og bartenderen gjorde efter de brændte Albertslund ned og byggede det op igen.

 

Se hele Robert Hendels galleri fra koncerten HER

Suspekt - Anarki og frivillig voldtægt
100%Samlet Score
Læser Bedømmelse 0 Stemmer
0%